Jeremias Bog 18

¹Det budskab, der blev givet til Jeremias fra Herren, sagde:

²“Rejs dig og gå ned til pottemagerens hus, og der vil jeg overbringe dig Mine ord.”

³Så jeg gik ned til pottemagerens hus, og jeg fandt ham i gang med at arbejde ved drejeskiven.

⁴Men det kar, han formede af leret, var mislykket i pottemagerens hånd; så han omformede det til et andet kar, som det syntes godt for pottemageren at lave.

⁵Herrens ord kom derefter til mig og sagde,

⁶“Kan jeg ikke gøre med jer, Israels hus, som denne pottemager gør?” erklærer Herren. “Se, som leret er i pottemagerens hånd, sådan er I i Min hånd, Israels hus.

⁷Til enhver tid kan jeg tale om en nation eller et rige, for at rykke det op, rive det ned eller ødelægge det;

⁸hvis den nation, som jeg har talt imod, vender sig fra sin ondskab, vil jeg fortryde den ulykke, som jeg havde tænkt at bringe over den.

⁹Eller på et andet tidspunkt kan jeg tale om en nation eller et rige, for at opbygge det eller plante det;

¹⁰hvis det gør ondt i Mine øjne ved ikke at adlyde Min røst, så vil jeg genoverveje det gode, jeg havde lovet at gøre for det.

¹¹Tal nu derfor til Judas folk og Jerusalems indbyggere og sig: ‘Dette er, hvad Herren siger: “Se, jeg former en ulykke imod jer og udtænker en plan imod jer. Vend jer nu, hver især fra sin onde vej, og forbedr jeres veje og jeres gerninger!”’

¹²Men de vil sige, ‘Det er håbløst! Vi vil følge vores egne planer, og hver af os vil handle efter sit onde hjertes stædighed.’

¹³Derfor siger Herren således: ‘Spørg blandt nationerne, Hvem har hørt noget som dette? Israels jomfru har gjort en yderst frygtelig ting.

¹⁴Forlader sneen fra Libanon de klippefyldte skråninger? Eller ophører de kølige vande fra fjerne kilder nogensinde med at flyde?

¹⁵Alligevel har Mit folk glemt Mig; de brænder røgelse til værdiløse afguder, og de er snublet på deres veje, på de gamle stier, for at gå på sideveje, ikke på en hovedvej.

¹⁶Deres land vil blive en ødelæggelse, et objekt for evig hån; alle, der går forbi det, vil blive forfærdede og vil ryste på hovedet.

¹⁷Som en stærk østenvind vil jeg sprede dem foran fjenden; jeg vil vende mig bort fra dem og ikke vise Mit ansigt på deres ulykkes dag.

¹⁸Så sagde de, “Kom, lad os udtænke planer mod Jeremias. Vist vil loven ikke forsvinde fra præsten, ej heller råd fra de vise, ej heller ordet fra profeten. Kom, lad os angribe ham med vores tunger, og lad os ikke tage hensyn til nogen af hans ord.”

¹⁹Hør mig, Herre, og lyt til, hvad mine modstandere siger!

²⁰Skal godt gengældes med ondt? For de har gravet en grav til mig. Husk, hvordan jeg stod foran Dig for at tale på deres vegne, for at vende Din vrede bort fra dem.

²¹Derfor, overgiv deres børn til hungersnød, og overgiv dem til sværdets magt; lad deres koner blive barnløse og enker. Lad deres mænd blive dræbt, deres unge mænd slået ned med sværdet i kamp.

²²Lad et skrig høres fra deres huse, når Du pludselig bringer angribere over dem; for de har gravet en grav for at fange mig og har skjult snarer for mine fødder.

²³Men Du, Herre, kender alle deres planer mod mig for at dræbe mig. Tilgiv ikke deres misgerning eller udslet deres synd fra Dit syn. Lad dem blive styrtet foran Dig; håndter dem i Din vredes tid.