1 Mosebog 24

¹Abraham var nu gammel, langt fremme i årene, og Herren havde velsignet ham i alle henseender.

²Abraham sagde til den ældste tjener i hans husstand, som styrede alt, hvad han ejede: “Læg venligst din hånd under mit lår,

³og jeg vil lade dig sværge ved Herren, himlens Gud og jordens Gud, at du ikke vil vælge en hustru til min søn blandt kana'anæernes døtre, blandt hvem jeg bor;

⁴men du skal gå til mit hjemland og til min familie og finde en hustru til min søn Isak.”

⁵Tjeneren spurgte ham: “Hvad hvis kvinden ikke vil vende tilbage med mig til dette land? Skal jeg så tage din søn tilbage til det land, du kom fra?”

⁶“Vær forsigtig med ikke at tage min søn tilbage der,” svarede Abraham.

⁷“Herren, himlens Gud, som bragte mig fra min fars hus og fra mit hjemland, og som talte til mig og svor til mig og sagde: ‘Til dine efterkommere vil jeg give dette land’—Han vil sende sin engel foran dig, og du skal tage en hustru til min søn derfra.

⁸Men hvis kvinden ikke vil følge dig, så vil du være løst fra denne ed til mig; kun må du ikke tage min søn tilbage der.”

⁹Så lagde tjeneren sin hånd under sin herre Abrahams lår og svor en ed til ham angående denne sag.

¹⁰Derefter tog tjeneren ti af sin herres kameler og drog af sted, idet han tog en række gode ting fra sin herre med sig. Han satte kursen mod Mesopotamien, til byen Nahor.

¹¹Han lod kamelerne slå sig ned uden for byen ved vandbrønden om aftenen, den tid hvor kvinderne typisk går ud for at hente vand.

¹²Og han bad: “Herre, min herre Abrahams Gud, lad mig få lykke i dag, og vis godhed mod min herre Abraham.

¹³Se, jeg står ved kilden, og byens døtre kommer ud for at hente vand.

¹⁴Lad det være, at den unge kvinde, som jeg siger til: ‘Sænk venligst din krukke, så jeg kan drikke,’ og som svarer: ‘Drik, og jeg vil også give dine kameler vand’—lad hende være den, du har udpeget til din tjener Isak. Ved dette vil jeg vide, at du har vist godhed mod min herre.”

¹⁵Før han havde afsluttet sin bøn, kom Rebekka ud med sin krukke på skulderen. Hun var datter af Betuel, søn af Milka, Abrahams bror Nahors hustru.

¹⁶Den unge kvinde var meget smuk, en jomfru; ingen mand havde ligget med hende. Hun gik ned til kilden, fyldte sin krukke og kom op igen.

¹⁷Tjeneren nærmede sig hurtigt hende og sagde: “Giv mig venligst lidt vand fra din krukke.”

¹⁸“Drik, min herre,” sagde hun, og sænkede hurtigt sin krukke til sine hænder og gav ham en drik.

¹⁹Efter at hun havde givet ham en drik, sagde hun: “Jeg vil også hente vand til dine kameler, indtil de har drukket færdig.”

²⁰Så hun tømte hurtigt sin krukke i truget, løb tilbage til brønden for at hente mere vand, og hentede nok til alle hans kameler.

²¹Manden betragtede hende nøje i stilhed for at se, om Herren havde gjort hans rejse vellykket eller ej.

²²Da kamelerne havde drukket færdig, tog manden en guldring, der vejede en halv sekel, og to guldbånd, der vejede ti sekel.

²³Så spurgte han: “Hvis datter er du? Fortæl mig venligst, er der plads i din fars hus til os at overnatte?”

²⁴Hun svarede: “Jeg er datter af Betuel, den søn Milka fødte Nahor.”

²⁵Og hun tilføjede: “Vi har rigeligt med halm og foder, samt plads til at overnatte.”

²⁶Så knælede manden ned og tilbad Herren,

²⁷sagde: “Velsignet være Herren, min herre Abrahams Gud, som ikke har forladt sin godhed og trofasthed mod min herre. Hvad mig angår, har Herren ledt mig på rejsen til min herres slægtninges hus.”

²⁸Den unge kvinde løb og informerede sin mors husstand om disse ting.

²⁹Nu havde Rebekka en bror ved navn Laban, og han løb ud til manden ved kilden.

³⁰Så snart han så næseringen og armbåndene på sin søsters arme, og hørte Rebekkas beretning om, hvad manden havde sagt til hende, gik han ud til manden og fandt ham stående ved kamelerne nær kilden.

³¹“Kom, du som er velsignet af Herren,” sagde han. “Hvorfor står du herude? Jeg har gjort huset klar og et sted til kamelerne.”

³²Så gik manden til huset, og kamelerne blev aflæssede. Halm og foder blev bragt til kamelerne, og vand til at vaske hans fødder og fødderne på de mænd, der var med ham.

³³Mad blev sat foran ham, men han sagde: “Jeg vil ikke spise, før jeg har fortalt, hvad jeg har at sige.” “Tal,” sagde Laban.

³⁴Han begyndte: “Jeg er Abrahams tjener.

