Esajas Bog 15

¹En erklæring om Moab: Sandelig, om natten er Ar i Moab ødelagt og lagt øde; Sandelig, om natten er Kir i Moab ødelagt og lagt øde.

²Folket stiger op til templet og til Dibon, til de høje steder for at sørge. Moab klager over Nebo og Medeba; Hvert hoved er skaldet, og hvert skæg er barberet.

³På gaderne bærer de sæk; På hustagene og på de offentlige pladser jamrer alle, overvældet af tårer.

⁴Heshbon og Elealeh råber også, Deres stemmer når helt til Jahaz; Således råber Moabs krigere; Deres ånder skælver inden i dem.

⁵Mit hjerte råber for Moab; Dets flygtninge når helt til Zoar og Eglath-shelishiyah. De stiger op ad Luhiths skråning grædende; Ja, på vejen til Horonaim løfter de nødskrig over deres fald.

⁶Nimrims vande er øde. Sandelig, græsset er visnet, den nye vækst er gået til grunde, Ingen grønne planter er tilbage.

⁷Således bærer de den rigdom, de har samlet og opbevaret, Over poplernes bæk.

⁸For nødskriget har omsluttet Moabs land, Dets klage når helt til Eglaim, dets jamren til Beer-elim.

⁹For Dimons vande er fyldt med blod; Jeg vil sandelig bringe yderligere ulykker over Dimon, En løve over Moabs flygtninge og dem, der er tilbage i landet.