Salmernes Bog 107

¹Tak Herren, for han er god; For hans kærlighed varer evigt.

²Lad dem, der er forløst af Herren, sige det, Dem han har reddet fra modstanderens hånd.

³Og samlet fra fjerne lande, Fra øst og fra vest, Fra nord og fra syd.

⁴De vandrede i ørkenen, et øde område; De kunne ikke finde en vej til en by, hvor de kunne bo.

⁵De var sultne og tørstige; Deres sjæle blev matte i dem.

⁶Da råbte de til Herren i deres nød; Han befriede dem fra deres trængsler.

⁷Han ledte dem også ad en lige vej, For at gå til en beboet by.

⁸Lad dem takke Herren for hans barmhjertighed, Og for hans underfulde gerninger mod menneskenes børn!

⁹For han har mættet den tørstige sjæl, Og han har fyldt den sultne sjæl med gode ting.

¹⁰Der var dem, der boede i mørke og i dødens skygge, Fanger i lidelse og lænker,

¹¹Fordi de havde gjort oprør mod Guds ord Og forkastet den Højestes råd.

¹²Derfor ydmygede han deres hjerte med arbejde; De snublede, og der var ingen til at hjælpe.

¹³Da råbte de til Herren i deres nød; Han reddede dem fra deres trængsler.

¹⁴Han førte dem ud af mørket og dødens skygge Og brød deres lænker i stykker.

¹⁵Lad dem takke Herren for hans barmhjertighed, Og for hans underfulde gerninger mod menneskenes børn!

¹⁶For han har knust bronzedøre, Og skåret igennem jernstænger.

¹⁷Dårer, på grund af deres oprørske veje, Og på grund af deres overtrædelser, blev plaget.

¹⁸Deres sjæle væmmedes ved al slags mad, Og de nærmede sig dødens porte.

¹⁹Da råbte de til Herren i deres nød; Han reddede dem fra deres trængsler.

²⁰Han sendte sit ord og helbredte dem, Og frelste dem fra deres ødelæggelse.

²¹Lad dem takke Herren for hans barmhjertighed, Og for hans underfulde gerninger mod menneskenes børn!

²²Lad dem også bringe takofre, Og forkynde hans gerninger med glædesang.

²³De, der går ned til havet i skibe, Som driver handel på de store vande,

²⁴De har set Herrens gerninger, Og hans undere i dybet.

²⁵For han talte og rejste en stormende vind, Som løftede havets bølger.

²⁶De steg op til himlene, de gik ned til dybderne; Deres mod smeltede bort i deres nød.

²⁷De tumlede og vaklede som en beruset, Og var ved deres vits ende.

²⁸Da råbte de til Herren i deres nød, Og han befriede dem fra deres trængsler.

²⁹Han stillede stormen til en hvisken, Så havets bølger blev tyste.

³⁰Da blev de glade, fordi de var stille, Så han førte dem til deres ønskede havn.

³¹Lad dem takke Herren for hans barmhjertighed, Og for hans underfulde gerninger mod menneskenes børn!

³²Lad dem også ophøje ham i folkets forsamling, Og prise ham i de ældstes forsamling.

³³Han forvandler floder til en ørken, Og kilder til udtørret jord;

³⁴Et frugtbart land til en gold ødemark, På grund af ondskaben hos dem, der bor der.

³⁵Han forvandler en ørken til en vandrig sø, Og et tørt land til kilder;

³⁶Og han lader de sultne bo der, Så de kan grundlægge en by at bo i,

³⁷Og dyrke marker og plante vingårde, Og høste en rig høst.

³⁸Han velsigner dem også, og de formerer sig meget, Og han lader ikke deres kvæg blive mindre.

³⁹Når de bliver formindsket og bragt lavt På grund af undertrykkelse, nød og sorg,

⁴⁰Han udgyder foragt over adelsmænd Og lader dem vandre i en vejrløs ødemark.

⁴¹Men han sætter de fattige sikkert i højsædet, væk fra lidelse, Og gør deres familier som en hjord.

⁴²De retskafne ser det og glæder sig; Men al uretfærdighed er tavs.

⁴³Hvem er vis? Lad ham lægge mærke til disse ting, Og betragte Herrens barmhjertighed.