1 Mosebog 50

¹Josef faldt over sin fars ansigt, græd over ham og kyssede ham.

²Josef instruerede lægerne i sin tjeneste til at balsamere sin far Israel. Så lægerne balsamerede ham.

³Balsameringen tog fyrre dage, da det var den sædvanlige periode, der krævedes. Ægypterne sørgede over ham i halvfjerds dage.

⁴Da sørgedagene var afsluttet, talte Josef til Faraos husstand og sagde: “Hvis jeg har fundet nåde i jeres øjne, så tal til Farao på mine vegne og sig,

⁵‘Min far fik mig til at sværge en ed og sagde: “Se, jeg skal dø; i den grav, jeg forberedte til mig selv i Kanaans land, skal du begrave mig der.” Lad mig nu gå op og begrave min far; så vil jeg vende tilbage.’”

⁶Farao svarede: “Gå og begrav din far, som han fik dig til at sværge.”

⁷Så Josef gik op for at begrave sin far. Med ham gik alle Faraos embedsmænd, de ældste i hans husstand og alle Ægyptens ældste,

⁸sammen med hele Josefs husstand, hans brødre og hans fars husstand. Kun deres børn, flokke og hjorde blev efterladt i Goshen.

⁹Vogne og ryttere ledsagede også ham. Det var en meget stor skare.

¹⁰Da de nåede tærskepladsen ved Atad, hinsides Jordan, sørgede de med en meget stor og sorgfuld klage; Josef overholdt en syv-dages sørgeperiode for sin far.

¹¹Da kana'anæerne, der boede der, så sørgen ved tærskepladsen ved Atad, sagde de: “Dette er en højtidelig sørgen for ægypterne.” Derfor blev stedet kaldt Abel Mizraim, som er hinsides Jordan.

¹²Så gjorde Jakobs sønner for ham, som han havde instrueret dem:

¹³De førte ham til Kanaans land og begravede ham i hulen på marken ved Makpela, overfor Mamre, som Abraham havde købt sammen med marken som et gravsted fra hittitten Efron.

¹⁴Efter at have begravet sin far vendte Josef tilbage til Ægypten sammen med sine brødre og alle, der var gået op med ham for at begrave hans far.

¹⁵Da Josefs brødre så, at deres far var død, sagde de: “Hvad nu, hvis Josef bærer nag mod os og gengælder os for alle de uretfærdigheder, vi gjorde mod ham?”

¹⁶Derfor sendte de bud til Josef og sagde: “Din far gav denne befaling før han døde:

¹⁷‘Dette skal I sige til Josef: Jeg beder dig, tilgiv dine brødres overtrædelser og deres synd, for de behandlede dig dårligt.’ Tilgiv nu overtrædelserne af din fars Guds tjenere.” Josef græd, da de talte til ham.

¹⁸Så kom hans brødre også og bøjede sig for ham og sagde: “Se, vi er dine tjenere.”

¹⁹Men Josef sagde til dem: “Frygt ikke, for er jeg i Guds sted?

²⁰I havde onde hensigter mod mig, men Gud brugte det til det gode, for at opnå det, der nu sker, redningen af mange liv.

²¹Så frygt ikke. Jeg vil sørge for jer og jeres små.” Og han trøstede dem og talte venligt til dem.

²²Josef blev i Ægypten, han og hans fars husstand. Han levede til han blev hundrede og ti år gammel.

²³Han så tredje generation af Efraims børn, og også børnene af Makir, Manasses søn, blev født på Josefs knæ.

²⁴Josef sagde til sine brødre: “Jeg skal dø, men Gud vil sikkert komme jer til hjælp og føre jer op fra dette land til det land, han lovede under ed til Abraham, Isak og Jakob.”

²⁵Så fik Josef Israels sønner til at sværge en ed og sagde: “Gud vil sikkert komme jer til hjælp, og I skal føre mine knogler op fra dette sted.”

²⁶Så døde Josef i en alder af hundrede og ti, og efter at de havde balsameret ham, blev han lagt i en kiste i Ægypten.