1 Mosebog 47

¹Josef gik til Farao og sagde: “Min far og brødre, sammen med deres hjorde, flokke og alt, hvad de ejer, er kommet fra Kana'an og er nu i Goshen.”

²Han udvalgte fem af sine brødre til at præsentere for Farao.

³Farao spurgte dem: “Hvad er jeres erhverv?” De svarede: “Dine tjenere er hyrder, ligesom vores forfædre.”

⁴De fortsatte: “Vi er kommet for at bo her midlertidigt, for hungersnøden i Kana'an er alvorlig, og der er ingen græsgange til vores hjorde. Tillad venligst dine tjenere at bo i Goshen.”

⁵Farao talte til Josef: “Din far og brødre er kommet til dig.

⁶Egyptens land står til din rådighed; bosæt din familie i den bedste del af landet. Lad dem bo i Goshen. Hvis nogen af dem er dygtige, sæt dem til at tage sig af min kvægbesætning.”

⁷Josef bragte derefter sin far Jakob til Farao, og Jakob velsignede Farao.

⁸Farao spurgte Jakob: “Hvor mange år har du levet?”

⁹Jakob svarede: “Mine vandreår er 130. Mine år har været få og vanskelige, ikke nået mine forfædres levetid under deres vandringer.”

¹⁰Jakob velsignede Farao igen og forlod hans nærvær.

¹¹Josef bosatte sin far og brødre i Egypten og gav dem ejendom i den bedste del af landet, regionen Rameses, som Farao havde befalet.

¹²Josef forsynede også sin far, brødre og hele sin fars husstand med mad, i forhold til antallet af deres afhængige.

¹³Der var ingen mad i hele regionen på grund af hungersnødens alvor; Egypten og Kana'an led under den.

¹⁴Josef samlede alle pengene i Egypten og Kana'an i bytte for korn, og han bragte dem til Faraos hus.

¹⁵Da alle pengene i Egypten og Kana'an var opbrugt, henvendte egypterne sig til Josef og sagde: “Giv os mad. Hvorfor skulle vi omkomme for dine øjne? Vores penge er brugt op.”

¹⁶Josef svarede: “Bring jeres kvæg, og jeg vil give jer mad i bytte for dem, da jeres penge er væk.”

¹⁷De bragte deres kvæg til Josef, og han forsynede dem med mad i bytte for deres heste, får, geder, kvæg og æsler. Han opretholdt dem det år med mad til deres kvæg.

¹⁸Da det år var omme, vendte de tilbage det følgende år og sagde: “Vi kan ikke skjule for vores herre, at vores penge er væk, og vores kvæg tilhører dig. Der er intet tilbage for vores herre undtagen vores kroppe og vores jord.

¹⁹Hvorfor skulle vi omkomme for dine øjne, både vi og vores jord? Køb os og vores jord i bytte for mad, og vi vil blive Faraos tjenere. Giv os sæd, så vi kan leve og ikke dø, og så jorden ikke bliver øde.”

²⁰Josef erhvervede al jorden i Egypten for Farao. Hver egypter solgte sin mark, fordi hungersnøden var alvorlig, og jorden blev Faraos.

²¹Josef flyttede folket til byerne fra den ene ende af Egypten til den anden.

²²Dog købte han ikke præsternes jord, da de modtog en regelmæssig tildeling fra Farao og levede af den, så de solgte ikke deres jord.

²³Josef sagde til folket: “I dag har jeg købt jer og jeres jord for Farao. Her er sæd til jer, så I kan så jorden.

²⁴Ved høsten skal I give en femtedel til Farao, og de resterende fire femtedele vil være jeres til sæd til markerne og til mad til jer selv, jeres husstande og jeres børn.”

²⁵De sagde: “Du har reddet vores liv! Må vi finde nåde i vores herres øjne; vi vil være Faraos tjenere.”

²⁶Josef etablerede en lov angående Egyptens jord, stadig gældende i dag, at en femtedel af udbyttet tilhører Farao. Kun præsternes jord blev ikke Faraos.

²⁷Israelitterne bosatte sig i Egypten, i regionen Goshen. De erhvervede ejendom og var frugtbare, og de formerede sig meget.

²⁸Jakob levede i Egypten i sytten år, og hans levetid var 147 år.

²⁹Da tiden nærmede sig for Israel til at dø, tilkaldte han sin søn Josef og sagde: “Hvis jeg har fundet nåde i dine øjne, læg din hånd under mit lår og lov mig at vise mig venlighed og trofasthed. Begrav mig ikke i Egypten,

³⁰men når jeg hviler med mine fædre, før mig ud af Egypten og begrav mig på deres gravsted.” Josef sagde: “Jeg vil gøre, som du siger.”

³¹“Sværg det,” insisterede Jakob. Så svor Josef til ham, og Israel tilbad, mens han lænede sig på toppen af sin stav.