1 Kongebog 20

¹Nu samlede Ben-Hadad, kongen af Aram, hele sin hær. Toogtredive konger var med ham, sammen med heste og vogne. Han drog op og belejrede Samaria og angreb det.

²Han sendte budbringere ind i byen til Ahab, Israels konge, og sagde,

³"Så siger Ben-Hadad: 'Dit sølv og guld er mit. De bedste af dine hustruer og børn tilhører også mig.'"

⁴Israels konge svarede, "Som du siger, min herre konge. Jeg og alt, hvad jeg har, er dit."

⁵Så vendte budbringerne tilbage og sagde, "Så siger Ben-Hadad: Jeg sendte bud til dig om at give mig dit sølv og guld, dine hustruer og dine børn.

⁶Men nu vil jeg sende mine tjenere til dig i morgen på denne tid, og de skal gennemsøge dit hus og dine embedsmænds huse. Hvad der end er kostbart i dine øjne, vil de tage og bære bort."

⁷Så kaldte Israels konge alle landets ældste sammen og sagde, "Bemærk venligst, hvordan denne mand søger ufred. Han sendte bud efter mine hustruer, mine børn, mit sølv og mit guld, og jeg nægtede ham ikke."

⁸Alle de ældste og folket sagde til ham, "Lyt ikke til ham eller giv efter."

⁹Så sagde han til Ben-Hadads budbringere, "Sig til min herre kongen: Jeg vil give alt, hvad du først krævede af din tjener, men dette andet krav kan jeg ikke opfylde." Så forlod budbringerne og rapporterede tilbage.

¹⁰Så sendte Ben-Hadad igen bud og sagde, "Må guderne straffe mig hårdt, hvis der er nok støv tilbage i Samaria til at give en håndfuld til hver af de mænd, der følger mig!"

¹¹Men Israels konge svarede, "Sig til ham: Lad ikke den, der tager sin rustning på, prale som den, der tager den af."

¹²Da Ben-Hadad hørte dette svar, var han og de andre konger ved at drikke i deres telte. Han beordrede sine mænd, "Gør klar til angreb!" Så de gjorde klar til at angribe byen.

¹³Så kom en profet til Ahab, Israels konge, og sagde, "Så siger Herren: Har du set denne store hær? Jeg vil give den i din hånd i dag, og du skal vide, at jeg er Herren."

¹⁴Ahab spurgte, "Ved hvem?" Og han sagde, "Så siger Herren: Ved de unge officerer under distriktsguvernørerne." Så spurgte Ahab, "Hvem skal begynde slaget?" Og han svarede, "Det skal du."

¹⁵Så samlede Ahab de unge officerer under distriktsguvernørerne, i alt 232. Derefter samlede han resten af hæren — alle israelitterne — i alt syv tusinde.

¹⁶De marcherede ud ved middagstid, mens Ben-Hadad og de toogtredive konger med ham var i deres telte og drak sig fulde.

¹⁷De unge officerer under distriktsguvernørerne gik først ud. Ben-Hadad sendte spejdere, som rapporterede, "Mænd rykker frem fra Samaria."

¹⁸Han sagde, "Hvis de er kommet for fred, tag dem levende; og hvis de er kommet for krig, tag dem levende."

¹⁹Så de unge officerer under distriktsguvernørerne rykkede frem fra byen, med hæren bag dem.

²⁰Hver slog sin modstander ned, og aramæerne flygtede. Israel forfulgte dem, og Ben-Hadad, kongen af Aram, undslap til hest med nogle af sine ryttere.

²¹Så gik Israels konge ud og slog hestene og vognene ned og tilføjede aramæerne et stort nederlag.

²²Så kom profeten til Israels konge og sagde, "Gå og styrk dig selv. Overvej nøje, hvad du skal gøre, for om foråret vil Arams konge komme tilbage imod dig."

