Esajas Bog 6

¹I det år, da kong Uzzija døde, så jeg Herren sidde på en trone, høj og ophøjet, og kanten af hans kappe fyldte templet.

²Over ham stod seraferne, hver med seks vinger: med to dækkede de deres ansigter, med to dækkede de deres fødder, og med to fløj de.

³Og de råbte til hinanden og sagde: “Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre; hele jorden er fuld af hans herlighed.”

⁴Ved lyden af deres stemmer rystede tærsklernes grundvolde, og templet blev fyldt med røg.

⁵Da sagde jeg: “Ve mig, for jeg er fortabt! For jeg er en mand med urene læber, og jeg bor blandt et folk med urene læber; for mine øjne har set Kongen, Hærskarers Herre.”

⁶Da fløj en af seraferne hen til mig med en gloende kul, som han havde taget med en tang fra alteret.

⁷Han rørte ved min mund med den og sagde: “Se, denne har rørt dine læber; din skyld er taget bort, og din synd er sonet.”

⁸Så hørte jeg Herrens røst sige: “Hvem skal jeg sende, og hvem vil gå for os?” Og jeg sagde: “Her er jeg. Send mig!”

⁹Han sagde: “Gå og sig til dette folk: ‘I skal høre og høre, men aldrig forstå; I skal se og se, men aldrig opfatte.’

¹⁰Gør dette folks hjerte sløvt, gør deres ører tunge, og luk deres øjne; for at de ikke skal se med deres øjne, høre med deres ører, forstå med deres hjerter og vende om og blive helbredt.”

¹¹Da spurgte jeg: “Hvor længe, Herre?” Og han svarede: “Indtil byerne er lagt øde og uden indbyggere, husene er forladte og markerne er ødelagte og hærgede,

¹²indtil Herren har fjernet folket langt bort, og landet er fuldstændig øde.

¹³Og selvom en tiendedel bliver tilbage i det, vil det igen blive udsat for brænding, som en terebinth eller en eg, hvis stub bliver tilbage, når den fældes. Den hellige sæd er dens stub.”