Jobs Bog 9

¹Job svarede og sagde,

²"Sandelig, jeg ved, at det er sådan; men hvordan kan et menneske retfærdiggøres for Gud?

³Hvis man ønskede at kæmpe med Ham, kunne de ikke svare Ham én gang ud af tusind.

⁴Han er vis i hjertet og mægtig i styrke; hvem har modsat sig Ham og forblevet uskadt?

⁵Han fjerner bjerge uden at de ved det, når Han omstyrter dem i sin vrede.

⁶Han får jorden til at skælve fra dens plads, og dens fundamenter ryster.

⁷Han befaler solen ikke at skinne, og forsegler stjernerne.

⁸Han alene udspænder himlene og vandrer på havets bølger.

⁹Han er Skaberen af Bjørnen og Orion, Plejaderne, og de sydlige stjernebilleder.

¹⁰Han udfører store og ufattelige ting, undere uden tal.

¹¹Hvis Han går forbi mig, ville jeg ikke se Ham; hvis Han går forbi, ville jeg ikke opfatte Ham.

¹²Hvis Han tager bort, hvem kan hindre Ham? Hvem kan spørge Ham: 'Hvad gør Du?'

¹³Gud vender ikke sin vrede tilbage; under Ham kryber Rahabs hjælpere.

¹⁴Hvordan kan jeg da svare Ham, eller udvælge mine ord med Ham?

¹⁵Selv hvis jeg var uskyldig, kunne jeg ikke svare Ham; jeg ville være nødt til at bede om nåde fra min Dommer.

¹⁶Hvis jeg kaldte og Han svarede mig, ville jeg ikke tro, at Han var opmærksom på min stemme.

¹⁷Han ville knuse mig med en storm og mangfoldiggøre mine sår uden grund.

¹⁸Han ville ikke tillade mig at få vejret, men ville fylde mig med bitterhed.

¹⁹Hvis det er et spørgsmål om styrke, er Han mægtig; og hvis det er et spørgsmål om retfærdighed, hvem kan indkalde Ham?

²⁰Selv hvis jeg var retfærdig, ville min egen mund fordømme mig; hvis jeg var skyldfri, ville den erklære mig skyldig.

²¹Jeg er skyldfri, men jeg bryder mig ikke om mig selv; jeg foragter mit liv.

²²Det er alt det samme; derfor siger jeg, 'Han ødelægger både de skyldfri og de onde.'

²³Hvis en svøbe bringer pludselig død, håner Han de uskyldiges fortvivlelse.

²⁴Når et land gives i de ondes hænder, blinder Han dets dommere. Hvis det ikke er Han, hvem er det da?

²⁵"Mine dage er hurtigere end en løber; de skynder sig væk, de ser intet godt.

²⁶De passerer forbi som papyrus både, som en ørn, der styrter ned på sit bytte.

²⁷Hvis jeg siger, 'Jeg vil lægge min klage til side, jeg vil ændre mit udtryk og smile,'

²⁸frygter jeg stadig alle mine lidelser, for jeg ved, at Du ikke vil frikende mig.

²⁹Da jeg allerede er skyldig, hvorfor skulle jeg arbejde forgæves?

³⁰Selv hvis jeg vaskede mig med sne og rensede mine hænder med lud,

³¹ville Du kaste mig i en grav, så selv mine klæder ville afsky mig.

³²For Han er ikke et menneske, som jeg er, at jeg kunne svare Ham, at vi kunne mødes i retten.

³³Der er ingen mægler mellem os, som kunne lægge sin hånd på os begge.

³⁴Lad Ham fjerne sin stav fra mig, og lad ikke Hans frygt skræmme mig.

³⁵Så ville jeg tale uden frygt for Ham, men som det står med mig, kan jeg ikke.