1 Kongebog 3

¹Salomo indgik en ægteskabsalliance med Farao, kongen af Egypten, og bragte Faraos datter til Davids by. Dette var indtil han havde fuldført opførelsen af sit eget hus, Herrens hus, og muren omkring Jerusalem.

²Folket ofrede stadig på højene, fordi der endnu ikke var bygget et hus for Herrens navn.

³Nu elskede Salomo Herren, idet han vandrede i sin fader Davids love, bortset fra at han ofrede og brændte røgelse på højene.

⁴Og kongen gik til Gibeon for at ofre der, for det var det store offersted; Salomo ofrede tusind brændofre på det alter.

⁵Mens han var i Gibeon, viste Herren sig for Salomo i en drøm om natten; og Gud sagde, “Bed om hvad du ønsker, at Jeg skal give dig.”

⁶Da sagde Salomo, “Du har vist stor godhed mod din tjener David, min fader, efter som han vandrede for dig i sandhed, i retfærdighed og oprigtighed af hjertet mod dig; og du har bevaret denne store godhed for ham, at du har givet ham en søn til at sidde på hans trone, som det er i dag.

⁷Nu, Herre min Gud, du har gjort din tjener til konge i stedet for min fader David, men jeg er kun et lille barn; jeg ved ikke, hvordan jeg skal gå ud eller komme ind.

⁸Og her er din tjener blandt dit udvalgte folk, en stor mængde, der ikke kan tælles eller regnes.

⁹Derfor, giv din tjener et forstående hjerte til at styre dit folk, til at skelne mellem godt og ondt. For hvem er i stand til at styre dette store folk af dit?”

¹⁰Det var behageligt for Herren at Salomo havde fremsat denne anmodning.

¹¹Gud sagde til ham, “Fordi du har bedt om dette, og ikke har anmodet om et langt liv for dig selv, heller ikke rigdom for dig selv, eller dine fjenders liv, men har søgt indsigt til at forstå retfærdighed,

¹²Se, jeg har handlet i overensstemmelse med dine ord. Jeg har givet dig et vist og skelnefuldt hjerte, så der ikke har været nogen som dig før, og heller ikke skal der være nogen som dig efter.

¹³Jeg har også givet dig, hvad du ikke har bedt om, både rigdom og ære, så der ikke vil være nogen blandt kongerne som dig alle dine dage.

¹⁴Og hvis du vandrer på mine veje, holder mine love og befalinger, som din fader David vandrede, så vil jeg forlænge dine dage.”

¹⁵Da vågnede Salomo, og se, det var en drøm. Og han kom til Jerusalem og stod foran Herrens pagts ark, og ofrede brændofre og fredsofre, og holdt en fest for alle sine tjenere.

¹⁶Derefter kom to kvinder, der var kendt for deres erhverv, til kongen og stod foran ham.

¹⁷En kvinde sagde, “Vær venlig, min herre: denne kvinde og jeg bor i samme hus; og jeg fødte et barn, mens hun var i huset.

¹⁸På den tredje dag efter jeg havde født, fødte denne kvinde også et barn. Vi var sammen; der var ingen fremmed hos os i huset, kun de to af os.

¹⁹Og denne kvindes søn døde om natten, fordi hun ved et uheld lå på ham.

²⁰Så hun stod op midt om natten og tog min søn fra min side, mens din tjener sov, og lagde ham i sine arme, og lagde sin døde søn i mine arme.

²¹Da jeg stod op om morgenen for at amme min søn, se, han var død; men da jeg undersøgte ham nøje om morgenen, se, han var ikke min søn, den jeg havde født.”

²²Så sagde den anden kvinde, “Nej! Den levende er min søn, og den døde er din søn.” Men den første kvinde sagde, “Nej! Den døde er din søn, og den levende er min søn.” Således talte de foran kongen.

²³Så sagde kongen, “Denne siger, ‘Dette er min søn, den levende, og din søn er den døde’; og den anden siger, ‘Nej! Din søn er den døde, og min søn er den levende.’”

²⁴Så befalede kongen, “Bring mig et sværd.” Så de bragte et sværd til kongen.

²⁵Og kongen beordrede, “Skær det levende barn i to, og giv halvdelen til den ene og halvdelen til den anden.”

²⁶Så talte kvinden, hvis barn var det levende, til kongen, for hun var dybt bevæget over sin søn, og sagde, “Vær venlig, min herre, giv hende det levende barn, og dræb ham ikke!” Men den anden sagde, “Han skal hverken være min eller din; del ham!”

²⁷Så svarede kongen, “Giv den første kvinde det levende barn, og dræb ham ikke. Hun er hans mor.”

²⁸Da hele Israel hørte om den dom, som kongen havde afsagt, havde de ærefrygt for kongen, for de så, at Guds visdom var i ham til at udøve retfærdighed.