Esajas Bog 51

¹"Hør mig, I som jager efter retfærdighed, som søger Herren: Betragt klippen, hvorfra I blev hugget, og stenbruddet, hvorfra I blev brudt;

²Tænk på Abraham, jeres fader, og Sara, som fødte jer. Da han kun var én, kaldte jeg ham, og jeg velsignede ham og gjorde ham talrig."

³Sandelig, Herren vil trøste Zion; Han vil trøste alle hendes ruiner. Han vil forvandle hendes ødemark til Eden, og hendes ørken til Herrens have. Glæde og fryd vil findes i hende, taksigelse og lyden af melodi.

⁴"Lyt til mig, mit folk; hør, mit folk: En lov vil udgå fra mig; min retfærdighed vil være et lys for folkene.

⁵Min retfærdighed er nær, min frelse er på vej, og mine arme vil dømme folkene. Kystlandene vil se til mig og vente forventningsfuldt på min arm.

⁶Løft jeres øjne mod himlen, og se derefter på jorden nedenfor; himlen vil forsvinde som røg, og jorden vil slides op som et klæde, og dens indbyggere vil omkomme på samme måde. Men min frelse vil vare evigt, og min retfærdighed vil aldrig svigte.

⁷"Hør mig, I som kender retfærdighed, et folk i hvis hjerte min lov er: Frygt ikke menneskers hån, og lad jer ikke skræmme af deres fornærmelser.

⁸For møllet vil fortære dem som et klæde, og ormen vil æde dem som uld. Men min retfærdighed vil vare evigt, og min frelse gennem alle generationer."

⁹Vågn op, vågn op, Herrens arm, klæd dig med styrke! Vågn op, som i gamle dage, de gamle generationer. Var det ikke dig, der skar Rahab i stykker, som gennemborede dragen?

¹⁰Var det ikke dig, der tørrede havet op, det store dybs vande, som gjorde havets dybder til en sti for de forløste at gå over?

¹¹Herrens forløste vil vende tilbage og komme til Zion med sang; evig glæde vil krone deres hoveder. De vil opnå glæde og fryd, og sorg og suk vil flygte bort.

¹²"Jeg, ja jeg, er den, der trøster jer. Hvem er du, at du frygter dødelige mennesker, mennesker, der er som græs,

¹³at du glemmer Herren din Skaber, som udspændte himlen og lagde jordens grundvolde, at du lever i konstant frygt hver dag på grund af undertrykkerens raseri, som er opsat på ødelæggelse? Hvor er undertrykkerens raseri?

¹⁴De landflygtige vil snart blive sat fri; de vil ikke dø i deres fangehul, og de vil ikke mangle brød.

¹⁵For jeg er Herren din Gud, som rører havet for at få dets bølger til at bruse—Herren, den Almægtige, er Hans navn.

¹⁶Jeg har lagt mine ord i din mund og dækket dig med min hånds skygge, for at grundlægge himlen, lægge jordens grundvolde, og sige til Zion: 'Du er mit folk.'"

¹⁷Vågn op, vågn op! Rejs dig, Jerusalem, du som har drukket fra Herrens hånd vredens bæger, du som har tømt til bunds bægeret, der får folk til at vakle.

¹⁸Der er ingen til at lede hende blandt alle de børn, hun har født, og der er ingen til at tage hende ved hånden blandt alle de børn, hun har opfostret.

¹⁹Disse dobbelte ulykker har ramt dig—hvem vil trøste dig?—ødelæggelse og undergang, hungersnød og sværd—hvordan kan jeg trøste dig?

²⁰Dine børn er besvimet; de ligger på hvert gadehjørne, som en antilope fanget i et net. De er fyldt med Herrens vrede, din Guds irettesættelse.

²¹Derfor, hør dette, du lidende, som er beruset, men ikke af vin.

²²Dette siger din Suveræne Herre, din Gud, som kæmper for sit folk: "Se, jeg har taget fra din hånd det bæger, der fik dig til at vakle; fra det bæger, min vredes bæger, vil du aldrig drikke igen.

²³Jeg vil give det i hænderne på dine plageånder, som sagde til dig: 'Læg dig ned, så vi kan gå over dig.' Og du lagde din ryg som jorden, som en gade at blive gået over."