Lukasevangeliet 20

¹På en bestemt dag, mens Jesus underviste folket i tempelgårdene og prædikede evangeliet, kom ypperstepræsterne og de skriftkloge sammen med de ældste hen til Ham.

²De talte til Ham og sagde: “Fortæl os med hvilken myndighed Du gør disse ting, eller hvem der har givet Dig denne myndighed?”

³Han svarede dem: “Jeg vil også spørge jer om noget. Lad mig vide:

⁴Var Johannes' dåb fra himlen eller fra mennesker?”

⁵De overvejede indbyrdes og sagde: “Hvis vi siger, 'Fra himlen,' vil Han spørge, 'Hvorfor troede I ham ikke?'

⁶Men hvis vi siger, 'Fra mennesker,' vil folket stene os, for de er overbeviste om, at Johannes var en profet.”

⁷Så de svarede, at de ikke vidste, hvor den var fra.

⁸Jesus svarede: “Så vil jeg heller ikke fortælle jer, med hvilken myndighed jeg gør disse ting.”

⁹Så begyndte Han at fortælle folket denne lignelse: “En mand plantede en vingård, lejede den ud til nogle bønder og rejste på en lang rejse.

¹⁰Ved høsttid sendte han en tjener til forpagterne, så de kunne give ham noget af vingårdens frugt. Men forpagterne slog ham og sendte ham tomhændet bort.

¹¹Han sendte en anden tjener, men de slog også ham og behandlede ham skammeligt og sendte ham tomhændet bort.

¹²Han sendte en tredje, og også denne sårede de og kastede ud.

¹³Så overvejede vingårdens ejer, ‘Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min kære søn; måske vil de vise ham respekt.’

¹⁴Men da forpagterne så ham, konfererede de indbyrdes og sagde, ‘Dette er arvingen; lad os slå ham ihjel, så arven kan blive vores.’

¹⁵Så kastede de ham ud af vingården og dræbte ham. Hvad vil vingårdens ejer så gøre ved dem?

¹⁶Han vil komme og gøre det af med disse forpagtere og give vingården til andre.” Da folket hørte dette, sagde de, “Må det aldrig ske!”

¹⁷Jesus så direkte på dem og sagde, “Hvad er da meningen med det, der står skrevet: ‘Den sten, som bygningsmændene vragede, er blevet hovedhjørnestenen’?

¹⁸Enhver, der snubler over den sten, vil blive knust; men den, som den falder på, vil den knuse.”

¹⁹De skriftkloge og ypperstepræsterne søgte at lægge hånd på Ham i samme øjeblik, men de frygtede folket, for de forstod, at Han havde talt denne lignelse imod dem.

²⁰Så holdt de nøje øje med Ham og sendte spioner, der foregav at være retfærdige, for at fange Ham i en udtalelse, så de kunne overgive Ham til guvernørens jurisdiktion og myndighed.

²¹Spionerne spurgte Ham og sagde, “Lærer, vi ved, at Du taler og underviser rigtigt, og Du viser ikke partiskhed, men underviser i Guds vej i sandhed.

²²Er det da rigtigt for os at betale skat til kejseren?”

²³Men Han, bevidst om deres list, sagde til dem,

²⁴“Vis Mig en denar. Hvis billede og indskrift har den?” De svarede, “Kejserens.”

²⁵Han svarede, “Så giv kejseren, hvad der tilhører kejseren, og Gud, hvad der tilhører Gud.”

²⁶De var ude af stand til at fange Ham i, hvad Han sagde offentligt, og de undrede sig over Hans svar og blev tavse.

²⁷Nogle af saddukæerne, som siger, at der ikke er nogen opstandelse, kom til Ham med et spørgsmål.

²⁸“Lærer,” sagde de, “Moses har påbudt os, at hvis en mands bror dør og efterlader en hustru men ingen børn, skal manden gifte sig med enken og rejse afkom for sin bror.

²⁹Nu var der syv brødre. Den første giftede sig med en kvinde og døde uden børn.

³⁰Så giftede den anden sig med hende og døde

³¹og så den tredje giftede sig med hende og døde, og sådan var det med alle de andre brødre, indtil alle syv døde uden at efterlade børn.

³²Til sidst døde kvinden også.

³³Hvem vil hun så være hustru til ved opstandelsen, da alle syv var gift med hende?”

³⁴Jesus svarede, “Denne verdens mennesker gifter sig og bliver gift.

³⁵Men de, der anses for værdige til at tage del i den kommende tidsalder og i opstandelsen fra de døde, gifter sig hverken eller bliver gift,

³⁶og de kan ikke længere dø; for de er som englene. De er Guds børn, idet de er opstandelsens børn.

³⁷Men i beretningen om den brændende busk demonstrerede selv Moses, at de døde opstår, for han omtaler Herren som ‘Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.’

³⁸Han er ikke de dødes Gud, men de levendes, for i Hans øjne er alle levende.”

³⁹Nogle af de skriftkloge svarede, “Godt sagt, Lærer!”

⁴⁰Og de turde ikke længere stille Ham spørgsmål om noget.

⁴¹Så sagde Han til dem, “Hvorfor siges det, at Messias er Davids søn?

⁴²David selv siger i Salmernes Bog: ‘Herren sagde til min Herre: “Sæt Dig ved Min højre hånd

⁴³indtil Jeg gør Dine fjender til en skammel under Dine fødder.”’

⁴⁴David omtaler Ham som ‘Herre.’ Hvordan kan Han så være hans søn?”

⁴⁵Mens alle folkene lyttede, sagde Han til sine disciple,

⁴⁶“Pas på de skriftkloge, som kan lide at gå rundt i lange klæder og elsker hilsener på markedspladserne og de bedste pladser i synagogerne og ærespladser ved festmåltider.

⁴⁷De opsluger enkers huse og for et syns skyld beder de lange bønner. Disse mænd vil få en større fordømmelse.”