Salmernes Bog 106

¹Pris Herren! --- Tak Herren, for Han er god; For Hans barmhjertighed er evig.

²Hvem kan tale om Herrens mægtige gerninger, Eller forkynde al Hans pris?

³Salige er de, der holder retfærdighed, Som øver retfærdighed til alle tider!

⁴Husk mig, Herre, i Din gunst mod Dit folk; Besøg mig med Din frelse,

⁵Så jeg kan se Dine udvalgtes velstand, Så jeg kan dele glæden i Dit folk, Så jeg kan være stolt af Din arv.

⁶Vi har syndet som vores forfædre, Vi har faret vild, vi har handlet ondt.

⁷Vore forfædre i Egypten forstod ikke Dine undere; De glemte Din rige godhed, Men gjorde oprør ved havet, ved Det Røde Hav.

⁸Alligevel frelste Han dem for sit navns skyld, For at gøre sin magt kendt.

⁹Han truede Det Røde Hav, og det tørrede ud, Og Han førte dem gennem de mægtige vande, som gennem ørkenen.

¹⁰Således frelste Han dem fra dem, der hadede dem, Og forløste dem fra fjendens hånd.

¹¹Vandene dækkede deres modstandere; Ikke én af dem blev tilbage.

¹²Da stolede de på Hans ord; De sang Hans pris.

¹³De glemte hurtigt Hans gerninger; De ventede ikke på Hans vejledning,

¹⁴Men blev grådigt begærlige i ørkenen, Og satte Gud på prøve i ørkenen.

¹⁵Så Han gav dem deres ønske, Men sendte en ødelæggende sygdom blandt dem.

¹⁶Da de misundte Moses i lejren, Og Aron, Herrens hellige,

¹⁷Åbnede jorden sig og opslugte Datan, Og indhyllede Abirams forsamling.

¹⁸Og en ild brændte op i deres selskab; Flammen fortærede de onde.

¹⁹De lavede en kalv ved Horeb, Og tilbad et støbt metalbillede.

²⁰Således byttede de deres herlighed For en okse, der æder græs.

²¹De glemte Gud, deres Frelser, Som havde udført store ting i Egypten,

²²Mirakler i Hams land, Og ærefrygtindgydende gerninger ved Det Røde Hav.

²³Derfor erklærede Han, at Han ville ødelægge dem, Havde ikke Moses, Hans udvalgte, stået i bruddet foran Ham, For at vende Hans vrede fra at ødelægge dem.

²⁴Så forkastede de det behagelige land; De troede ikke på Hans løfte,

²⁵Men knurrede i deres telte; De hørte ikke Herrens stemme.

²⁶Derfor svor Han til dem At Han ville lade dem falde i ørkenen,

²⁷Og at Han ville sprede deres efterkommere blandt nationerne, Og sprede dem i landene.

²⁸De fulgte også Baal-Peor, Og spiste ofre, der blev ofret til de døde.

²⁹Således vakte de Hans vrede med deres gerninger, Og en plage brød ud blandt dem.

³⁰Da stod Pinehas op og greb ind, Og plagen blev stoppet.

³¹Og det blev regnet ham til retfærdighed, For alle kommende generationer.

³²De vakte også Hans vrede ved Meribas vande, Så det gik dårligt for Moses på grund af dem;

³³Fordi de trodsede Hans Ånd, Talte han overilet med sine læber.

³⁴De udryddede ikke folkeslagene, Som Herren havde befalet dem,

³⁵Men de blandede sig med nationerne Og antog deres skikke,

³⁶Og tilbad deres afguder, Som blev en fælde for dem.

³⁷For de ofrede endda deres sønner og deres døtre til dæmonerne,

³⁸Og udgød uskyldigt blod, Deres sønners og døtres blod, Som de ofrede til Kanaans afguder; Og landet blev besmittet med blodet.

³⁹Således blev de urene i deres handlinger, Og var troløse i deres gerninger.

⁴⁰Derfor blev Herrens vrede tændt mod Hans folk, Og Han afskyede Sin arv.

⁴¹Så Han overgav dem i nationernes hænder, Og de, der hadede dem, herskede over dem.

⁴²Deres fjender undertrykte dem også, Og de blev underkuet under deres magt.

⁴³Mange gange ville Han redde dem; Alligevel var de oprørske i deres hensigter, Og de sank ned i deres skyld.

⁴⁴Alligevel så Han på deres nød Da Han hørte deres råb;

⁴⁵Og Han huskede Sin pagt for deres skyld, Og fortrød efter Sin store barmhjertighed.

⁴⁶Han gjorde dem også til genstande for medfølelse For alle deres fanger.

⁴⁷Befri os, Herre vores Gud, Og saml os fra nationerne, For at takke Dit hellige navn Og herliggøre Din pris.

⁴⁸Velsignet være Herren, Israels Gud, Fra evighed til evighed. Og alt folket skal sige: "Amen." Pris Herren!