Salmernes Bog 50

¹Den Mægtige, Gud, Herren, har talt, Og kaldt jorden, fra solens opgang til dens nedgang.

²Fra Zion, skønhedens højdepunkt, Har Gud åbenbaret sit lys.

³Måtte vores Gud komme og ikke forblive tavs; En fortærende ild går foran Ham, Og en mægtig storm hvirvler omkring Ham.

⁴Han kalder på himlene deroppe, Og jorden, for at dømme sit folk:

⁵“Saml til Mig Mine trofaste, Dem, der har indgået en pagt med Mig gennem offer.”

⁶Og himlene forkynder Hans retfærdighed, For Gud selv er dommeren. Sela

⁷“Lyt, Mit folk, og Jeg vil tale; Israel, Jeg vil vidne imod dig; Jeg er Gud, din Gud.

⁸Jeg irettesætter dig ikke for dine ofre, Og dine brændofre er altid for Mit åsyn.

⁹Jeg vil ikke tage en tyr fra dit hus, Ej heller bukke fra dine folde.

¹⁰For hvert dyr i skoven er Mit, Kvæget på tusind bjerge.

¹¹Jeg kender hver fugl på bjergene, Og alt, der rører sig på marken, tilhører Mig.

¹²Hvis Jeg var sulten, ville Jeg ikke sige det til dig, For verden er Min, og alt, hvad den rummer.

¹³Spiser Jeg tyrenes kød Eller drikker bukkernes blod?

¹⁴Bring Gud et takoffer Og opfyld dine løfter til den Højeste;

¹⁵Kald på Mig, når du står over for modgang; Jeg vil redde dig, og du vil ære Mig.”

¹⁶Men til den ugudelige erklærer Gud, “Hvilken ret har du til at recitere Mine love Og tale om Min pagt?

¹⁷For du foragter tilrettevisning, Og du kaster Mine ord til side.

¹⁸Når du ser en tyv, slår du dig sammen med ham, Og du omgås med ægteskabsbrydere.

¹⁹Du taler frit ondt, Og din tunge væver bedrag.

²⁰Du sidder og taler imod din bror; Du bagtaler din egen mors søn.

²¹Disse handlinger har du gjort, og Jeg forblev tavs; Du antog, Jeg var som dig; Jeg vil rette dig og lægge sagen frem for dine øjne.

²²Tænk nu over dette, I som glemmer Gud, For at Jeg ikke river jer i stykker, uden nogen til at redde jer.

²³Den, der bringer et takoffer, ærer Mig; Og til den, der vandrer ret, vil Jeg åbenbare Guds frelse.”