Højsangen 6

¹Hvor er din elskede gået hen, du skønneste blandt kvinder? Hvor er din elskede vendt hen, så vi kan søge ham med dig?

²Min elskede er gået ned til sin have, til balsambedene, for at vogte sin hjord i haverne og samle liljer.

³Jeg tilhører min elskede, og min elskede tilhører mig, han som vogter sin hjord blandt liljerne.

⁴Du er så betagende som Tirza, min elskede, så dejlig som Jerusalem, så majestætisk som en hær med bannere.

⁵Vend dine øjne bort fra mig, for de har overvældet mig; dit hår er som en flok geder der er steget ned fra Gilead.

⁶Dine tænder er som en flok får der er kommet op fra deres vask, alle bærer de tvillinger, og ikke én blandt dem har mistet sine lam.

⁷Dine tindinger er som indersiden af et granatæble bag dit slør.

⁸Der er tres dronninger og firs medhustruer, og jomfruer uden tal;

⁹Men min due, min fuldkomne, står alene: Hun er sin moders eneste datter; hun er den kæreste barn af hende, der fødte hende. De unge kvinder så hende og kaldte hende velsignet, dronningerne og medhustruerne også, og de priste hende, idet de sagde,

¹⁰“Hvem er hun, der viser sig som morgenrøden, så skøn som fuldmånen, så ren som solen, så majestætisk som en hær med bannere?”

¹¹Jeg gik ned til nøddehaven for at se dalens blomster, for at se om vinstokken havde sat skud eller granatæblerne var i blomst.

¹²Før jeg vidste af det, satte min sjæl mig blandt mit ædle folks vogne.

¹³Kom tilbage, kom tilbage, du Shulamit; kom tilbage, kom tilbage, så vi kan se på dig! Hvorfor skulle I se på Shulamit, som på de to hæres dans?