1 Korintherbrevet 14

¹Stræb efter kærlighed og ønsk inderligt de åndelige gaver, især at I må profetere.

²For den, der taler i en tunge, taler ikke til mennesker, men til Gud; for ingen forstår det, men han taler hemmeligheder i sin ånd.

³Men den, der profeterer, taler til mennesker til deres styrkelse, opmuntring og trøst.

⁴Den, der taler i en tunge, opbygger sig selv, men den, der profeterer, opbygger menigheden.

⁵Nu ønsker jeg, at I alle talte i tunger, men endnu mere at I ville profetere; større er den, der profeterer, end den, der taler i tunger, medmindre nogen tolker, så menigheden kan blive opbygget.

⁶Men nu, brødre og søstre, hvis jeg kommer til jer og taler i tunger, hvordan vil jeg gavne jer, medmindre jeg bringer jer nogen åbenbaring, kundskab, profeti eller undervisning?

⁷Selv livløse instrumenter, hvad enten det er fløjte eller harpe, når de frembringer en lyd, hvis de ikke frembringer en forskel i tonerne, hvordan skal man da vide, hvad der spilles på fløjten eller harpen?

⁸For hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil så forberede sig til kamp?

⁹Således også I, medmindre I frembringer forståelig tale med tungen, hvordan skal det da vides, hvad der tales? For I vil blot tale ud i luften.

¹⁰Der er, måske, mange slags sprog i verden, og ingen er uden betydning.

¹¹Så hvis jeg ikke kender betydningen af sproget, vil jeg være en fremmed for den, der taler, og den, der taler, vil være en fremmed for mig.

¹²Således også I, da I er ivrige efter åndelige gaver, stræb efter at udmærke jer i at opbygge menigheden.

¹³Derfor bør den, der taler i en tunge, bede om, at de må tolke.

¹⁴For hvis jeg beder i en tunge, beder min ånd, men mit sind er ikke frugtbart.

¹⁵Hvad er så resultatet? Jeg vil bede med ånden, men jeg vil også bede med sindet; jeg vil synge med ånden, og jeg vil også synge med sindet.

¹⁶For ellers, hvis du kun velsigner Gud i ånden, hvordan skal den, der indtager pladsen som udenforstående, sige "Amen" til din taksigelse, når han ikke forstår, hvad du siger?

¹⁷For du takker godt nok, men den anden person bliver ikke opbygget.

¹⁸Jeg er taknemmelig over for Gud, at jeg taler i tunger mere end jer alle;

¹⁹Dog, i menigheden vil jeg hellere tale fem ord med forståelse, for også at undervise andre, end ti tusind ord i en tunge.

²⁰Brødre og søstre, vær ikke børn i jeres tænkning; med hensyn til ondskab vær spædbørn, men i jeres tænkning vær modne.

²¹I Loven står der skrevet: "Ved folk med fremmede tunger og ved fremmedes læber vil jeg tale til dette folk, og ikke engang da vil de lytte til Mig," siger Herren.

²²Således er tunger et tegn, ikke for dem, der tror, men for de vantro; men profeti er ikke for de vantro, men for dem, der tror.

²³Derfor, hvis hele menigheden samles, og alle taler i tunger, og udenforstående eller vantro kommer ind, vil de ikke sige, at I er ude af jeres sind?

²⁴Men hvis alle profeterer, og en vantro eller udenforstående kommer ind, bliver de overbevist af alle, de bliver stillet til regnskab af alle;

²⁵Deres hjertes hemmeligheder bliver afsløret; og således vil de falde på deres ansigt og tilbede Gud og erklære, at Gud virkelig er iblandt jer.

²⁶Hvad er så resultatet, brødre og søstre? Når I samles, har hver enkelt en salme, en undervisning, en åbenbaring, en tunge, en tolkning. Alt skal ske til opbyggelse.

²⁷Hvis nogen taler i en tunge, bør det være ved to eller højst tre, og hver på sin tur, og nogen må tolke;

²⁸Men hvis der ikke er nogen tolk, bør de forblive tavse i menigheden og tale til sig selv og til Gud.

²⁹Lad to eller tre profeter tale, og lad de andre vurdere.

³⁰Men hvis en åbenbaring gives til en anden, der sidder, bør den første forblive tavs.

³¹For I kan alle profetere én efter én, så alle kan lære og alle kan blive opmuntret;

³²Og profeters ånder er under profeters kontrol;

³³For Gud er en Gud af fred, ikke uorden. Som i alle de helliges menigheder,

³⁴Kvinderne bør forblive tavse i menighederne; for de har ikke tilladelse til at tale, men bør være underordnet, som Loven også siger.

³⁵Hvis de ønsker at lære noget, lad dem spørge deres egne mænd derhjemme; for det er upassende for en kvinde at tale i menigheden.

³⁶Var det fra jer, at Guds ord udgik? Eller er I de eneste, det har nået?

³⁷Hvis nogen anser sig selv for at være profet eller åndelig, bør de erkende, at det, jeg skriver til jer, er Herrens befaling.

³⁸Men hvis nogen ikke anerkender dette, bliver de ikke anerkendt.

³⁹Derfor, mine brødre og søstre, ønsk ivrigt at profetere, og forbyd ikke at tale i tunger.

⁴⁰Men alt bør ske på en ordentlig og velordnet måde.