Jobs Bog 10

¹“I sorg afskyr jeg mit liv; så jeg vil frit udtrykke min klage; og jeg vil tale i min sjæls bitterhed.

²Jeg vil spørge Gud, ‘Fordøm mig ikke; Hjælp mig med at forstå, hvorfor Du anklager mig.

³Er det rigtigt for Dig virkelig at undertrykke, At forkaste Dine hænders værk, Og at se med velvilje på de ondes plan?

⁴Har Du øjne som et menneske, Eller ser Du som mennesket ser?

⁵Er Dine dage som en dødeligs, Eller dine år som en mands,

⁶At Du skulle søge efter mine fejl Og undersøge hver eneste af mine synder?

⁷Skønt Du ved, at jeg ikke er skyldig, Og der er ingen, der kan redde mig fra Din hånd.

⁸‘Dine hænder formede mig og skabte mig, Men ville Du nu vende Dig til at ødelægge mig?

⁹Husk, at Du skabte mig som ler; Og ville Du igen gøre mig til støv?

¹⁰Formede Du mig ikke som mælk, Og størknede mig som ost;

¹¹Dækkede mig med hud og kød, Og vævede mig sammen med knogler og sener?

¹²Du har givet mig liv og venlighed; Og Din omsorg har bevaret min ånd.

¹³Alligevel har Du skjult disse ting i Dit hjerte; Jeg ved, at dette er inden i Dig:

¹⁴Hvis jeg synder, så ville Du bemærke mig, Og ville ikke fritage mig for min skyld.

¹⁵Hvis jeg er ond, ve mig! Men hvis jeg er retfærdig, tør jeg ikke løfte mit hoved. Jeg er fuld af skam og bevidst om min elendighed.

¹⁶Skulle mit hoved hæve sig højt, ville Du jage mig som en løve, Og igen vise Din magt mod mig.

¹⁷Du fornyer Dine vidner mod mig Og øger Din vrede mod mig; Besvær efter besvær kommer over mig.

¹⁸Hvorfor har Du så bragt mig ud af moderskødet? Hvis bare jeg var død, og intet øje havde set mig!

¹⁹Jeg skulle have været, som om jeg ikke havde været, Bragt fra moderskødet til graven.’

²⁰Er mine dage ikke få? Stop, lad mig være, så jeg kan have lidt glæde

²¹Før jeg går—og jeg skal ikke vende tilbage— Til mørkets og dyb skygge,

²²Landet af fuldstændig dysterhed, som mørket selv, Af dyb skygge uden orden, Hvor selv lys er som mørke.”