Salmernes Bog 39

¹Jeg sagde: “Jeg vil holde vagt over mine veje Så jeg ikke synder med min tunge; Jeg vil holde vagt over min mund som med en mundkurv Mens de onde er i min nærhed.”

²Jeg var stum og tavs, Jeg afholdt mig endda fra det gode, Og min smerte blev vakt.

³Mit hjerte brændte i mig, Mens jeg reflekterede, tændtes ilden; Så talte jeg med min tunge:

⁴“Herre, hjælp mig at forstå min ende, Og målet for mine dage; Lad mig indse, hvor flygtig jeg er.

⁵Se, Du har gjort mine dage så korte som håndsbredder, Og mit liv er som intet for Dig; Sandelig, hele menneskeheden er kun et åndedrag. Sela

⁶Sandelig, hver person bevæger sig som en forbipasserende skygge; De skaber postyr uden formål; Han samler rigdom, uden at vide hvem der vil samle det.

⁷Og nu, Herre, hvad skal jeg forvente? Mit håb hviler i Dig.

⁸Befri mig fra alle mine overtrædelser; Lad mig ikke blive til spot for de tåbelige.

⁹Jeg er blevet tavs, jeg åbner ikke min mund, For det er Dig, der har handlet.

¹⁰Fjern Din plage fra mig; På grund af trykket fra Din hånd er jeg ødelagt.

¹¹Med irettesættelser tugter Du en person for misgerning; Du fortærer det, der er kært for ham som en møl; Sandelig, hele menneskeheden er kun et åndedrag. Sela

¹²Hør min bøn, Herre, og lyt til mit råb om hjælp; Ignorer ikke mine tårer; For jeg er en fremmed hos Dig, En vandrer som alle mine forfædre.

¹³Vend Dit blik fra mig, så jeg kan finde glæde igen Før jeg går bort og ikke er mere.