1 Samuelsbog 14

¹Nu skete det en dag, at Jonatan, Sauls søn, sagde til den unge mand, der bar hans rustning: "Kom, lad os gå over til filisternes garnison på den anden side." Men han fortalte det ikke til sin far.

²Saul opholdt sig i udkanten af Gibea under granatæbletræet i Migron. Folket med ham var omkring seks hundrede mand,

³og Ahija, søn af Ahitub, Ikabods bror, søn af Pinehas, søn af Eli, Herrens præst i Shilo, bar efoden. Men folket vidste ikke, at Jonatan var gået.

⁴Nu var der mellem passagerne, som Jonatan søgte at gå over til filisternes garnison, en skarp klippe på den ene side og en skarp klippe på den anden side; den ene blev kaldt Bozez, og den anden Seneh.

⁵Den ene klippe rejste sig mod nord over for Mikmas, og den anden mod syd over for Geba.

⁶Og Jonatan sagde til den unge mand, der bar hans rustning: "Kom, lad os gå over til disse uomskårnes garnison. Måske vil Herren handle for os, for intet kan hindre Herren i at frelse, enten ved mange eller ved få."

⁷Og hans rustningsbærer sagde til ham: "Gør alt, hvad der er i dit hjerte. Gå frem; jeg er med dig af hjerte og sjæl."

⁸Så sagde Jonatan: "Nu vil vi gå over til mændene og vise os for dem.

⁹Hvis de siger til os: 'Vent, indtil vi kommer til jer,' så vil vi blive, hvor vi er, og ikke gå op til dem.

¹⁰Men hvis de siger: 'Kom op til os,' så vil vi gå op, for Herren har givet dem i vores hånd. Dette skal være tegnet for os."

¹¹Da de begge viste sig for filisternes garnison, sagde filistrene: "Se, hebræerne kommer ud af hullerne, hvor de har skjult sig."

¹²Og mændene fra garnisonen råbte til Jonatan og hans rustningsbærer og sagde: "Kom op til os, så vil vi vise jer noget." Jonatan sagde til sin rustningsbærer: "Kom op efter mig, for Herren har givet dem i Israels hånd."

¹³Så klatrede Jonatan op på hænder og fødder, og hans rustningsbærer efter ham. Og de faldt for Jonatan, og hans rustningsbærer dræbte dem efter ham.

¹⁴I det første angreb dræbte Jonatan og hans rustningsbærer omkring tyve mænd inden for cirka en halv furlong land.

¹⁵Og der var en skælven i lejren, på marken og blandt alt folket. Garnisonen og endda røverne skælvede, og jorden rystede, og det blev en stor panik fra Gud.

¹⁶Sauls vagtmænd i Gibea i Benjamin så, og se, mængden smeltede væk og spredtes i alle retninger.

¹⁷Så sagde Saul til folket, der var med ham: "Kalderullen og se, hvem der er gået fra os." Og da de havde kaldt rullen, se, Jonatan og hans rustningsbærer var ikke der.

¹⁸Så sagde Saul til Ahija: "Bring Guds ark her." For Guds ark var på det tidspunkt med Israels sønner.

¹⁹Og mens Saul talte til præsten, fortsatte tumulten i filisternes lejr med at stige. Så sagde Saul til præsten: "Træk din hånd tilbage."

²⁰Så samlede Saul og alt folket, der var med ham, sig og gik ind i kampen; og se, hver mands sværd var mod hans næste, og der var stor forvirring.

²¹Nu sluttede de hebræere, der tidligere havde været med filistrene og var gået op med dem ind i lejren fra det omkringliggende land, sig også til israelitterne, der var med Saul og Jonatan.

²²Og alle Israels mænd, der havde skjult sig i Efraims bjerge, hørte, at filistrene flygtede, og de fulgte også hårdt efter dem i kampen.

²³Således frelste Herren Israel den dag, og kampen rykkede videre end Bet-aven.

²⁴Nu var Israels mænd hårdt presset den dag, for Saul havde lagt en ed på folket og sagde: "Forbandet er den mand, der spiser mad før aften, før jeg har taget hævn over mine fjender." Så ingen af folket smagte mad.

²⁵Så gik alt folket ind i skoven, og der var honning på jorden.

²⁶Og da folket gik ind i skoven, se, honningen dryppede, men ingen rakte hånden til munden, for folket frygtede eden.

²⁷Men Jonatan havde ikke hørt sin far pålægge folket eden; så han rakte enden af staven, der var i hans hånd, og dyppede den i honningkagen, og rakte hånden til munden, og hans øjne blev klare.

