Esajas Bog 9

¹Men der vil ikke længere være mørke for dem, der var i angst. I tidligere tider ydmygede han Zebulons land og Naftalis land, men i fremtiden vil han bringe ære til hedningernes Galilæa, ved havets vej, hinsides Jordan.

²Det folk, der vandrede i mørke, har set et stort lys; over dem, der boede i dødsskyggens land, har lyset skinnet.

³Du har udvidet nationen og øget deres glæde; de glæder sig for dit ansigt, som folk glæder sig ved høsten, som krigere jubler, når de deler byttet.

⁴For du har brudt deres byrdes åg og staven på deres skuldre, deres undertrykkers kæp, som på Midians dag.

⁵Hver støvle, der bæres af krigeren i kampens tumult, og hver klædning, der er rullet i blod, vil blive bestemt til brænding, brændstof for ilden.

⁶For os er et barn født, os er en søn givet, og herredømmet vil være på hans skuldre. Og han vil blive kaldt Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste.

⁷Der vil ikke være ende på hans herredømme og fred. Han vil regere på Davids trone og over hans rige, grundfæste og opretholde det med retfærdighed og ret fra nu af og for evigt. Hærskarers Herres nidkærhed vil udrette dette.

⁸Herren har sendt et ord imod Jakob, og det vil falde over Israel.

⁹Og hele folket vil vide det—Efraim og Samarias indbyggere—som siger i hjertets stolthed og hovmod:

¹⁰“Teglstenene er faldet, men vi vil genopbygge med tilhugne sten; morbærtræerne er blevet fældet, men vi vil erstatte dem med cedertræer.”

¹¹Men Herren har styrket Rezins modstandere imod dem og har opildnet deres fjender.

¹²Aramæerne fra øst og filistrene fra vest har fortæret Israel med åben mund. Alligevel er hans vrede ikke vendt bort, og hans hånd er stadig rakt ud.

¹³Men folket er ikke vendt tilbage til ham, der slog dem, og de har ikke søgt hærskarers Herre.

¹⁴Derfor vil Herren afskære både hoved og hale fra Israel, både palmegren og siv på én dag.

¹⁵Den ældre og ærefulde mand er hovedet, og profeten, der lærer løgne, er halen.

¹⁶For de, der leder dette folk, får dem til at fejle, og de, der ledes af dem, er forvirrede.

¹⁷Derfor vil Herren ikke glæde sig over deres unge mænd, og han vil ikke have medlidenhed med deres faderløse og enker, for alle er ugudelige og onde, og hver mund taler dårskab. Alligevel er hans vrede ikke vendt bort, og hans hånd er stadig rakt ud.

¹⁸For ugudelighed brænder som en ild; den fortærer tjørne og tidsler, og den antænder skovens krat, og de ruller opad i en søjle af røg.

¹⁹Ved hærskarers Herres vrede er landet svedet, og folket er brændstof for ilden; ingen skåner sin bror.

²⁰De fortærer på højre hånd, men forbliver stadig sultne; de spiser på venstre hånd, men de er ikke mætte. Hver især fortærer sit eget køds arm.

²¹Manasse fortærer Efraim, og Efraim Manasse; sammen er de imod Juda. Alligevel er hans vrede ikke vendt bort, og hans hånd er stadig rakt ud.