1 Mosebog 2

¹Således blev himlen og jorden fuldendt med hele deres lyspragt.

²På den syvende dag havde Gud fuldendt sit arbejde, som Han havde udført; så Han hvilede på den syvende dag fra alt sit arbejde.

³Derefter velsignede Gud den syvende dag og gjorde den hellig, fordi på den hvilede Han fra alt det skaberværk, Han havde udført.

⁴Dette er beretningerne om himlen og jorden, som de blev skabt, på det tidspunkt da Herren Gud skabte jorden og himlen.

⁵Nu var der endnu ingen buske på marken, der var kommet frem på jorden, og ingen planter på marken havde endnu spiret, for Herren Gud havde ikke sendt regn på jorden, og der var ingen til at dyrke jorden.

⁶Men en tåge steg op fra jorden og vandede hele jordens overflade.

⁷Så formede Herren Gud en mand af jordens støv og blæste livets ånde ind i hans næsebor, og manden blev en levende sjæl.

⁸Herren Gud plantede en have mod øst, i Eden; og der satte Han den mand, Han havde formet.

⁹Af jorden lod Herren Gud alle slags træer vokse, som er behagelige at se på og gode til føde. Midt i haven var livets træ og træet til kundskab om godt og ondt.

¹⁰En flod gik ud fra Eden for at vande haven, og derfra delte den sig og blev til fire flodløb.

¹¹Navnet på den første er Pishon; den slynger sig gennem hele landet Havilah, hvor der er guld.

¹²Guldet fra det land er godt; der findes også aromatisk harpiks og onyx.

¹³Navnet på den anden flod er Gihon; den løber gennem hele landet Cush.

¹⁴Navnet på den tredje flod er Tigris; den løber øst for Assyrien. Den fjerde flod er Eufrat.

¹⁵Herren Gud tog manden og satte ham i Edens Have for at dyrke den og passe på den.

¹⁶Og Herren Gud befalede manden: “Du må frit spise af alle træerne i haven;

¹⁷men du må ikke spise af træet til kundskab om godt og ondt, for den dag du spiser af det, skal du visselig dø.”

¹⁸Herren Gud sagde: “Det er ikke godt for manden at være alene. Jeg vil gøre en hjælper, der passer til ham.”

¹⁹Nu havde Herren Gud formet alle de vilde dyr og alle fuglene i himlen af jorden. Han bragte dem til manden for at se, hvad han ville kalde dem; og hvad end manden kaldte hver levende skabning, det blev dens navn.

²⁰Så gav manden navn til alt kvæget, fuglene i himlen og alle de vilde dyr. Men for Adam blev der ikke fundet nogen passende hjælper.

²¹Så lod Herren Gud manden falde i en dyb søvn; og mens han sov, tog Han et af mandens ribben og lukkede stedet til med kød.

²²Så formede Herren Gud en kvinde af det ribben, Han havde taget fra manden, og bragte hende til manden.

²³Manden sagde: “Her, endelig, er ben af mine ben og kød af mit kød; hun skal kaldes ‘kvinde,’ fordi hun blev taget ud af manden.”

²⁴Af denne grund skal en mand forlade sin far og mor og forenes med sin hustru, og de skal blive ét kød.

²⁵Manden og hans hustru var begge nøgne, men de følte ingen skam.