Klagesangene 1

¹Hvor ensomt sidder byen, der engang vrimlede med mennesker! Hun er blevet som en enke, engang stor blandt nationerne. Hun, der var en prinsesse blandt provinserne, er blevet en tjener.

²Hun græder bittert om natten, hendes tårer på hendes kinder. Hun har ingen til at trøste hende blandt alle sine elskere. Alle hendes venner har handlet forræderisk mod hende; de er blevet hendes fjender.

³Juda er gået i eksil, lider nød og hård trældom. Hun bor blandt nationerne, men finder ingen hvileplads. Alle hendes forfølgere har indhentet hende midt i hendes nød.

⁴Veje til Zion sørger, for ingen kommer til hendes bestemte fester. Alle hendes porte er øde; hendes præster stønner, hendes unge kvinder er bekymrede, og hun selv er i bitter kval.

⁵Hendes modstandere er blevet hendes herrer, hendes fjender lever i ro. Herren har bragt hende sorg på grund af hendes mange overtrædelser. Hendes børn er gået i fangenskab, ført bort af fjenden.

⁶Al herlighed er forsvundet fra Datter Zion. Hendes ledere er som hjorte, der ikke finder græs; de er flygtet uden styrke for forfølgeren.

⁷I hendes nød og hjemløshed husker Jerusalem alle de skatte, der var hendes i gamle dage. Da hendes folk faldt i fjendens hænder, var der ingen til at hjælpe hende. Hendes modstandere så hende og lo ad hendes fald.

⁸Jerusalem har syndet meget og er blevet uren. Alle, der ærede hende, foragter hende, for de har set hendes nøgenhed; hun selv stønner og vender sig bort.

⁹Hendes urenhed klæber til hendes klæder; hun tænkte ikke på sin fremtid. Hendes fald var forbløffende; der var ingen til at trøste hende. "Se, Herre, på min nød, for fjenden har sejret."

¹⁰Modstanderen har lagt hænder på alle hendes kostbare ting; hun har set nationerne gå ind i hendes helligdom—dem, du forbød at komme ind i din forsamling.

¹¹Alle hendes folk stønner, mens de søger efter brød; de har byttet deres skatte for mad for at overleve. "Se, Herre, og betragt, for jeg er foragtet."

¹²"Er det intet for jer, alle der går forbi? Se og se, om der er nogen sorg som min sorg, som Herren har påført mig på sin voldsomme vredes dag.

¹³Fra det høje sendte han ild ind i mine knogler, og den sejrede over dem. Han spredte et net for mine fødder og vendte mig tilbage. Han har gjort mig øde, svag hele dagen.

¹⁴Åget af mine overtrædelser er bundet af hans hånd; de er vævet sammen. De er kommet over min hals; han har tappet min styrke. Herren har overgivet mig til dem, jeg ikke kan modstå.

¹⁵Herren har forkastet alle mine mægtige mænd; han har tilkaldt en hær mod mig for at knuse mine unge mænd. Herren har trampet som i en vinpresse Jomfru Datter af Juda.

¹⁶For disse ting græder jeg; mine øjne flyder over med tårer. Der er ingen nær til at trøste mig, ingen til at genoprette min ånd. Mine børn er forarmede, fordi fjenden har sejret."

¹⁷Zion rækker sine hænder ud, men der er ingen til at trøste hende. Herren har befalet angående Jakob, at hans naboer bliver hans modstandere; Jerusalem er blevet en uren ting blandt dem.

¹⁸"Herren er retfærdig, men jeg har gjort oprør mod hans befaling. Lyt, alle folk; se på min lidelse. Mine unge mænd og unge kvinder er gået i fangenskab.

¹⁹Jeg kaldte på mine allierede, men de forrådte mig. Mine præster og ældste omkom i byen, mens de søgte mad for at opretholde deres liv.

²⁰Se, Herre, hvor forpint jeg er! Jeg er i kvaler indeni, og mit hjerte er omstyrtet, for jeg har været meget oprørsk. Udenfor berøver sværdet; indeni er det som død.

²¹Min stønnen er kendt for alle, men der er ingen til at trøste mig. Alle mine fjender er opmærksomme på min nød; de glæder sig over, hvad du har gjort. Må du bringe den dag, du har forkyndt, så de kan blive som mig.

²²Lad al deres ondskab komme for dig; behandl dem, som du har behandlet mig for alle mine overtrædelser. Mine støn er mange, og mit hjerte er svagt."