Esajas Bog 57

¹De retfærdige går til grunde, og ingen tager det til hjerte; de fromme bliver taget bort, uden at nogen forstår, at de retfærdige bliver fjernet for at blive skånet for det onde.

²De går ind til fred; de hviler i deres senge, hver især som har vandret oprigtigt.

³"Men kom her, I børn af en troldkvinde, afkom af en ægteskabsbryder og en prostitueret!

⁴Hvem håner I? Hvem åbner I munden vidt imod og rækker tungen ud imod? Er I ikke en flok oprørere, afkom af bedrag?

⁵I brænder af lyst blandt ege og under hvert frodigt træ; I slagter jeres børn i kløfterne, under klippernes sprækker.

⁶Blandt de glatte sten i kløfterne er jeres del; de er jeres lod. Ja, til dem har I udgydt drikofre og ofret kornofre. Skulle jeg lade mig formilde af disse ting?

⁷I har opstillet jeres hvilested på en høj og ophøjet bakke; der steg I op for at frembære jeres ofre.

⁸Bag jeres døre og dørstolper har I placeret jeres hedenske symboler. I har forladt mig, afdækket jeres seng, klatret op i den og åbnet den vidt; I indgik en pagt med dem, hvis senge I elsker, og I betragtede deres nøgenhed.

⁹I rejste til kongen med olivenolie og øgede jeres parfumer; I sendte jeres ambassadører langt væk og steg ned til Sheol.

¹⁰I udmattede jer selv med jeres mange rejser, men I sagde ikke: 'Det er håbløst.' I fandt fornyelse af jeres styrke, så I ikke besvimede.

¹¹"Hvem frygtede og frygtede I så meget, at I har været utro mod mig, og hverken husket mig eller taget det til hjerte? Er det ikke fordi jeg har været tavs i lang tid, at I ikke frygter mig?

¹²Jeg vil afsløre jeres retfærdighed og jeres gerninger, og de vil ikke gavne jer.

¹³Når I råber om hjælp, lad jeres samling af afguder redde jer! Vinden vil bære dem alle bort, et pust vil blæse dem væk. Men den, der søger tilflugt hos mig, vil arve landet og eje mit hellige bjerg."

¹⁴Og det vil blive sagt: "Byg op, byg op, forbered vejen! Fjern hindringerne fra mit folks vej."

¹⁵For dette siger den høje og ophøjede, han som lever for evigt, hvis navn er helligt: "Jeg bor på et højt og helligt sted, men også hos den knuste og ydmyge i ånden, for at genoplive den ydmyges ånd og genoplive den knustes hjerte.

¹⁶For jeg vil ikke anklage for evigt, ej heller vil jeg altid være vred, for da ville ånden blive svag foran mig— den meget ånde, som jeg har skabt.

¹⁷På grund af hans uretfærdige vinding blev jeg vred og slog ham; jeg skjulte mit ansigt i vrede, men han fortsatte med at vende sig bort, på sit hjertes vej.

¹⁸Jeg har set hans veje, men jeg vil helbrede ham; jeg vil lede ham og genoprette trøst til ham og til hans sørgende,

¹⁹bringe lovprisning på deres læber. Fred, fred, til dem der er langt borte og nær," siger Herren. "Og jeg vil helbrede dem."

²⁰Men de ugudelige er som det oprørte hav, der ikke kan hvile, hvis vand kaster mudder og slam op.

²¹"Min Gud erklærer, 'Der er ingen fred for de ugudelige.'"