Jobs Bog 7

¹“Er et menneske ikke tvunget til at arbejde på jorden, Og er hans dage ikke som dagene for en lejet arbejder?

²Ligesom en træl længes efter skyggen, Og som en arbejder, der ivrigt venter på sin løn,

³Således er jeg givet måneder af tomhed, Og nætter fyldt med uroligheder er tildelt mig.

⁴Når jeg lægger mig, spørger jeg, ‘Hvornår vil jeg stå op?’ Men natten trækker ud, Og jeg er urolig indtil daggry.

⁵Mit kød er dækket med orme og jordklumper, Min hud hærder og bryder ud.

⁶Mine dage går hurtigere end en vævers skyttel, Og de afsluttes uden håb.

⁷Husk, at mit liv kun er et åndedrag; Mit øje vil ikke se godt igen.

⁸Øjet på den, der ser mig, vil ikke se mig mere; Dine øjne vil være på mig, men jeg vil være væk.

⁹En sky forsvinder, og den er der ikke mere, Så den, der stiger ned til Sheol, vender ikke tilbage.

¹⁰Han vil ikke komme tilbage til sit hus igen, Ej heller vil hans sted anerkende ham mere.

¹¹“Derfor vil jeg ikke holde mine ord tilbage; Jeg vil tale ud i min ånds nød, Jeg vil udtrykke min sorg i min sjæls bitterhed.

¹²Er jeg havet, eller et havdyr, At Du sætter en vagt over mig?

¹³Hvis jeg tænker, ‘Min seng vil trøste mig, Min sofa vil lindre min klage,’

¹⁴Så skræmmer Du mig med drømme Og skræmmer mig med syner,

¹⁵Så min sjæl ville foretrække kvælning, Døden frem for min lidelse.

¹⁶Jeg svinder hen; jeg vil ikke leve for evigt. Lad mig være, for mine dage er kun et åndedrag.

¹⁷Hvad er mennesket, at Du ærer ham, Og at Du tager dig af ham,

¹⁸At Du iagttager ham hver morgen Og prøver ham hvert øjeblik?

¹⁹Vil Du aldrig vende dit blik væk fra mig, Eller lade mig være alene, indtil jeg sluger mit spyt?

²⁰Har jeg syndet? Hvad har jeg gjort mod Dig, Menneskehedens vogter? Hvorfor har Du gjort mig til dit mål, Så jeg er en byrde for mig selv?

²¹Hvorfor tilgiver Du så ikke min overtrædelse Og fjerner min misgerning? For nu vil jeg lægge mig i støvet; Og Du vil søge efter mig, men jeg vil ikke være mere.”