Esajas Bog 14

¹Herren vil vise barmhjertighed mod Jakob og igen vælge Israel og bosætte dem i deres eget land. Fremmede vil slutte sig til dem og knytte sig til Jakobs hus.

²Nationer vil ledsage dem og bringe dem til deres sted, og Israels hus vil eje dem i Herrens land som mandlige og kvindelige tjenere. De vil fange deres fangevogtere og herske over deres undertrykkere.

³På den dag Herren giver dig hvile fra din lidelse, uro og det hårde arbejde, hvor du var træl,

⁴vil du fremsige denne tale mod Babylons konge: “Hvordan er undertrykkeren ophørt, hvordan er hans raseri endt!”

⁵Herren har knust de ondes stav, herskernes scepter,

⁶som slog folk i vrede med uophørlige slag og undertvang nationer i vrede med ubønhørlig forfølgelse.

⁷Hele jorden er i hvile og ro; de bryder ud i sang.

⁸Selv enebærtræerne og Libanons cedertræer fryder sig over dig og siger, “Nu hvor du er blevet lagt lavt, kommer ingen skovhugger imod os.”

⁹Dødsriget nedenfor er oprørt for at møde dig ved din ankomst; det vækker de afdødes ånder, alle jordens ledere; det rejser alle nationernes konger fra deres troner.

¹⁰De vil alle svare og sige til dig, “Du er også blevet svag som vi; du er blevet som os.”

¹¹Din pragt og lyden af dine harper er blevet bragt ned til graven; maddiker er bredt ud under dig, og orme dækker dig.

¹²Hvordan er du faldet fra himlen, strålende, morgenens søn! Du er blevet kastet ned til jorden, du som engang lagde nationerne lavt!

¹³Du sagde i dit hjerte, “Jeg vil stige op til himlene; jeg vil rejse min trone over Guds stjerner; jeg vil sidde på tronen på forsamlingens bjerg, på de yderste højder i nord.

¹⁴Jeg vil stige op over skyerne; jeg vil gøre mig selv som den Højeste.”

¹⁵Dog er du blevet bragt ned til dødsriget, til dybet af graven.

¹⁶De, der ser dig, vil stirre på dig, de vil overveje din skæbne: “Er dette manden, der fik jorden til at skælve, som rystede kongeriger,

¹⁷som gjorde verden til en ødemark, som væltede dens byer og ikke lod sine fanger vende hjem?”

¹⁸Alle nationernes herskere hviler i ære, hver i sin egen grav.

¹⁹Men du er kastet ud af din grav som en forkastet gren, dækket med de dræbte, dem der er gennemboret af sværdet, som stiger ned til gravens sten, som et nedtrampet lig.

²⁰Du vil ikke slutte dig til dem i begravelse, for du har ødelagt dit land og dræbt dit folk. Må de onde efterkommere aldrig blive nævnt igen.

²¹Forbered et sted til at slagte hans børn for deres forfædres synder; de må ikke rejse sig for at arve landet og fylde jorden med deres byer.

²²“Jeg vil rejse mig imod dem,” erklærer Herren, den Almægtige, “og afskære fra Babylon navn og overlevende, efterkommere og afkom,” erklærer Herren.

²³“Jeg vil gøre hende til et sted for ugler og til sumpe; jeg vil feje hende med ødelæggelsens kost,” erklærer Herren, den Almægtige.

²⁴Herren, den Almægtige, har svoret: “Sikkert, som jeg har planlagt, sådan vil det blive, og som jeg har tilsigtet, sådan vil det stå fast.

²⁵Jeg vil knuse assyreren i mit land; på mine bjerge vil jeg trampe ham ned. Hans åg vil blive fjernet fra mit folk, og hans byrde fra deres skuldre.”

²⁶Dette er planen udtænkt mod hele jorden; dette er hånden rakt ud over alle nationerne.

²⁷For Herren, den Almægtige, har tilsigtet, og hvem kan forhindre det? Hans hånd er rakt ud, og hvem kan vende den tilbage?

²⁸I det år kong Akaz døde, kom denne profeti:

²⁹Glæd dig ikke, alle I filistre, at staven, der slog jer, er brudt; fra den slanges rod vil der komme en hugorm, dens frugt vil være en flyvende, giftig slange.

³⁰De fattigste vil finde græsgange, og de nødlidende vil ligge trygt. Men jeg vil ødelægge din rod ved hungersnød; den vil dræbe dine overlevende.

³¹Jamre, du port! Råb, du by! Smelt væk, alle I filistre! En røgsky kommer fra nord, og der er ingen efternøler i dens rækker.

³²Hvilket svar vil blive givet til den nations udsendinge? “Herren har grundlagt Zion, og i hende vil hans folks lidende finde tilflugt.”