²⁸Så sagde en af folket: "Din far pålagde folket strengt en ed og sagde: 'Forbandet er den mand, der spiser mad i dag.'" Og folket var svagt.

²⁹Så bemærkede Jonatan: "Min far har bragt ulykke over landet. Se, hvordan mine øjne er blevet klare, fordi jeg smagte lidt af denne honning.

³⁰Hvor meget bedre ville det have været, hvis folket frit havde spist i dag af byttet fra deres fjender, som de fandt! For nu har slagtningen blandt filistrene ikke været betydelig."

³¹Den dag besejrede de filistrene fra Mikmas til Ajalon, og folket var overmåde trætte.

³²Folket styrtede grådigt over byttet og tog får, okser og kalve og slagtede dem på jorden; og folket spiste dem med blodet.

³³Så blev det fortalt Saul og sagde: "Se, folket synder mod Herren ved at spise kød med blodet." Og han sagde: "I har handlet forræderisk; rul en stor sten hen til mig her."

³⁴Så sagde Saul: "Spred jer blandt folket og sig til dem: 'Hver mand bringe sin okse eller sit får, og slagte det her og spise, og synd ikke mod Herren ved at spise med blodet.'" Så bragte alle folket deres okser den nat og slagtede dem der.

³⁵Og Saul byggede et alter for Herren—det var det første alter, han byggede for Herren.

³⁶Så sagde Saul: "Lad os gå ned efter filistrene om natten og plyndre dem indtil morgenlyset, og lad os ikke lade en mand af dem blive tilbage." Og de sagde: "Gør, hvad der synes godt for dig." Men præsten sagde: "Lad os komme nær til Gud her."

³⁷Og Saul spurgte Gud: "Skal jeg gå ned efter filistrene? Vil du give dem i Israels hånd?" Men han svarede ham ikke den dag.

³⁸Så sagde Saul: "Kom her, alle I folkets høvdinger, og vid og se, hvor denne synd har været i dag.

³⁹For så sandt som Herren lever, der frelser Israel, selvom det er Jonatan min søn, skal han visselig dø." Men ikke en af alle folket svarede ham.

⁴⁰Så talte han til hele Israel: "I skal være på den ene side, og jeg og Jonatan min søn vil være på den anden side." Og folket sagde til Saul: "Gør, hvad der synes godt for dig."

⁴¹Derfor sagde Saul til Herren: "O Israels Gud, giv et perfekt lod." Og Jonatan og Saul blev taget, men folket slap.

⁴²Så sagde Saul: "Kast lod mellem mig og Jonatan min søn." Og Jonatan blev taget.

⁴³Så sagde Saul til Jonatan: "Fortæl mig, hvad du har gjort." Og Jonatan fortalte ham: "Jeg smagte faktisk lidt honning med enden af staven, der var i min hånd. Her er jeg; jeg må dø."

⁴⁴Og Saul sagde: "Gud gøre således mod mig og mere til, for du skal visselig dø, Jonatan."

⁴⁵Men folket sagde til Saul: "Skal Jonatan dø, som har bragt denne store befrielse i Israel? Langt fra det! Så sandt som Herren lever, skal ikke et hår af hans hoved falde til jorden, for han har arbejdet med Gud i dag." Så folket reddede Jonatan, og han døde ikke.

⁴⁶Så ophørte Saul med at forfølge filistrene, og filistrene vendte tilbage til deres eget sted.

⁴⁷Da Saul havde taget riget over Israel, kæmpede han mod alle sine fjender på alle sider—mod Moab, ammonitterne, Edom, kongerne af Zoba og filistrene. Og hvor han end vendte sig, besejrede han dem.

⁴⁸Han handlede tappert og slog amalekitterne og befriede Israel fra hænderne på dem, der plyndrede dem.

⁴⁹Sauls sønner var Jonatan, Ishvi og Malki-Shua. Hans to døtre hed Merab, den førstefødte, og Mikal, den yngre.

⁵⁰Ahinoam, datter af Ahimaaz, var Sauls hustru. Kommandanten for hans hær var Abner, søn af Ner, som var Sauls onkel.

⁵¹Saul var søn af Kish, og Ner, Abners far, var søn af Abiel.

⁵²Der var hårde kampe mod filistrene alle Sauls dage. Og hver gang Saul så en mægtig mand eller en tapper mand, tog han ham i sin tjeneste.