²³Imens sagde Arams konges embedsmænd til ham, "Deres guder er guder af bjergene. Det er derfor, de var stærkere end os. Men hvis vi kæmper mod dem på sletterne, vil vi helt sikkert være stærkere end de.

²⁴Gør dette: fjern alle kongerne fra deres kommandoer og erstat dem med kommandører.

²⁵Rejs også en hær som den, du mistede — hest for hest og vogn for vogn — så vi kan kæmpe mod dem på sletterne. Så vil vi helt sikkert besejre dem." Han var enig og gjorde, som de rådede.

²⁶Da foråret kom, samlede Ben-Hadad aramæerne og drog op til Afek for at engagere Israel i kamp.

²⁷Israelitterne blev også samlet og fik forsyninger, og de gik ud for at møde dem. Israels folk slog lejr foran dem som to små gedeflokke, mens aramæerne fyldte landskabet.

²⁸Så kom en Guds mand og sagde til Israels konge, "Så siger Herren: Fordi aramæerne har sagt, 'Herren er en gud af bjergene, men ikke en gud af dalene,' vil jeg give denne store hær i dine hænder, og du skal vide, at jeg er Herren."

²⁹De slog lejr overfor hinanden i syv dage. På den syvende dag engagerede de sig i kamp, og israelitterne slog 100.000 fodsoldater af aramæerne ned på en enkelt dag.

³⁰Resten flygtede ind i byen Afek, hvor muren kollapsede over 27.000 af dem. Ben-Hadad flygtede og gemte sig i et indre rum i byen.

³¹Hans embedsmænd sagde til ham, "Se, vi har hørt, at Israels konger er barmhjertige. Lad os klæde os i sæk og med reb om hovedet og gå ud til Israels konge. Måske vil han skåne dit liv."

³²Så de bar sæk og reb og gik til Israels konge og sagde, "Din tjener Ben-Hadad siger: Lad mig venligst leve." Ahab svarede, "Er han stadig i live? Han er min bror."

³³Mændene tog det som et godt tegn og svarede hurtigt, "Ja, Ben-Hadad er din bror." Ahab sagde, "Gå og bring ham." Så Ben-Hadad kom ud, og Ahab lod ham komme op i vognen.

³⁴Ben-Hadad sagde, "Jeg vil returnere de byer, min far tog fra din far. Du kan oprette markedsområder for dig selv i Damaskus, som min far gjorde i Samaria." Ahab sagde, "På grundlag af denne aftale vil jeg lade dig gå." Så lavede han en traktat med ham og lod ham gå.

³⁵Nu sagde en vis mand fra profetsønnerne til sin nabo ved Herrens ord, "Slå mig, venligst." Men manden nægtede at slå ham.

³⁶Så sagde profeten til ham, "Fordi du ikke har adlydt Herrens stemme, vil en løve dræbe dig, så snart du forlader mig." Og så snart han forlod, fandt en løve ham og dræbte ham.

³⁷Han gik derefter til en anden mand og bad, "Slå mig, venligst." Manden slog ham og sårede ham.

³⁸Så gik profeten og ventede på kongen ved vejen, forklædt med en forbinding over øjnene.

³⁹Da kongen gik forbi, råbte han til ham, "Din tjener gik ind i midten af slaget, og nogen vendte sig til side og bragte en mand til mig og sagde, 'Vogt denne mand; hvis han mangler, vil det være dit liv for hans liv, ellers skal du betale en talent sølv.'

⁴⁰Men mens din tjener var optaget her og der, forsvandt manden." Og Israels konge sagde til ham, "Det er din dom. Du har selv besluttet det."

⁴¹Så fjernede profeten hurtigt forbindingen fra sine øjne, og Israels konge genkendte ham som en af profeterne.

⁴²Og han sagde til kongen, "Så siger Herren: Fordi du har ladet den mand, jeg havde viet til ødelæggelse, slippe fra din hånd, skal dit liv være for hans liv, og dit folk for hans folk."

⁴³Så gik Israels konge tilbage til sit hus, dyster og vred, og kom til Samaria.