³⁵Herren har i høj grad velsignet min herre, og han er blevet rig. Han har givet ham flokke og hjorde, sølv og guld, mandlige og kvindelige tjenere, og kameler og æsler.

³⁶Min herres hustru Sara fødte ham en søn i hendes alderdom, og han har givet ham alt, hvad han ejer.

³⁷Min herre fik mig til at sværge en ed og sagde: ‘Du må ikke tage en hustru til min søn fra kana'anæernes døtre, i hvis land jeg bor;

³⁸men du skal gå til min fars familie og til min egen slægt og finde en hustru til min søn.’

³⁹Så spurgte jeg min herre: ‘Hvad hvis kvinden ikke følger mig?’

⁴⁰Han svarede: ‘Herren, for hvem jeg har vandret, vil sende sin engel med dig og gøre din rejse vellykket, så du kan finde en hustru til min søn fra min egen slægt og fra min fars familie.

⁴¹Du vil være løst fra min ed, hvis, når du går til min familie, de nægter at give hende til dig—så vil du være løst fra min ed.’

⁴²“Da jeg kom til kilden i dag, bad jeg: ‘Herre, min herre Abrahams Gud, hvis du vil, lad venligst rejsen, som jeg er kommet på, lykkes.

⁴³Se, jeg står ved kilden. Hvis en ung kvinde kommer ud for at hente vand, og jeg siger til hende: “Giv mig venligst lidt vand fra din krukke,”

⁴⁴og hun svarer: “Drik, og jeg vil også hente vand til dine kameler,” lad hende være den, Herren har valgt til min herres søn.’

⁴⁵“Før jeg havde afsluttet min bøn i mit hjerte, kom Rebekka ud med sin krukke på skulderen. Hun gik ned til kilden og hentede vand, og jeg sagde til hende: ‘Giv mig venligst en drik.’

⁴⁶Hun sænkede hurtigt sin krukke fra sin skulder og sagde: ‘Drik, og jeg vil også give dine kameler vand.’ Så jeg drak, og hun gav også kamelerne vand.

⁴⁷Jeg spurgte hende: ‘Hvis datter er du?’ Hun sagde: ‘Datter af Betuel, søn af Nahor, som Milka fødte ham.’ Så satte jeg ringen i hendes næse og armbåndene på hendes håndled.

⁴⁸Jeg bøjede mig ned og tilbad Herren. Jeg priste Herren, min herre Abrahams Gud, som havde ledt mig på den rette vej for at tage min herres brors datter til hans søn.

⁴⁹Nu, hvis I vil vise godhed og trofasthed mod min herre, så sig mig det; og hvis ikke, så lad mig vide det, så jeg ved, hvilken vej jeg skal vende mig.”

⁵⁰Laban og Betuel svarede: “Denne sag er fra Herren; vi kan ikke tale til dig godt eller ondt.

⁵¹Her er Rebekka; tag hende og gå, og lad hende blive din herres søns hustru, som Herren har talt.”

⁵²Da Abrahams tjener hørte deres ord, bøjede han sig til jorden for Herren.

⁵³Så bragte tjeneren sølv- og guldsmykker og klæder frem og gav dem til Rebekka; han gav også kostbare gaver til hendes bror og hendes mor.

⁵⁴Derefter spiste og drak han og de mænd, der var med ham, og tilbragte natten der. Da de stod op om morgenen, sagde han: “Send mig på vej til min herre.”

⁵⁵Men hendes bror og hendes mor sagde: “Lad den unge kvinde blive hos os nogle dage, sig ti; så kan hun gå.”

⁵⁶Men han sagde til dem: “Forsink mig ikke, nu da Herren har givet min rejse succes. Send mig på vej, så jeg kan gå til min herre.”

⁵⁷Så sagde de: “Lad os kalde den unge kvinde og spørge hende.”

⁵⁸Så de kaldte Rebekka og spurgte hende: “Vil du gå med denne mand?” Hun sagde: “Jeg vil gå.”

⁵⁹Så sendte de Rebekka, deres søster, på hendes rejse, sammen med hendes amme og Abrahams tjener og hans mænd.

⁶⁰Og de velsignede Rebekka og sagde til hende: “Vores søster, må du blive til tusinder af titusinder; må dine efterkommere besidde portene til dem, der hader dem.”

⁶¹Så gjorde Rebekka og hendes tjenestepiger sig klar og steg op på kamelerne og fulgte manden. Så tog tjeneren Rebekka og drog af sted.

⁶²Nu var Isak kommet fra Beer-Lahai-Roi, for han boede i Negev.

⁶³Han gik ud på marken en aften for at reflektere, og da han så op, så han kameler nærme sig.

⁶⁴Rebekka så også op og så Isak. Hun steg ned fra sin kamel

⁶⁵og spurgte tjeneren: “Hvem er den mand i marken, der kommer for at møde os?” Tjeneren svarede: “Det er min herre.” Så tog hun sit slør og dækkede sig.

⁶⁶Derefter fortalte tjeneren Isak alt, hvad han havde gjort.

⁶⁷Isak bragte hende ind i sin mor Saras telt, og han giftede sig med Rebekka. Hun blev hans hustru, og han elskede hende; og Isak blev trøstet efter sin mors død.