Salmernes Bog 78

¹Lyt, mit folk, til min undervisning; Bøj jeres ører til ordene fra min mund.

²Jeg vil tale i lignelser; Jeg vil dele gamle gåder,

³Som vi har hørt og kendt, Og som vores forfædre har delt med os.

⁴Vi vil ikke skjule dem for deres børn, Men vi vil erklære for den næste generation Herrens lovsange, Og Hans magt og de vidunderlige gerninger, Han har udført.

⁵For Han oprettede et vidnesbyrd i Jakob, Og satte en lov i Israel, Som Han instruerede vores forfædre Så de kunne lære deres børn,

⁶Så den næste generation ville vide, de børn, der endnu ikke er født, At de ville rejse sig og fortælle dem til deres børn,

⁷Så de ville sætte deres tillid til Gud Og ikke glemme Guds gerninger, Men holde Hans bud,

⁸Og ikke være som deres forfædre, En stædig og oprørsk generation, En generation der ikke forberedte sit hjerte, Og hvis ånd ikke var trofast mod Gud.

⁹Efraims sønner, bevæbnet med buer, Alligevel trak sig tilbage på kampens dag.

¹⁰De holdt ikke Guds pagt Og nægtede at følge Hans lov;

¹¹De glemte Hans gerninger Og de mirakler, Han havde vist dem.

¹²Han udførte undere foran deres forfædre I Egyptens land, på Zoans marker.

¹³Han delte havet og førte dem igennem, Og Han fik vandene til at stå som en mur.

¹⁴Så ledte Han dem med skyen om dagen, Og hele natten med en ilds lys.

¹⁵Han kløvede klipperne i ørkenen Og gav dem rigeligt vand som havdybderne.

¹⁶Han bragte strømme frem fra klippen Og fik vand til at flyde ned som floder. --- [Salme 78 fortsætter til vers 72; på grund af dens længde, vil du have, at jeg fortsætter med nu i Markdown, eller skal jeg pause her og fortsætte fra vers 17 i den næste besked?]

¹⁷Alligevel fortsatte de med at synde imod Ham, Oprør mod den Højeste i ørkenen.

¹⁸Og de prøvede Gud i deres hjerter Ved at kræve mad til at tilfredsstille deres lyster.

¹⁹Så talte de imod Gud; De sagde: “Kan Gud dække et bord i ørkenen?

²⁰Se, Han slog klippen, så vandene vældede frem, Og strømme flød over; Kan Han også give brød? Vil Han forsyne sit folk med kød?”

²¹Derfor hørte Herren det og blev fyldt med vrede; Og ild blev tændt mod Jakob, Og vrede steg også mod Israel,

²²Fordi de ikke troede på Gud Og ikke stolede på Hans frelse.

²³Ikke desto mindre befalede Han himlene ovenfor Og åbnede himlens porte;

²⁴Han lod manna regne ned til dem at spise, Og gav dem mad fra himlen.

²⁵Menneskeheden deltog i englenes brød; Han forsynede dem med mad i overflod.

²⁶Han fik østenvinden til at blæse i himlene Og ved sin magt styrede Han søndenvinden.

²⁷Han lod kød regne ned over dem som støv, Selv vingede fugle som havets sand,

²⁸Han lod dem falde midt i deres lejr, Rundt om deres boliger.

²⁹Så de spiste og blev godt mætte, Og Han opfyldte deres ønske.

³⁰Men før de havde tilfredsstillet deres trang, Mens deres mad stadig var i deres mund,

³¹Steg Guds vrede mod dem Og slog nogle af deres stærkeste, Og undertvang Israels udvalgte mænd.

³²På trods af alt dette fortsatte de med at synde Og troede ikke på Hans vidunderlige gerninger.

³³Så Han endte deres dage i tomhed, Og deres år i pludselig rædsel.

³⁴Når Han slog dem ned, så søgte de Ham, Og de vendte tilbage og søgte Gud ivrigt;

³⁵Og de huskede, at Gud var deres klippe, Og den Højeste Gud deres Forløser.

