1 Samuelsbog 17

¹Nu samlede filistrene deres hære til kamp, og de samledes ved Soko, som tilhører Juda; og de slog lejr mellem Soko og Azeka, i Efes-Dammim.

²Saul og Israels mænd samlede sig og slog lejr i Ela-dalen og opstillede sig til kamp mod filistrene.

³Filistrene stod på den ene bjergside, mens Israel tog stilling på den modsatte bjergside, med dalen liggende imellem dem.

⁴Så trådte en kriger frem fra filistrenes lejr, ved navn Goliat, fra Gat, hvis højde var seks alen og et spænd.

⁵Han havde en bronsehjelm på hovedet, og han bar en brynje, der vejede fem tusinde sekel bronze.

⁶Han bar også bronzebenskinner og havde et bronzesværd slynget over skuldrene.

⁷Skaftet på hans spyd var som en vævers bom, og jernspidsen på hans spyd vejede seks hundrede sekel jern; og hans skjoldbærer gik foran ham.

⁸Han stod og råbte til Israels rækker og sagde til dem: “Hvorfor kommer I ud for at opstille jer til kamp? Er jeg ikke filisteren og I Sauls tjenere? Vælg en mand til jer, og lad ham komme ned til mig.

⁹Hvis han er i stand til at kæmpe mod mig og besejre mig, så vil vi blive jeres tjenere; men hvis jeg overvinder ham og dræber ham, så skal I blive vores tjenere og tjene os.”

¹⁰Filisteren sagde: “Jeg trodser Israels kampformationer i dag. Giv mig en mand, så vi kan kæmpe sammen.”

¹¹Da Saul og hele Israel hørte filisterens ord, blev de fyldt med bestyrtelse og stor frygt.

¹²Nu var David søn af en efratit fra Betlehem i Juda, hvis navn var Isaj. Han havde otte sønner, og i Sauls tid var han allerede gammel og fremskreden i alder.

¹³De tre ældste sønner af Isaj havde fulgt Saul til kampen. Navnene på hans tre sønner, der gik til kampen, var Eliab den førstefødte, Abinadab den anden, og Shammah den tredje.

¹⁴David var den yngste. De tre ældste var gået efter Saul,

¹⁵men David gik frem og tilbage fra Saul for at vogte sin fars flok i Betlehem.

¹⁶I fyrre dage kom filisteren frem hver morgen og aften og stillede sig op.

¹⁷Så sagde Isaj til sin søn David: “Tag nu en efa ristet korn og disse ti brød til dine brødre og løb til lejren til dine brødre.

¹⁸Tag også disse ti oste til lederen af deres tusind, og se til dine brødres velfærd, og bring nyheder om dem tilbage.”

¹⁹Nu var Saul og alle Israels mænd i Ela-dalen og kæmpede med filistrene.

²⁰Så rejste David sig tidligt om morgenen, efterlod flokken hos en vogter, tog forsyningerne og gik, som Isaj havde befalet ham. Han kom til lejren, mens hæren gik ud til kampformationen og råbte krigsråbet.

²¹Israel og filistrene var trukket op i kampformation, hær mod hær.

²²Så efterlod David bagagen hos bagagevogteren, løb til kampformationen og gik ind for at hilse på sine brødre.

²³Mens han talte med dem, se, kom krigeren, filisteren fra Gat ved navn Goliat, op fra filistrenes hær, og han talte de samme ord som før; og David hørte ham.

²⁴Da alle Israels mænd så ham, trak de sig tilbage fra ham i stor frygt.

²⁵Israels mænd sagde: “Har du set denne mand, som kommer op? Han kommer bestemt op for at trodse Israel. Og det vil ske, at kongen vil berige den mand, der dræber ham, med store rigdomme, give ham sin datter og gøre hans fars hus frit i Israel.”

²⁶Så talte David til de mænd, der stod ved ham, og sagde: “Hvad vil der blive gjort for den mand, der dræber denne filister og fjerner denne skændsel fra Israel? For hvem er denne uomskårne filister, at han skulle trodse den levende Guds hære?”

²⁷Og folket svarede ham på samme måde og sagde: “Dette vil blive gjort for den mand, der dræber ham.”

²⁸Nu hørte Eliab, hans ældste bror, da han talte til mændene; og Eliabs vrede brændte mod David, og han sagde: “Hvorfor er du kommet ned? Og hos hvem har du efterladt de få får i ørkenen? Jeg kender din stolthed og dit hjertes ondskab, for du er kommet ned for at se kampen.”

²⁹Men David sagde: “Hvad har jeg nu gjort? Var det ikke blot et spørgsmål?”

³⁰Så vendte han sig bort fra ham til en anden og sagde det samme; og folket svarede ham som før.

