Nehemias Bog 5

¹Nu var der en betydelig klage fra folket og deres hustruer mod deres jødiske brødre.

²Nogle sagde: “Vi, sammen med vores sønner og døtre, er talrige; derfor har vi brug for at få korn, så vi kan spise og leve.”

³Andre sagde: “Vi pantsætter vores marker, vores vingårde og vores hjem for at skaffe korn på grund af hungersnøden.”

⁴Der var også dem, der sagde: “Vi har lånt penge for at betale kongens skat på vores marker og vingårde.

⁵Nu er vores kød det samme som vores brødres, vores børn er som deres børn. Alligevel tvinger vi vores sønner og døtre til slaveri; nogle af vores døtre er allerede blevet gjort til slaver, og vi er magtesløse, fordi vores marker og vingårde tilhører andre.”

⁶Da jeg hørte deres klage og disse ord, blev jeg meget vred.

⁷Efter at have overvejet sagen, konfronterede jeg de fornemme og embedsmændene og sagde: “I opkræver renter af jeres eget folk!” Så jeg indkaldte en stor forsamling imod dem.

⁸Jeg sagde til dem: “Så vidt muligt har vi løskøbt vores jødiske brødre, som blev solgt til hedningerne. Nu sælger I jeres egne brødre, kun for at de skal blive solgt tilbage til os!” De forblev tavse, ude af stand til at finde et svar.

⁹Så jeg fortsatte, “Det, I gør, er ikke rigtigt. Burde I ikke vandre i frygt for vores Gud for at undgå vores hedenske fjenders bebrejdelse?

¹⁰Jeg, mine brødre og mine mænd låner dem også penge og korn. Lad os ophøre med denne rente!

¹¹Vær venlig at give dem deres marker, vingårde, olivenlunde og huse tilbage i dag, sammen med den rente, I opkræver dem — den hundrededel af pengene, kornet, den nye vin og olien.”

¹²De svarede, “Vi vil give det tilbage og vil ikke kræve noget mere fra dem; vi vil gøre, som du siger.” Så indkaldte jeg præsterne og fik de fornemme og embedsmændene til at aflægge en ed om at gøre, hvad de havde lovet.

¹³Jeg rystede også folderne af mit klæde og erklærede, “På denne måde må Gud ryste ud af deres hus og ejendele enhver, der ikke holder dette løfte. Sådan må en sådan person blive rystet ud og tømt!” Hele forsamlingen sagde, “Amen,” og priste Herren. Og folket gjorde, som de havde lovet.

¹⁴Desuden, fra den dag jeg blev udnævnt til at være deres guvernør i Judas land, fra det tyvende år til det toogtredivte år af kong Artaxerxes, i tolv år, hverken jeg eller mine brødre forbrugte guvernørens madgodtgørelse.

¹⁵Men de tidligere guvernører, som var før mig, lagde tunge byrder på folket og tog fra dem fyrre sekel sølv ud over brød og vin. Selv deres tjenere herskede over folket. Men jeg gjorde det ikke på grund af min ærbødighed for Gud.

¹⁶I stedet helligede jeg mig arbejdet på denne mur. Alle mine mænd var samlet der til arbejdet; vi erhvervede ikke noget land.

¹⁷Desuden spiste 150 jøder og embedsmænd ved mit bord, foruden dem, der kom til os fra de omkringliggende nationer.

¹⁸Hver dag blev en okse, seks udvalgte får og noget fjerkræ tilberedt til mig, og hver tiende dag blev en rigelig forsyning af alle slags vin leveret. På trods af alt dette krævede jeg ikke guvernørens madgodtgørelse, fordi kravene var tunge for disse mennesker.

¹⁹Husk mig gunstigt, min Gud, for alt det, jeg har gjort for disse mennesker.