Johannesevangeliet 11

¹Der var en mand ved navn Lazarus, som var syg. Han var fra Betania, landsbyen hvor Maria og hendes søster Martha boede.

²(Det var denne Maria, som salvede Herren med parfume og tørrede Hans fødder med sit hår, hvis bror Lazarus var syg.)

³Så søstrene sendte bud til Ham og sagde: “Herre, den Du elsker, er syg.”

⁴Da Jesus hørte dette, sagde Han: “Denne sygdom vil ikke føre til døden. Nej, den er til Guds ære, så Guds Søn kan blive herliggjort gennem den.”

⁵Jesus havde en dyb kærlighed til Martha, hendes søster og Lazarus.

⁶Så da Han hørte, at Lazarus var syg, blev Han, hvor Han var, i to dage mere,

⁷og derefter sagde Han til sine disciple: “Lad os vende tilbage til Judæa.”

⁸“Men Mester,” sagde de, “for ikke længe siden forsøgte folkene der at stene Dig, og alligevel vil Du tilbage?”

⁹Jesus svarede: “Er der ikke tolv timer i dagslyset? Enhver, der vandrer om dagen, snubler ikke, for de ser ved denne verdens lys.

¹⁰Det er, når nogen vandrer om natten, at de snubler, for de har intet lys.”

¹¹Efter at Han havde sagt dette, fortsatte Han: “Vores ven Lazarus er faldet i søvn; men jeg går derhen for at vække ham.”

¹²Hans disciple svarede: “Herre, hvis han sover, vil han komme sig.”

¹³Jesus havde talt om hans bortgang, men Hans disciple troede, at Han mente naturlig søvn.

¹⁴Så fortalte Han dem klart, “Lazarus er død,

¹⁵og for jeres skyld er jeg glad for, at jeg ikke var der, så I kan tro. Men lad os gå til ham.”

¹⁶Så sagde Thomas, også kendt som Didymus, til resten af disciplene: “Lad os også gå, så vi kan møde døden med Ham.”

¹⁷Ved sin ankomst fandt Jesus, at Lazarus allerede havde ligget i graven i fire dage.

¹⁸Betania lå kun en kort afstand fra Jerusalem,

¹⁹og mange jøder var kommet til Martha og Maria for at trøste dem angående deres bror.

²⁰Da Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde Ham, mens Maria blev hjemme.

²¹“Herre,” sagde Martha til Jesus, “havde Du været her, ved jeg, at min bror ikke ville være død.

²²Men jeg ved, at selv nu vil Gud give Dig, hvad Du end beder om.”

²³Jesus forsikrede hende: “Din bror vil blive oprejst.”

²⁴Martha svarede: “Jeg ved, at han vil opstå i opstandelsen på den sidste dag.”

²⁵Jesus sagde til hende: “Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på Mig, vil leve, selvom de dør;

²⁶og enhver, der lever ved at have tro på Mig, vil aldrig virkelig dø. Tror du dette?”

²⁷“Ja, Herre,” svarede hun, “jeg tror, at Du er Messias, Guds Søn, som var bestemt til at komme ind i verden.”

²⁸Efter at have sagt dette, gik hun tilbage og kaldte sin søster Maria til side. “Læreren er her,” sagde hun, “og spørger efter dig.”

²⁹Da hun hørte dette, rejste Maria sig hurtigt og gik til Ham.

³⁰Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men blev på det sted, hvor Martha havde mødt Ham.

³¹Da jøderne, som havde været hos Maria i huset og trøstet hende, bemærkede, hvor hurtigt hun rejste sig og gik ud, fulgte de efter hende, idet de troede, at hun gik til graven for at sørge der.

³²Da Maria nåede det sted, hvor Jesus var, og så Ham, faldt hun ned for Hans fødder. “Herre”, sagde hun “havde Du været her, ved jeg, at min bror ikke ville være død.”

³³Da Jesus så hende græde, og jøderne, som var kommet sammen med hende, også græde, blev Han dybt bevæget i ånden og bedrøvet.

³⁴“Hvor har I lagt ham?” spurgte Han. “Kom og se, Herre,” svarede de.

³⁵Jesus græd.

³⁶Da bemærkede de tilstedeværende: “Se, hvor Han holdt af ham!”

³⁷Men andre spurgte: “Kunne ikke Han, der gav den blinde mand synet, have forhindret denne mands død?”

³⁸Jesus, igen dybt bevæget, kom til graven. Det var en hule med en sten lagt over indgangen.

³⁹“Fjern stenen,” sagde Han. “Men, Herre,” sagde Martha, den afdødes søster, “der er allerede en dårlig lugt, for han har ligget der i fire dage.”

⁴⁰Så sagde Jesus: “Sagde jeg ikke til dig, at hvis du har tro, vil du se Guds herlighed?”

⁴¹Så fjernede de stenen. Da så Jesus op og sagde: “Fader, jeg takker Dig, fordi Du har hørt Mig.

⁴²Jeg ved, at Du altid hører Mig, men jeg siger dette for de menneskers skyld, der står her, så de kan tro, at Du har sendt Mig.”

⁴³Efter at have sagt dette, råbte Jesus med høj røst: “Lazarus, kom ud!”

⁴⁴Den mand, der var død, kom ud, hans hænder og fødder viklet ind i linnedstrimler, og et klæde omkring hans ansigt. Jesus sagde til dem: “Tag gravklæderne af ham og lad ham gå.”

⁴⁵Som et resultat troede mange af de jøder, der var kommet for at besøge Maria, og havde set, hvad Jesus gjorde, på Ham.

⁴⁶Men nogle af dem gik til farisæerne og informerede dem om, hvad Jesus havde gjort.

⁴⁷Så kaldte ypperstepræsterne og farisæerne et møde i Sanhedrin. “Hvad opnår vi?” spurgte de. “Her er denne mand, der udfører mange tegn.

⁴⁸Hvis vi lader Ham fortsætte, vil alle tro på Ham, og så vil romerne komme og tage både vores tempel og vores nation.”

⁴⁹Så talte en af dem, ved navn Kajfas, som var ypperstepræst det år, op: “I er uvidende om, hvad der er nødvendigt!

⁵⁰I forstår ikke, at det er bedre for jer, at én mand dør for folket, end at hele nationen går til grunde.”

⁵¹Han sagde ikke dette af sig selv, faktisk havde han som ypperstepræst allerede profeteret det år, at Jesus ville dø for den jødiske nation,

⁵²og ikke kun for den nation, men også for Guds spredte børn, for at bringe dem sammen og forene dem som én.

⁵³Så fra den dag af planlagde de at ende Hans liv.

⁵⁴Derfor bevægede Jesus sig ikke længere offentligt blandt folket i Judæa. I stedet trak Han sig tilbage til et område nær ødemarken, til en landsby kaldet Efraim, hvor Han blev med sine disciple.

⁵⁵Da det næsten var tid til den jødiske påske, gik mange op fra landet til Jerusalem for deres ceremonielle renselse før påsken.

⁵⁶De ledte efter Jesus, og mens de stod i tempelgårdene, spurgte de hinanden: “Hvad tror I? Kommer Han overhovedet til festen?”

⁵⁷Men ypperstepræsterne og farisæerne havde givet ordre om, at enhver, der fandt ud af, hvor Han var, skulle rapportere det, så de kunne arrestere Ham.