Klagesangene 2

¹Hvordan har Herren indhyllet Zions datter i en sky i sin vrede! Han har kastet Israels herlighed ned fra himlen til jorden og har ikke husket sin fodskammel på sin vredes dag.

²Herren har lagt øde uden barmhjertighed alle Jakobs boliger; i sin vrede har han nedrevet Judas datters fæstninger. Han har bragt hendes rige og dets ledere ned til jorden i vanære.

³I heftig vrede har han afskåret al Israels styrke. Han har trukket sin højre hånd tilbage ved fjendens komme og har flammeret i Jakob som en fortærende ild på alle sider.

⁴Han har spændt sin bue som en fjende; hans højre hånd er klar som en modstander. Han har dræbt alt, hvad der var dejligt for øjet; i Zions datters telt har han udøst sin vrede som ild.

⁵Herren er blevet som en fjende; han har opslugt Israel. Han har opslugt alle hendes paladser og ødelagt hendes fæstninger og har mangfoldiggjort sorg og klage for Judas datter.

⁶Han har lagt sin bolig øde som en foragtet have; han har ødelagt sit mødested. Herren har fået Zion til at glemme sine bestemte højtider og sabbatter, og i sin heftig vrede har han foragtet både konge og præst.

⁷Herren har forkastet sit alter og forladt sin helligdom. Han har overgivet hendes paladsers mure i fjendens hænder; de har rejst en larm i Herrens hus som på en festdag.

⁸Herren besluttede at ødelægge Zions datters mur. Han strakte en målesnor ud og holdt ikke sin hånd tilbage fra at bringe ødelæggelse. Han fik voldene og murene til at klage; de svandt bort sammen.

⁹Hendes porte er sunket i jorden; han har knust og brudt hendes bomme. Hendes konge og hendes fyrster er i eksil blandt nationerne; loven er ikke mere, og hendes profeter modtager ingen syner fra Herren.

¹⁰Zions datters ældste sidder på jorden i stilhed; de har strøet støv på deres hoveder og iført sig sæk. Jerusalems unge kvinder har bøjet deres hoveder til jorden.

¹¹Mine øjne svigter af tårer, min ånd er dybt foruroliget; mit hjerte er udøst på jorden på grund af mit folks ødelæggelse, mens børn og spædbørn falder om på byens gader.

¹²De råber til deres mødre: "Hvor er brød og vin?" mens de besvimer som sårede på byens gader, mens deres liv ebber ud i deres mødres arme.

¹³Hvad kan jeg sige til dig? Hvad kan jeg sammenligne dig med, Jerusalems datter? Hvad kan jeg ligne dig med, så jeg kan trøste dig, Jomfru Zions datter? Din ødelæggelse er så vid som havet. Hvem kan helbrede dig?

¹⁴Dine profeters syner var falske og vildledende; de afslørede ikke dine overtrædelser for at afværge din fangenskab. De profetier, de gav dig, var vildledende og værdiløse.

¹⁵Alle, der går forbi, klapper i hænderne ad dig; de håner og ryster på hovedet ad Jerusalems datter: "Er dette byen, der blev kaldt skønhedens fuldkommenhed, hele jordens glæde?"

¹⁶Alle dine fjender åbner deres mund vidt imod dig; de hvæser og skærer tænder og siger: "Vi har opslugt hende. Dette er den dag, vi har ventet på; vi har levet for at se det."

¹⁷Herren har gjort, hvad han planlagde; han har opfyldt sit ord, som han forordnede for længe siden. Han har revet dig ned uden barmhjertighed, han har tilladt fjenden at juble over dig, han har ophøjet dine fjenders magt.

¹⁸Folkets hjerter råber til Herren. O Zions datters mur, lad dine tårer flyde som en flod dag og nat; giv dig selv ingen lindring, lad dine øjne ikke få hvile.

¹⁹Rejs dig, råb ud i natten, ved begyndelsen af nattevagterne; udøs dit hjerte som vand i Herrens nærvær. Løft dine hænder til ham for dine børns liv, som besvimer af sult på hvert gadehjørne.

²⁰Se, Herre, og overvej: Hvem har du nogensinde behandlet som dette? Skal kvinder spise deres afkom, de børn, de har opfostret? Skal præst og profet slås ihjel i Herrens helligdom?

²¹Unge og gamle ligger sammen i gadernes støv; mine unge mænd og unge kvinder er faldet for sværdet. Du har slået dem ihjel på din vredes dag; du har slagtet dem uden barmhjertighed.

²²Som på en festdag har du tilkaldt rædsler mod mig fra alle sider; på Herrens vredes dag undslap ingen eller overlevede; dem, jeg tog mig af og opfostrede, har min fjende ødelagt.