Nehemias Bog 4

¹Da Sanballat hørte, at vi var ved at genopbygge muren, blev han rasende og meget vred, og han hånede jøderne.

²Han talte i nærværelse af sine medarbejdere og Samarias hær og sagde: “Hvad laver disse svage jøder? Vil de genoprette deres mur? Kan de ofre? Vil de fuldføre det på en dag? Kan de genoplive stenene fra murbrokkerne, selv de brændte?”

³Tobija ammonitten, som var nær ham, sagde: “Det, de bygger—selv hvis en ræv skulle klatre på det, ville det bryde deres stenmur ned!”

⁴Hør os, o vor Gud, for vi er foragtede. Vend deres fornærmelser tilbage på deres egne hoveder og gør dem til bytte i et fangenskabsland.

⁵Dæk ikke over deres skyld eller lad deres synd blive udslettet fra dit syn, for de har demoraliseret byggerne.

⁶Således fortsatte vi med at genopbygge muren, indtil den nåede halv dens højde, for folket var fuldt ud engageret i arbejdet.

⁷Da Sanballat, Tobija, araberne, ammonitterne og asdoditterne hørte, at reparationerne af Jerusalems mure var gået fremad, og at brudene blev lukket, blev de meget vrede.

⁸De sammensvor sig alle sammen for at komme og kæmpe mod Jerusalem og skabe forvirring i den.

⁹Som svar bad vi til vor Gud og opstillede en vagt dag og nat for at beskytte mod denne trussel.

¹⁰I mellemtiden sagde folket i Juda: “Arbejdernes styrke svigter, og der er så meget murbrokker, at vi ikke kan genopbygge muren.”

¹¹Vore fjender sagde: “Før de ved det eller ser os, vil vi være lige der blandt dem og vil dræbe dem og sætte en stopper for arbejdet.”

¹²Så kom jøderne, der boede nær dem, og advarede os gentagne gange: “Hvorhen du vender dig, vil de angribe os.”

¹³Derfor opstillede jeg nogle af folket bag murens laveste punkter på de udsatte steder, organiserede dem efter familier med deres sværd, spyd og buer.

¹⁴Efter at jeg havde set tingene efter, rejste jeg mig og sagde til de fornemme, embedsmændene og resten af folket: “Vær ikke bange for dem. Husk Herren, som er stor og frygtindgydende, og kæmp for jeres familier, jeres sønner og jeres døtre, jeres hustruer og jeres hjem.”

¹⁵Da vore fjender hørte, at vi var klar over deres plan, og at Gud havde forpurret den, vendte vi alle tilbage til muren, hver til sit eget arbejde.

¹⁶Fra den dag frem arbejdede halvdelen af mine mænd på byggeriet, mens den anden halvdel var udstyret med spyd, skjolde, buer og rustninger. Officererne stillede sig bag alle Judas folk.

¹⁷De, der byggede muren, og de, der bar materialer, udførte deres arbejde med den ene hånd og holdt et våben i den anden.

¹⁸Hver af byggerne bar sit sværd ved sin side, mens han arbejdede. Men manden, der blæste i trompeten, blev hos mig.

¹⁹Jeg henvendte mig til de fornemme, embedsmændene og resten af folket og sagde: “Opgaven er omfattende og spredt ud, og vi er vidt adskilt fra hinanden langs muren.

²⁰Når I hører lyden af trompeten, saml jer hos os der. Vor Gud vil kæmpe for os!”

²¹Således fortsatte vi arbejdet med halvdelen af mændene, der holdt spyd, fra det første dagslys, indtil stjernerne dukkede op.

²²På det tidspunkt sagde jeg også til folket: “Lad hver mand og hans hjælper blive inde i Jerusalem om natten, så de kan tjene som vagter om natten og som arbejdere om dagen.”

²³Hverken jeg eller mine brødre eller mine mænd eller vagterne med mig tog vores tøj af; hver beholdt sit våben, selv når han gik efter vand.