Jobs Bog 21

¹Job svarede:

²“Lyt opmærksomt til mine ord, og lad dette være jeres måde at trøste mig på.

³Lad mig tale, og efter jeg har talt, kan I spotte mig.

⁴Er min klage rettet mod et menneske? Hvorfor skulle jeg ikke være utålmodig?

⁵Se på mig og vær forundrede; læg jeres hånd over jeres mund.

⁶Når jeg tænker på det, bliver jeg forstyrret; rædsel griber mit kød.

⁷Hvorfor fortsætter de onde med at leve, blive gamle og øge deres magt?

⁸Deres børn trives omkring dem, deres afkom er for deres øjne.

⁹Deres hjem er sikre og fri for frygt; Guds ris er ikke over dem.

¹⁰Deres tyre avler med succes; deres køer kælver og mister ikke deres unger.

¹¹De sender deres børn ud som en flok; deres små danser.

¹²De synger til tamburin og lyre, og glæder sig til fløjtespil.

¹³De tilbringer deres dage i velstand og går fredeligt i graven.

¹⁴Alligevel siger de til Gud: ‘Bort fra os! Vi har ingen lyst til at kende dine veje.

¹⁵Hvem er den Almægtige, at vi skulle tjene ham? Hvilken fordel har vi, hvis vi beder til ham?’

¹⁶Sandelig, deres velstand er ikke i deres egne hænder, så jeg holder mig fra de ondes råd.

¹⁷“Hvor ofte slukkes de ondes lampe? Hvor ofte rammer ulykke dem, tildelt af Gud i hans vrede?

¹⁸Er de som strå for vinden, som avner fejet bort af en storm?

¹⁹Det siges, ‘Gud gemmer en persons synd for deres børn.’ Lad ham betale dem, så de selv kan vide det.

²⁰Lad deres egne øjne se deres fald; lad dem drikke af den Almægtiges vrede.

²¹For hvad bekymrer de sig om deres husstand efter dem, når deres tildelte måneder er endt?

²²Kan nogen give Gud viden, siden han dømmer selv de højeste?

²³En person dør i fuld styrke, helt tryg og sikker,

²⁴hans krop velnæret, knogler rige på marv.

²⁵En anden dør med en urolig sjæl, uden nogensinde at have nydt noget godt.

²⁶Sammen ligger de i støvet, og orme dækker dem begge.

²⁷“Se, jeg kender jeres tanker og de planer I udtænker mod mig.

²⁸I spørger, ‘Hvor er nu den ædles hus, teltene hvor de onde boede?’

²⁹Har I ikke spurgt dem, der rejser? Har I ikke overvejet deres beretninger—

³⁰at de onde skånes fra ulykkens dag, og ledes bort fra vredens dag?

³¹Hvem konfronterer dem med deres handlinger, og hvem betaler dem for, hvad de har gjort?

³²De bæres til graven, og der holdes vagt over deres grave.

³³Jorden i dalen er sød for dem; hele menneskeheden følger efter dem, og utallige andre går forud for dem.

³⁴Så hvordan kan I tilbyde mig tom trøst? Jeres svar er intet andet end løgn!”