³⁶Men de smigrede Ham med deres ord Og løj for Ham med deres tunger.

³⁷For deres hjerter var ikke faste mod Ham, Ej heller var de trofaste mod Hans pagt.

³⁸Men Han, som var barmhjertig, tilgav deres synd og ødelagde dem ikke; Og ofte holdt Han sin vrede tilbage Og udløste ikke al sin harme.

³⁹Så Han huskede, at de var blot kød, En forbipasserende brise, der ikke vender tilbage.

⁴⁰Hvor ofte gjorde de oprør mod Ham i ørkenen, Og bedrøvede Ham i ørkenen!

⁴¹Gang på gang prøvede de Gud, Og sårede Israels Hellige.

⁴²De huskede ikke Hans magt, Den dag da Han forløste dem fra fjenden,

⁴³Da Han viste sine tegn i Egypten Og sine undere på Zoans marker,

⁴⁴Og forvandlede deres floder til blod, Og deres strømme, så de ikke kunne drikke.

⁴⁵Han sendte sværme af fluer blandt dem, der fortærede dem, Og frøer, der ødelagde dem.

⁴⁶Han gav også deres afgrøder til græshoppen Og frugten af deres arbejde til græshoppen.

⁴⁷Han ødelagde deres vinstokke med hagl Og deres morbærtræer med frost.

⁴⁸Han overgav deres kvæg til haglstenene, Og deres hjorde til lynets bolte.

⁴⁹Han sendte sin brændende vrede over dem, Raseri og harme og nød, En flok af ødelæggende engle.

⁵⁰Han banede en vej for sin vrede; Han skånede ikke deres sjæle fra døden, Men overgav deres liv til pesten,

⁵¹Og slog alle førstefødte i Egypten, Det første og bedste af deres styrke i Hams telte.

⁵²Alligevel førte Han sit eget folk ud som får, Og ledte dem i ørkenen som en hjord;

⁵³Han førte dem sikkert, så de ikke frygtede; Men havet overvældede deres fjender.

⁵⁴Så bragte Han dem til sit hellige land, Til dette bakkeland, som Hans højre hånd havde vundet.

⁵⁵Han drev også nationerne ud foran dem, Og tildelte dem som en arv ved måling, Og bosatte Israels stammer i deres telte.

⁵⁶Alligevel prøvede og gjorde de oprør mod den Højeste Gud Og holdt ikke Hans forordninger,

⁵⁷Men vendte sig tilbage og handlede svigagtigt som deres forfædre; De vendte sig bort som en defekt bue.

⁵⁸For de provokerede Ham med deres høje steder Og vakte Hans jalousi med deres udskårne billeder.

⁵⁹Da Gud hørte dem, blev Han fyldt med vrede Og Han forkastede Israel fuldstændigt;

⁶⁰Så Han forlod boligstedet i Shiloh, Det telt Han havde sat blandt mennesker,

⁶¹Og gav sin styrke i fangenskab, Og sin herlighed i fjendens hånd.

⁶²Han overgav også sit folk til sværdet, Og blev fyldt med vrede mod sin arv.

⁶³Ild fortærede Hans unge mænd, Og Hans jomfruer havde ingen bryllupssange.

⁶⁴Hans præster faldt for sværdet, Og Hans enker kunne ikke græde.

⁶⁵Så vågnede Herren som fra søvn, Som en kriger overvundet af vin.

⁶⁶Han drev sine fjender tilbage; Han pålagde dem en evig skændsel.

⁶⁷Han vendte sig også bort fra Josefs telt, Og valgte ikke Efraims stamme,

⁶⁸Men udvalgte Judas stamme, Zionbjerget, som Han elskede.

⁶⁹Og Han grundlagde sin helligdom som højderne, Som jorden, som Han har grundlagt for evigt.

⁷⁰Han udvalgte også sin tjener David, Og tog ham fra at vogte fårene;

⁷¹Fra at tage sig af fårene med diegivende lam bragte Han ham Til at vogte Jakob, sit folk, Og Israel, sin arv.

⁷²Så vogtede han dem med hjertets integritet, Og ledte dem med dygtige hænder.