Sefanias Bog 2

¹Saml jer, ja, kom sammen, I folk uden skam,

²Før dekretet er opfyldt— Dagen går som avner— Før Herrens voldsomme vrede kommer over jer, Før Herrens vredes dag kommer over jer.

³Søg Herren, Alle I ydmyge på jorden Som har fulgt Hans bud; Søg retfærdighed, søg ydmyghed. Måske vil I forblive skjult På Herrens vredes dag.

⁴For Gaza vil blive forladt, Og Ashkelon vil blive en ødemark; Ashdod vil blive drevet ud ved middagstid, Og Ekron vil blive rykket op med rode.

⁵Ve indbyggerne ved kysten, Cheretitterne! Herrens ord er imod jer, Kana'an, filistrenes land; Og jeg vil fjerne jer Så der ikke vil være nogen indbygger.

⁶Således vil kysten blive græsningsland, Med enge for hyrder og folde for hjorde.

⁷Og kysten vil være For Judas hus' rest, De vil drive hjorde der; I Ashkelons huse vil de ligge om aftenen, For Herren deres Gud vil tage sig af dem Og genoprette deres skæbne.

⁸“Jeg har hørt Moabs fornærmelser Og Ammons sønners hånende ord, Med hvilke de har hånet Mit folk Og pralet imod deres område.

⁹Derfor, så sandt jeg lever,” erklærer Hærskarers Herre, Israels Gud, “Moab vil visselig blive som Sodoma, Og Ammons sønner som Gomorra— Et sted besat af ukrudt og saltminer, Og en permanent ødemark. Resten af Mit folk vil plyndre dem, Og resten af Mit folk vil arve dem.”

¹⁰Dette vil de få til gengæld for deres arrogance, Fordi de har hånet og pralet Imod Hærskarers Herres folk.

¹¹Herren vil være frygtindgydende for dem, For Han vil reducere alle jordens guder; Og alle nationernes kystlande vil bøje sig for Ham, Hver fra sit eget sted.

¹²“Også I, kushitter, Vil blive dræbt af Mit sværd.”

¹³Og Han vil række sin hånd mod nord Og bringe Assyrien ned, Og Han vil gøre Nineve til en ødemark, Udtørret som ørkenen.

¹⁴Hjorde vil ligge i hendes midte, Alle dyr, der færdes i flokke; Både pelikanen og pindsvinet Vil tilbringe natten på hendes søjlers toppe; Fugle vil synge i vinduet, Ødelæggelse vil være på tærsklen; For Han har afdækket cedertræsværket.

¹⁵Dette er den formastelige by Der bor trygt, Som siger i sit hjerte, “Jeg er, og der er ingen ved siden af mig.” Hvordan er hun blevet en ødemark, Et hvilested for dyr! Alle, der går forbi hende, vil fløjte Og vifte med hånden i foragt.