³¹Da de ord, som David talte, blev hørt, blev de rapporteret til Saul, og han sendte bud efter ham.

³²David sagde til Saul: “Lad ingen miste modet på grund af denne filister; din tjener vil gå og kæmpe med ham.”

³³Men Saul sagde til David: “Du er ikke i stand til at gå imod denne filister for at kæmpe med ham, for du er kun en ung, og han har været kriger fra sin ungdom.”

³⁴Men David sagde til Saul: “Din tjener vogtede sin fars får. Når en løve eller en bjørn kom og tog et lam fra flokken,

³⁵gik jeg ud efter den og slog den og reddede lammet fra dens mund. Og når den rejste sig imod mig, greb jeg den ved skægget og slog den og dræbte den.

³⁶Din tjener har overvundet både løven og bjørnen; og denne uomskårne filister vil være som en af dem, da han har trodset den levende Guds hære.”

³⁷Og David sagde: “Herren, som reddede mig fra løvens pote og bjørnens pote, vil redde mig fra denne filisters hånd.” Og Saul sagde til David: “Gå, og må Herren være med dig.”

³⁸Så klædte Saul David i sine klæder og satte en bronsehjelm på hans hoved og klædte ham i rustning.

³⁹David spændte sit sværd over sin rustning og forsøgte at gå, men han var ikke vant til dem. Så David sagde til Saul: “Jeg kan ikke gå med disse, for jeg er ikke vant til dem.” Og David tog dem af.

⁴⁰Så tog han sin stav i hånden og valgte til sig fem glatte sten fra bækken, og lagde dem i hyrdens taske, som han havde, det vil sige i sin pung, og hans slynge var i hans hånd. Og han nærmede sig filisteren.

⁴¹I mellemtiden kom filisteren nærmere og nærmede sig David, med skjoldbæreren foran ham.

⁴²Da filisteren så og så David, foragtede han ham, for han var kun en ung, og rødmosset, med et smukt udseende.

⁴³Filisteren sagde til David: “Er jeg en hund, at du kommer til mig med kæppe?” Og han forbandede David ved sine guder.

⁴⁴Filisteren sagde også til David: “Kom til mig, og jeg vil give dit kød til himmelens fugle og markens vilde dyr.”

⁴⁵Så sagde David til filisteren, “Du kommer til mig med sværd, spyd og kastespyd, men jeg kommer til dig i navnet af Hærskarers Herre, Israels hæres Gud, som du har trodset.

⁴⁶I dag vil Herren overgive dig i min hånd, og jeg vil slå dig ned og fjerne dit hoved fra dig. Og jeg vil give filistrenes hærs døde kroppe i dag til himmelens fugle og jordens vilde dyr, så hele jorden må vide, at der er en Gud i Israel,

⁴⁷og at hele denne forsamling må vide, at Herren ikke frelser ved sværd eller spyd; for kampen er Herrens, og Han vil overgive dig til os!”

⁴⁸Så skete det, da filisteren rejste sig og kom frem for at møde David, at David hurtigt løb mod kampformationen for at møde filisteren.

⁴⁹Og David stak sin hånd i sin taske og tog en sten derfra og slyngede den, og ramte filisteren i panden. Stenen sank ind i hans pande, og han faldt på sit ansigt til jorden.

⁵⁰Så sejrede David over filisteren med en slynge og en sten, og han slog filisteren og dræbte ham; men der var intet sværd i Davids hånd.

⁵¹Så løb David og stod over filisteren, tog hans sværd og trak det fra skeden, og dræbte ham og huggede hans hoved af med det. Da filistrene så, at deres kriger var død, flygtede de.

⁵²Så rejste Israels og Judas mænd sig og råbte og forfulgte filistrene så langt som dalen, og til Ekrons porte. Og de faldne filistre lå langs vejen til Shaaraim, endda til Gat og Ekron.

⁵³Så vendte Israels sønner tilbage fra deres forfølgelse af filistrene og plyndrede deres lejre.

⁵⁴David tog filisterens hoved og bragte det til Jerusalem, men han lagde hans våben i sit eget telt.

⁵⁵Da Saul så David gå ud mod filisteren, sagde han til Abner, hærens kommandør: “Abner, hvis søn er denne unge mand?” Og Abner sagde: “Så sandt din sjæl lever, o konge, jeg ved det ikke.”

⁵⁶Kongen sagde: “Undersøg, hvis søn den unge mand er.”

⁵⁷Så da David vendte tilbage fra at besejre filisteren, tog Abner ham og bragte ham foran Saul med filisterens hoved i sin hånd.

⁵⁸Saul sagde til ham: “Hvis søn er du, unge mand?” Og David sagde: “Jeg er søn af din tjener Isaj fra Betlehem.”