1 Mosebog 37

¹Jakob boede i det land, hvor hans far havde opholdt sig som fremmed, i Kanaans land.

²Dette er Jakobs slægts historie. Josef, sytten år gammel, vogtede fårene med sine brødre, sønnerne af Bilha og Zilpa, hans fars hustruer. Josef bragte en dårlig rapport om dem til deres far.

³Israel elskede Josef mere end alle sine andre sønner, da han var søn af hans alderdom; og han lavede en kjortel med mange farver til ham.

⁴Da hans brødre så, at deres far elskede ham mere end alle dem, hadede de ham og kunne ikke tale venligt til ham.

⁵Josef havde en drøm, og da han fortalte den til sine brødre, hadede de ham endnu mere.

⁶Han sagde til dem: "Hør venligst denne drøm, jeg har haft:

⁷Vi bandt neg i marken, og pludselig rejste mit neg sig og stod oprejst, mens jeres neg samlede sig omkring og bøjede sig for mit neg."

⁸Hans brødre sagde til ham: "Tror du virkelig, at du vil herske over os? Vil du virkelig regere over os?" Så de hadede ham endnu mere for hans drømme og hans ord.

⁹Så havde han en anden drøm og fortalte den til sine brødre. "Hør," sagde han, "jeg har haft en anden drøm, og denne gang bøjede solen, månen og elleve stjerner sig for mig."

¹⁰Da han fortalte sin far og sine brødre, irettesatte hans far ham og sagde: "Hvad er denne drøm, du har haft? Skal din mor og jeg og dine brødre virkelig komme og bøje os til jorden for dig?"

¹¹Hans brødre misundte ham, og hans far lod ikke sagen gå ud af sit sind.

¹²Hans brødre gik for at græsse deres fars flok nær Sikem.

¹³Israel sagde til Josef: "Græsser dine brødre ikke flokken nær Sikem? Kom, jeg vil sende dig til dem." Josef svarede: "Jeg vil gå."

¹⁴Han sagde til ham: "Gå nu og se, om det står godt til med dine brødre og med flokken, og bring mig besked tilbage." Så sendte han ham fra Hebrons dal, og han ankom til Sikem.

¹⁵En mand fandt ham vandrende på marken og spurgte ham: "Hvad leder du efter?"

¹⁶Han svarede: "Jeg leder efter mine brødre; kan du fortælle mig, hvor de græsser flokken?"

¹⁷Manden sagde: "De er flyttet herfra; jeg hørte dem sige: 'Lad os gå til Dotan.'" Så Josef gik efter sine brødre og fandt dem i Dotan.

¹⁸Da de så ham på afstand, før han nåede dem, planlagde de at dræbe ham.

¹⁹De sagde til hinanden: "Her kommer denne drømmer!

²⁰Kom nu, lad os dræbe ham og kaste ham i en af disse brønde; vi kan sige, at et vildt dyr har fortært ham. Så vil vi se, hvad der bliver af hans drømme."

²¹Men Ruben hørte dette og forsøgte at redde ham fra deres hænder. "Lad os ikke tage hans liv," sagde han.

²²"Udgyd ikke blod. Kast ham i denne brønd her i ørkenen, men læg ikke hånd på ham." Ruben sagde dette for at redde ham fra dem og bringe ham tilbage til hans far.

²³Da Josef nåede sine brødre, tog de hans kjortel af ham, den kjortel med mange farver, han havde på.

²⁴De tog ham og kastede ham i brønden. Brønden var tom, uden vand.

²⁵Mens de satte sig ned for at spise et måltid, så de op og så en karavane af ismaelitter komme fra Gilead, med deres kameler bærende krydderier, balsam og myrra, på vej til Egypten.

²⁶Juda sagde til sine brødre: "Hvilken fordel er der, hvis vi dræber vores bror og dækker over hans blod?

²⁷Kom, lad os sælge ham til ismaelitterne og ikke lægge hånd på ham; for han er vores bror, vores eget kød." Hans brødre var enige.

²⁸Da midjanitiske handelsmænd kom forbi, trak de Josef op af brønden og solgte ham for tyve sekel sølv til ismaelitterne, som tog ham til Egypten.

²⁹Da Ruben vendte tilbage til brønden og så, at Josef ikke var der, rev han sine klæder i stykker.

³⁰Han vendte tilbage til sine brødre og sagde: "Drengen er der ikke! Hvor kan jeg nu gå hen?"

³¹De tog Josefs kjortel, slagtede en ged og dyppede kjortlen i blodet.

³²De bragte kjortlen med mange farver til deres far og sagde: "Vi fandt dette. Undersøg det for at se, om det er din søns kjortel."

³³Han genkendte den og sagde: "Det er min søns kjortel! Et vildt dyr har fortært ham. Josef er sikkert blevet revet i stykker."

³⁴Jakob rev sine klæder i stykker, tog sæk på og sørgede over sin søn i mange dage.

³⁵Alle hans sønner og døtre kom for at trøste ham, men han nægtede at lade sig trøste. "Nej," sagde han, "jeg vil gå ned til graven sørgende over min søn." Så hans far græd for ham.

³⁶I Egypten solgte midjanitterne Josef til Potifar, en højtstående embedsmand hos Farao, som var chefen for livvagten.