1 Kongebog 12

¹Rehabeam rejste til Sikem, for hele Israel var samlet dér for at krone ham til konge.

²Da Jeroboam, Nebats søn, hørte om det, var han stadig i Egypten, hvor han var flygtet fra kong Salomos nærvær, og Jeroboam blev i Egypten.

³Og de sendte bud og kaldte ham, og Jeroboam og hele Israels forsamling kom og talte til Rehabeam og sagde,

⁴“Din far gjorde vores åg hårdt; nu, let derfor det hårde arbejde og det tunge åg, som din far lagde på os, så vil vi tjene dig.”

⁵Så sagde han til dem, “Gå bort i tre dage, og kom så tilbage til mig.” Så folket gik bort.

⁶Så rådførte kong Rehabeam sig med de ældste, der havde tjent hans far Salomo, mens han endnu levede, og sagde, “Hvad råder I mig til at svare dette folk?”

⁷De talte til ham og sagde, “Hvis du vil være en tjener for dette folk i dag, og tjene dem og imødekomme deres anmodning og tale venlige ord til dem, så vil de være dine tjenere for evigt.”

⁸Men han forkastede de ældstes råd, som de havde givet ham, og rådførte sig med de unge mænd, der var vokset op med ham og tjente ham.

⁹Han sagde til dem, “Hvilket råd giver I, så vi kan svare dette folk, der har talt til mig og sagt, ‘Let det åg, som din far lagde på os’?”

¹⁰De unge mænd, der var vokset op med ham, talte til ham og sagde, “Dette skal du sige til dette folk, der talte til dig og sagde, ‘Din far gjorde vores åg tungt, nu gør du det lettere for os!’ Du skal sige til dem, ‘Min lillefinger er tykkere end min fars lænder!

¹¹Selvom min far lagde et tungt åg på jer, vil jeg gøre det tungere; min far tugtede jer med piske, men jeg vil tugte jer med skorpioner.’”

¹²Jeroboam og hele folket vendte tilbage til Rehabeam på den tredje dag, som kongen havde instrueret og sagt, “Vend tilbage til mig på den tredje dag.”

¹³Kongen svarede folket hårdt, for han havde forladt de ældstes råd, som de havde givet ham,

¹⁴og han talte til dem efter de unge mænds råd og sagde, “Min far gjorde jeres åg tungt, men jeg vil lægge til jeres åg; min far tugtede jer med piske, men jeg vil tugte jer med skorpioner.”

¹⁵Så kongen lyttede ikke til folket, for det var en vending fra Herren, så han kunne stadfæste sit ord, som Herren talte gennem Ahija fra Shilo til Jeroboam, Nebats søn.

¹⁶Da hele Israel så, at kongen ikke havde lyttet til dem, svarede folket kongen og sagde, “Hvilken del har vi i David? Vi har ingen arv i Isajs søn! Til dine telte, Israel! Se nu til dit eget hus, David!” Så Israel drog til deres telte.

¹⁷Men angående de israelitter, der boede i Judas byer, fortsatte Rehabeam med at regere over dem.

¹⁸Så sendte kong Rehabeam Adoram, der var over den tvungne arbejdskraft, men hele Israel stenede ham til døde. Og kong Rehabeam skyndte sig at stige op i sin vogn for at flygte til Jerusalem.

¹⁹Således har Israel fortsat med at modstå Davids hus til denne dag.

²⁰Og det skete, da hele Israel hørte, at Jeroboam var vendt tilbage, sendte de bud og kaldte ham til forsamlingen og gjorde ham til konge over hele Israel. Ingen fulgte Davids hus undtagen Judas stamme alene.

²¹Da Rehabeam var kommet til Jerusalem, samlede han hele Judas hus og Benjamins stamme, et hundrede og firs tusinde udvalgte mænd, for at kæmpe mod Israels hus for at genoprette kongeriget til Rehabeam, Salomos søn.

²²Men Herrens budskab kom til Shemaja, Guds mand, og sagde,

²³“Sig til Rehabeam, Salomos søn, Judas konge, og til hele Judas hus og Benjamin og til resten af folket og sig,

²⁴‘Dette siger Herren: I skal ikke drage op, ej heller kæmpe mod jeres slægtninge, Israels sønner; vend hver mand tilbage til sit hus, for denne sag er fra mig.’” Så de lyttede til Herrens ord og vendte tilbage og gik deres vej, ifølge Herrens ord.

²⁵Jeroboam etablerede Sikem i Efraims bjergland og bosatte sig dér. Han gik derefter ud og byggede Penuel.

²⁶Jeroboam tænkte ved sig selv, “Nu vil kongeriget vende tilbage til Davids hus.

²⁷Hvis dette folk fortsætter med at ofre i Herrens hus i Jerusalem, vil deres hjerter vende tilbage til deres herre, til Rehabeam, Judas konge; og de vil dræbe mig og vende tilbage til Rehabeam, Judas konge.”

²⁸Så kongen søgte råd, og lavede to guldkalve, og han sagde til folket, “Det er for meget for jer at drage op til Jerusalem; se jeres guder, Israel, som førte jer op fra Egyptens land.”

²⁹Han placerede den ene i Betel, og den anden satte han i Dan.

³⁰Denne handling førte til synd, for folket gik for at tilbede foran den ene så langt som til Dan.

³¹Og han byggede helligdomme på høje steder, og indsatte præster fra blandt hele folket, som ikke var af Levis sønner.

³²Jeroboam indstiftede en fest i den ottende måned på den femtende dag i måneden, som festen i Juda, og han gik op til alteret; således gjorde han i Betel, ofrende til de kalve, som han havde lavet. Og han indsatte i Betel præsterne for de høje steder, som han havde lavet.

³³Så gik han op til det alter, som han havde lavet i Betel på den femtende dag i den ottende måned, i den måned, som han havde udtænkt i sit eget hjerte; og han indstiftede en fest for Israels sønner, og gik op til alteret for at brænde røgelse.