Nehemias Bog 2

¹I måneden Nisan, i kong Artaxerxes' tyvende år, da vinen var foran ham, tog jeg vinen og gav den til kongen. Jeg havde ikke før været trist i hans nærvær.

²Så sagde kongen til mig: "Hvorfor ser dit ansigt trist ud, når du ikke er syg? Dette kan kun være hjertets sorg." Da blev jeg meget bange.

³Og jeg sagde til kongen: "Må kongen leve for evigt! Hvorfor skulle mit ansigt ikke være trist, når byen, hvor mine forfædre er begravet, ligger øde, og dens porte er blevet ødelagt af ild?"

⁴Kongen sagde til mig: "Hvad er det, du ønsker?" Så bad jeg til himlens Gud.

⁵Og jeg sagde til kongen: "Hvis det behager kongen, og hvis din tjener har fundet nåde for dine øjne, send mig til Juda, til byen med mine forfædres grave, så jeg kan genopbygge den."

⁶Da spurgte kongen, mens dronningen sad ved hans side, mig: "Hvor lang tid vil din rejse tage, og hvornår vil du vende tilbage?" Det behagede kongen at sende mig, så jeg satte en tid.

⁷Jeg sagde også til kongen: "Hvis det behager kongen, må jeg få breve til guvernørerne i provinserne hinsides floden, så de vil tillade mig at passere igennem, indtil jeg ankommer til Juda?

⁸Og må jeg få et brev til Asaf, vogteren af kongens skov, så han vil give mig tømmer til at lave bjælker til citadellets porte ved templet, til bymuren og til det hus, jeg vil bo i?" Og fordi min Guds nådige hånd var over mig, opfyldte kongen mine anmodninger.

⁹Så gik jeg til guvernørerne i provinserne hinsides Eufrat og gav dem kongens breve. Kongen havde også sendt hærens officerer og ryttere med mig.

¹⁰Da Sanballat horonitten og Tobija ammonitten, embedsmanden, hørte om dette, blev de meget utilfredse med, at nogen var kommet for at søge israelitternes velfærd.

¹¹Ved min ankomst til Jerusalem blev jeg der i tre hele dage.

¹²Jeg drog ud om natten med nogle få andre. Jeg havde ikke fortalt nogen, hvad min Gud havde lagt på mit hjerte at gøre for Jerusalem. Der var intet dyr med mig undtagen det, jeg red på.

¹³Om natten gik jeg ud gennem Dalporten mod Dragekilden og Møgporten, hvor jeg undersøgte Jerusalems mure, som var blevet brudt ned, og dens porte, som var blevet fortæret af ild.

¹⁴Så gik jeg videre mod Kildeporten og Kongens Dam, men der var ikke plads til, at mit ridedyr kunne passere igennem.

¹⁵Så fortsatte jeg op ad dalen om natten og inspicerede muren. Endelig vendte jeg tilbage og gik ind igen gennem Dalporten.

¹⁶Embedsmændene vidste ikke, hvor jeg var gået hen, eller hvad jeg lavede, for jeg havde endnu ikke sagt noget til jøderne, præsterne, de adelige, embedsmændene eller de øvrige, der skulle udføre arbejdet.

¹⁷Så sagde jeg til dem: "I kan se den situation, vi er i: Jerusalem ligger i ruiner, og dens porte er blevet brændt. Kom, lad os genopbygge Jerusalems mur, så vi ikke længere er i vanære."

¹⁸Jeg fortalte dem også om min Guds nådige hånd over mig og hvad kongen havde sagt til mig. De svarede: "Lad os rejse os og bygge." Så satte de deres hænder til dette gode arbejde.

¹⁹Men da Sanballat horonitten, Tobija ammonitten, embedsmanden, og Geshem araberne hørte om det, hånede og spottede de os. "Hvad er det, I gør?" spurgte de. "Gør I oprør mod kongen?"

²⁰Jeg svarede dem og sagde: "Himlens Gud vil give os fremgang. Vi, hans tjenere, vil begynde at bygge, men hvad jer angår, har I ingen andel, ret eller historisk krav i Jerusalem."