1 Mosebog 3

¹Nu var slangen mere snu end alle de vilde dyr, som Herren Gud havde skabt. Han sagde til kvinden: “Har Gud virkelig sagt, ‘I må ikke spise af noget træ i haven’?”

²Kvinden svarede slangen: “Vi må spise frugten fra træerne i haven,

³men Gud sagde: ‘I må ikke spise frugt fra det træ, der står midt i haven, og I må ikke røre ved det, ellers vil I dø.’”

⁴Slangen sagde til kvinden: “I vil bestemt ikke dø!

⁵Gud ved, at hvis I spiser af det, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud, forstående godt og ondt.”

⁶Da kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltalende for øjet, og også ønskværdigt for at få visdom, tog hun noget af dets frugt og spiste det. Hun gav også noget til sin mand, som var med hende, og han spiste det.

⁷Da blev begge deres øjne åbnet, og de indså, at de var nøgne; så de syede figenblade sammen og lavede sig skørter.

⁸Så hørte de Herren Gud gå rundt i haven i dagens kølige tid, og manden og hans hustru skjulte sig for Herrens Guds ansigt blandt havens træer.

⁹Herren Gud kaldte på manden og spurgte: “Hvor er du?”

¹⁰Han svarede: “Jeg hørte dig i haven, og jeg blev bange, fordi jeg var nøgen; så jeg skjulte mig.”

¹¹Og Han sagde: “Hvem har fortalt dig, at du var nøgen? Har du spist af det træ, som jeg befalede dig ikke at spise af?”

¹²Manden sagde: “Kvinden, som du satte hos mig — hun gav mig noget frugt fra træet, og jeg spiste det.”

¹³Så sagde Herren Gud til kvinden: “Hvad har du gjort?” Kvinden sagde: “Slangen bedrog mig, og jeg spiste.”

¹⁴Så sagde Herren Gud til slangen: “Fordi du har gjort dette, skal du være forbandet blandt alt kvæg og alle vilde dyr! Du skal krybe på din bug og spise støv alle dine livs dage.

¹⁵Og jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden, og mellem din afkom og hendes; han skal knuse dit hoved, og du skal knuse hans hæl.”

¹⁶Til kvinden sagde Han: “Jeg vil meget forøge din smerte i fødsel; med smertefuldt arbejde skal du føde børn. Din attrå skal være til din mand, og han skal herske over dig.”

¹⁷Til Adam sagde Han: “Fordi du lyttede til din hustru og spiste frugt fra det træ, som jeg befalede dig, ‘Du må ikke spise af det,’ skal jorden være forbandet for din skyld; med smertefuldt slid skal du spise af den alle dine livs dage.

¹⁸Den vil frembringe torne og tidsler for dig, og du skal spise markens planter.

¹⁹I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget; for du er støv, og til støv skal du vende tilbage.”

²⁰Manden kaldte sin hustru Eva, fordi hun var moder til alle de levende.

²¹Herren Gud lavede klæder af skind til Adam og hans hustru og klædte dem.

²²Og Herren Gud sagde: “Se, mennesket er blevet som en af Os, forstående godt og ondt. Han må ikke få lov til at række sin hånd ud og tage også af livets træ og spise og leve evigt.”

²³Derfor sendte Herren Gud ham ud af Edens Have for at dyrke jorden, som han var taget af.

²⁴Så drev Han manden ud; og øst for Edens Have satte Han keruber og et flammende sværd, der vendte i alle retninger for at vogte vejen til livets træ.