Ruths Bog 1

¹I de dage, da dommerne regerede, var der hungersnød i landet. En mand fra Betlehem i Juda drog for at bo i Moabs land med sin kone og to sønner.

²Manden hed Elimelek, hans kone hed Noomi, og hans to sønner hed Mahlon og Kiljon. De var Efratitter fra Betlehem, Juda. De kom til Moab og boede der.

³Elimelek, Noomis mand, døde, og hun blev efterladt med sine to sønner.

⁴De tog moabitiske kvinder til koner; den ene hed Orpa og den anden Ruth. De boede der i omkring ti år.

⁵Både Mahlon og Kiljon døde også, og Noomi blev efterladt uden sine to sønner og sin mand.

⁶Noomi hørte i Moab, at Herren havde besøgt sit folk ved at give dem mad. Hun og hendes svigerdøtre gjorde sig klar til at vende tilbage derfra.

⁷Hun forlod det sted, hvor hun havde boet, med sine to svigerdøtre og begav sig ud på vejen for at vende tilbage til Judas land.

⁸Noomi sagde til sine to svigerdøtre: “Gå tilbage, hver af jer, til jeres mors hus. Må Herren vise venlighed mod jer, som I har vist mod de døde og mod mig.

⁹Må Herren give, at hver af jer finder hvile i en anden mands hus.” Så kyssede hun dem, og de græd højt.

¹⁰De svarede hende: “Vi vil gå tilbage med dig til dit folk.”

¹¹Men Noomi sagde: “Vend hjem, mine døtre. Hvorfor skulle I komme med mig? Har jeg flere sønner i mit skød, som kunne blive jeres mænd?

¹²Vend tilbage, mine døtre; jeg er for gammel til at have en mand. Selv hvis jeg tænkte, at der stadig var håb—selv hvis jeg fik en mand i nat og fødte sønner—

¹³ville I så vente, til de voksede op? Ville I afholde jer fra at gifte jer? Nej, mine døtre. Det er mere bittert for mig end for jer, fordi Herrens hånd har vendt sig imod mig!”

¹⁴De græd højt igen. Orpa kyssede sin svigermor farvel, men Ruth klamrede sig til hende.

¹⁵Noomi sagde: “Se, din svigerinde vender tilbage til sit folk og sine guder. Gå tilbage med hende.”

¹⁶Men Ruth svarede: “Tving mig ikke til at forlade dig eller til at vende tilbage fra at følge dig. Hvor du går, vil jeg gå, og hvor du bor, vil jeg bo. Dit folk skal være mit folk, og din Gud min Gud.

¹⁷Hvor du dør, vil jeg dø, og der vil jeg blive begravet. Må Herren straffe mig, om noget andet end døden skiller dig og mig.”

¹⁸Da Noomi så, at Ruth var besluttet på at gå med hende, holdt hun op med at overtale hende.

¹⁹De to kvinder gik videre, indtil de kom til Betlehem. Da de ankom til Betlehem, blev hele byen oprørt over dem, og kvinderne udbrød: “Er det Noomi?”

²⁰Hun svarede dem: “Kald mig ikke Noomi; kald mig Mara, for den Almægtige har gjort det meget bittert for mig.

²¹Jeg gik bort fuld, men Herren har bragt mig tilbage tom. Hvorfor kalde mig Noomi? Herren har vidnet imod mig, og den Almægtige har plaget mig.”

²²Så vendte Noomi tilbage fra Moab med Ruth, moabiterinden, hendes svigerdatter, og ankom til Betlehem, da bygghøsten begyndte.