Jobs Bog 41

¹“Kan du trække Leviathan op med en fiskekrog, Og holde hans tunge nede med en snor?

²Kan du sætte en snor gennem hans næse, Og gennembore hans kæbe med en krog?

³Vil han bønfalde dig gentagne gange, Eller vil han tale til dig med blide ord?

⁴Vil han indgå en aftale med dig? Vil du tage ham som en tjener for altid?

⁵Vil du lege med ham som med en fugl, Eller binde ham for dine unge piger?

⁶Vil handelsmændene prutte om ham? Vil de dele ham mellem købmændene?

⁷Kan du dække hans hud med harpuner, Eller hans hoved med fiskespyd?

⁸Læg din hånd på ham. Husk slaget; du vil ikke forsøge det igen!

⁹Se, din forventning er forgæves; Vil du blive kastet ned blot ved synet af ham?

¹⁰Ingen er så frygtløs, at han tør vække ham; Hvem er da han, der kan stå foran Mig?

¹¹Hvem har givet til Mig, at Jeg skulle betale ham tilbage? Hvad der end er under hele himlen, er Mit.

¹²“Jeg vil ikke være tavs om hans lemmer, Eller hans mægtige styrke, eller hans yndefulde form.

¹³Hvem kan tage hans ydre dække af? Hvem kan trænge igennem hans dobbelte rustning?

¹⁴Hvem kan åbne hans mund? Hans tænder indgyder ærefrygt.

¹⁵Hans stærke skæl er hans stolthed, Forseglet tæt sammen.

¹⁶Hver enkelt er så tæt på den næste At ingen luft kan passere imellem dem.

¹⁷De er forbundet med hinanden; De klæber sammen og kan ikke skilles ad.

¹⁸Hans nysen udsender lysglimt, Og hans øjne er som morgenens stråler.

¹⁹Fra hans mund kommer brændende fakler; Gnister af ild skyder frem.

²⁰Røg strømmer fra hans næsebor Som fra en kogende gryde og brændende siv.

²¹Hans ånde antænder kul, Og en flamme udgår fra hans mund.

²²Kraft er i hans hals, Og frygt bevæger sig foran ham.

²³Folderne af hans kød er tæt forbundet, Fast og ubevægelig på ham.

²⁴Hans hjerte er hårdt som en sten, Ja, så hårdt som en nedre møllesten.

²⁵Når han rejser sig, bliver de mægtige bange; På grund af braget er de forvirrede.

²⁶Sværdet, der rammer ham, sejrer ikke, Heller ikke spyddet, pilen eller kastespydet.

²⁷Han betragter jern som strå, Bronze som råddent træ.

²⁸Pilene kan ikke få ham til at flygte; Slyngekugler er som avner for ham.

²⁹Køller betragtes som avner; Han ler af kastespydets klirren.

³⁰Hans underside er som skarpe skår af keramik; Han breder sig som en tærskeslæde på mudderet.

³¹Han får dybet til at koge som en gryde; Han får havet til at ligne en krukke med salve.

³²Bag ham efterlader han en glitrende våge; Man skulle tro, dybet var gråhåret.

³³Der er intet på jorden som ham, Et væsen skabt uden frygt.

³⁴Han ser alt, hvad der er højt; Han er konge over alle de stolte.”