1 Mosebog 49

¹Så kaldte Jakob sine sønner til sig og sagde: “Samles, så jeg kan fortælle jer, hvad der vil ske med jer i de kommende dage.

²“Kom sammen og hør, Jakobs sønner; lyt til Israel, jeres far.

³“Ruben, du er min førstefødte, min styrke og begyndelsen på min kraft, fremragende i værdighed og magt.

⁴Ustabil som vand, du vil ikke udmærke dig, for du gik op til din fars seng; du vanærede den—han gik op til min leje.

⁵“Simeon og Levi er brødre; deres sværd er voldens redskaber.

⁶Lad min sjæl ikke komme i deres råd; lad min ære ikke forenes med deres forsamling, for i deres vrede dræbte de mænd, og i deres egenrådighed lammede de okser.

⁷Forbandet være deres vrede, for den er voldsom, og deres harme, for den er grusom! Jeg vil sprede dem i Jakob og adsprede dem i Israel.

⁸“Juda, dine brødre vil ære dig; din hånd vil være på dine fjenders nakke; din fars sønner vil bøje sig for dig.

⁹Juda er en løveunge; fra byttet, min søn, er du steget op. Han ligger på lur og hviler som en løve, og som en løvinde—hvem tør vække ham?

¹⁰Scepteret skal ikke vige fra Juda, ej heller herskerens stav fra mellem hans fødder, indtil han, som den tilhører, kommer, og folkene skal adlyde ham.

¹¹Han binder sit æsel til vinstokken, sin unghingst til den udsøgte gren; han vasker sine klæder i vin og sine klæder i druernes blod.

¹²Hans øjne er mere strålende end vin, og hans tænder er hvidere end mælk.

¹³“Zebulon skal bo ved kysten og være en havn for skibe; hans grænse skal strække sig mod Sidon.

¹⁴“Issakar er som et stærkt æsel, hvilende blandt fårefoldene.

¹⁵Da han så, at hans hvilested var godt, og at landet var behageligt, bøjede han sin skulder til at bære byrder og blev en tjener ved tvangsarbejde.

¹⁶“Dan skal styre sit folk som en af Israels stammer.

¹⁷Dan skal være en slange ved vejkanten, en hugorm langs stien, der bider hestens hæle, så dens rytter falder bagover.

¹⁸“For din frelse venter jeg, Herre.

¹⁹“Gad skal blive angrebet af en bande af røvere, men han skal angribe dem ved hælene.

²⁰“Asers mad vil være rigelig, og han skal levere delikatesser, der passer til kongelige.

²¹“Naftali er en fri hind; han taler med ynde.

²²“Josef er en frugtbar vinstok, en frugtbar vinstok ved en kilde; dens grene løber over en mur.

²³Bueskytterne angreb ham med bitterhed; de skød på ham og chikanerede ham.

²⁴Men hans bue forblev fast, og hans arme var smidige, ved Jakobs Mægtiges hænder, ved Hyrden, Israels Klippe,

²⁵ved din fars Gud, som hjælper dig, og ved den Almægtige, som velsigner dig med velsignelser fra himlene ovenfor, velsignelser fra dybet nedenunder, velsignelser fra brystet og livmoderen.

²⁶Din fars velsignelser har overgået de gamle bjerges velsignelser, de ældgamle højes rigdom. Må de hvile på Josefs hoved, på panden af fyrst blandt hans brødre.

²⁷“Benjamin er en glubsk ulv; om morgenen fortærer han byttet, og om aftenen deler han byttet.”

²⁸Alle disse er Israels tolv stammer, og dette er, hvad deres far sagde til dem, da han velsignede dem, idet han gav hver en passende velsignelse.

²⁹Så gav han dem instrukser og sagde: “Jeg er ved at blive samlet til mit folk. Begrav mig med mine fædre i hulen på hetitten Efrons mark,

³⁰hulen på marken ved Makpela, nær Mamre i Kana'an, som Abraham købte sammen med marken fra hetitten Efron som et gravsted.

³¹Der blev Abraham og hans hustru Sara lagt til hvile, der blev Isak og hans hustru Rebekka lagt til hvile, og der lagde jeg Lea til hvile.

³²Marken og hulen deri blev købt fra Het's sønner.”

³³Da Jakob var færdig med at give sine sønner instrukser, trak han sine fødder op i sengen, udåndede og blev samlet til sit folk.