Jeremias Bog 48

¹Om Moab. Dette siger Hærskarers Herre, Israels Gud: “Ve Nebo, for det vil blive ødelagt; Kiriataim vil blive gjort til skamme og erobret; fæstningen vil blive vanæret og knust.

²Moab vil ikke længere blive rost; i Heshbon planlægger de hendes fald: ‘Kom, lad os afskære hende fra at være en nation.’ Også I, folk i Madmen, vil blive bragt til tavshed; sværdet vil forfølge jer.

³Et skrig af angst stiger op fra Horonaim, ‘Ødelæggelse og stor ødelæggelse!’

⁴Moab er brudt; hendes små børn har råbt i nød.

⁵De stiger op ad bakken til Luhith, grædende bittert mens de går; ved nedstigningen til Horonaim hører de angstråb om ødelæggelse.

⁶Flygt! Red jeres liv; bliv som en busk i ørkenen.

⁷Fordi du stoler på dine gerninger og rigdomme, vil du også blive fanget, og Kemosh vil gå i eksil sammen med sine præster og embedsmænd.

⁸Ødelæggeren vil komme til hver by, og ingen by vil undslippe. Dalen vil blive ødelagt og plateauet ødelagt, som Herren har talt.

⁹Giv Moab vinger, for hun vil blive lagt øde; hendes byer vil blive øde, uden indbyggere.

¹⁰Forbandet er den, der udfører Herrens arbejde skødesløst! Forbandet er den, der holder sit sværd tilbage fra blodudgydelse!

¹¹“Moab har været i ro fra ungdommen, som vin, der har bundfældet sig på sin bærme, ikke hældt fra kar til kar— hun er ikke gået i eksil. Så hun bevarer sin smag, og hendes aroma er uændret.

¹²Men dage kommer,” erklærer Herren, “når jeg vil sende dem, der hælder kar, og de vil hælde hende omkuld; de vil tømme hendes krukker og knuse dem.

¹³Da vil Moab blive skamfuld over Kemosh, som Israels hus blev skamfuld, da de stolede på Betel.

¹⁴Hvordan kan I hævde, ‘Vi er krigere, mænd tapre i kamp’?

¹⁵Moab vil blive ødelagt og hendes byer invaderet; hendes fineste unge mænd vil gå ned i slagtningen,” erklærer Kongen, hvis navn er Hærskarers Herre.

¹⁶“Moabs katastrofe er nær ved hånden; hendes ulykke vil komme hurtigt.

¹⁷Sørg over hende, alle der bor omkring hende, alle der kender hendes navn; sig, ‘Hvor brudt er den mægtige scepter, hvor brudt den herlige stav!’

¹⁸Kom ned fra din herlighed og sid på den tørre jord, du indbyggere i Dibon, for Moabs ødelægger vil komme op imod dig og ødelægge dine befæstede byer.

¹⁹Stå ved vejen og se, I der bor i Aroer. Spørg den flygtende mand og den undslippende kvinde, ‘Hvad er der sket?’

²⁰Moab er vanæret, for hun er knust. Jamr og råb! Proklamér ved Arnon at Moab er ødelagt.

²¹Dommen er kommet til plateauet— til Holon, Jahzah og Mephaath,

²²til byerne Dibon, Nebo og Beth Diblathaim,

²³til byerne Kiriataim, Beth Gamul og Beth Meon,

²⁴til Kerioth og Bozrah— til alle Moabs byer, både nær og fjern.

²⁵Moabs styrke er afskåret; hendes magt er brudt,” erklærer Herren.

²⁶“Gør hende beruset, for hun har trodset Herren. Lad Moab vælte sig i sin opkast; lad hende blive til en latterliggørelse.

²⁷Var Israel ikke en latterliggørelse for dig? Blev hun fanget blandt tyve, at du ryster på hovedet i hån, hver gang du taler om hende?

²⁸Forlad byerne og bo blandt klipperne, I der bor i Moab. Vær som en due, der bygger rede ved mundingen af en hule.

²⁹Vi har hørt om Moabs stolthed—hvor stor er hendes arrogance!— om hendes frækhed, hendes stolthed, hendes indbildskhed og hjertets hovmod.

³⁰Jeg kender hendes frækhed,” erklærer Herren, “men det er forgæves; hendes pral opnår intet.

³¹Derfor sørger jeg over Moab, for hele Moab råber jeg, jeg jamrer over folket i Kir Hareseth.

³²Jeg græder for dig, som Jazer græder, du vinstokke fra Sibmah. Dine grene spredte sig over havet; de nåede så langt som Jazer. Ødelæggeren er faldet over din modne frugt og druer.

³³Glæde og fryd er forsvundet fra Moabs frugthaver og marker. Jeg har stoppet vinens strøm fra presserne; ingen træder dem med glædesråb. Selvom der er råb, er de ikke glædesråb.

³⁴Klagesangen ekkoer fra Heshbon til Elealeh og Jahaz, fra Zoar så langt som Horonaim og Eglath Shelishiyah, for selv Nimrims vande er tørret op.

³⁵I Moab vil jeg bringe en ende på dem, der bringer ofre på de høje steder og brænder røgelse til deres guder,” erklærer Herren.

³⁶“Så mit hjerte sørger for Moab som fløjternes musik; det sørger som en pibe for folket i Kir Hareseth. Den rigdom, de erhvervede, er væk.

³⁷Hvert hoved er barberet og hvert skæg skåret af; der er snit på alle hænder og sæk om livet.

³⁸På alle tagene i Moab og på de offentlige pladser er der intet andet end sorg, for jeg har knust Moab som en krukke, ingen ønsker,” erklærer Herren.

³⁹“Hvor knust er hun! Hvor de jamrer! Hvordan Moab vender ryggen i skam! Moab er blevet til en latterliggørelse, en rædsel for alle dem omkring hende.”

⁴⁰Dette siger Herren: “Se, en ørn svæver ned, spreder sine vinger over Moab.

⁴¹Kerioth vil blive erobret og fæstningerne overtaget. På den dag vil Moabs krigeres hjerter være så ængstelige som en kvinde i fødsel.

⁴²Moab vil blive bragt til ruin som en nation, fordi hun trodsede Herren.

⁴³Skræk, grav og snare venter dig, folk i Moab,” erklærer Herren.

⁴⁴“Den, der flygter fra skrækken, vil falde i en grav, og den, der klatrer ud af graven, vil blive fanget i en snare; for jeg vil bringe over Moab året for hendes straf,” erklærer Herren.

⁴⁵“I skyggen af Heshbon står flygtningene hjælpeløse, for en ild er gået ud fra Heshbon, en flamme fra midten af Sihon; den brænder Moabs pander, de højrøstede pralhalses kranier.

⁴⁶Ve dig, Moab! Kemoshs folk er ødelagt; dine sønner er taget i eksil og dine døtre i fangenskab.

⁴⁷“Dog vil jeg genoprette Moabs skæbne i de sidste dage,” erklærer Herren. Her ender dommen over Moab.