1 Samuelsbog 24

¹Da Saul vendte tilbage fra at forfølge filistrene, fik han at vide: “Se, David er i ørkenen ved En-Gedi.”

²Så tog Saul tre tusinde udvalgte mænd fra hele Israel og gik ud for at lede efter David og hans mænd foran Klipperne ved de Vilde Geder.

³Han kom forbi fårefoldene langs vejen, hvor der var en hule; og Saul gik ind for at forrette sin nødtørft. Nu sad David og hans mænd i hulens inderste del.

⁴Davids mænd sagde til ham, “Se, dette er den dag, som Herren sagde til dig, ‘Se, jeg er ved at give din fjende i din hånd, og du skal gøre med ham, som det synes dig godt.’” Så rejste David sig og skar hemmeligt kanten af Sauls kappe af.

⁵Men bagefter følte David ingen glæde over at have skåret kanten af Sauls kappe af.

⁶Så sagde han til sine mænd, “Det være langt fra mig, på grund af Herren, at gøre sådan en ting mod min herre, Herrens salvede, at række min hånd ud mod ham, da han er Herrens salvede.”

⁷Og David holdt sine mænd tilbage med disse ord og tillod dem ikke at rejse sig mod Saul. Og Saul rejste sig, forlod hulen og gik sin vej.

⁸Derefter rejste David sig og gik ud af hulen og råbte efter Saul, idet han sagde, “Min herre kongen!” Da Saul så sig tilbage, bøjede David sig med ansigtet mod jorden og kastede sig ned.

⁹David sagde til Saul, “Hvorfor lytter du til menneskers ord, der siger, ‘Se, David søger at skade dig’?

¹⁰Se, i dag har dine øjne set, at Herren havde givet dig i min hånd i dag i hulen, og nogle sagde at dræbe dig, men jeg skånede dig. Og jeg sagde, ‘Jeg vil ikke række min hånd ud mod min herre, for han er Herrens salvede.’

¹¹Så, min fader, se! Se, kanten af din kappe i min hånd! For ved at jeg skar kanten af din kappe af, men ikke dræbte dig, skal du vide og forstå, at der ikke er noget ondt eller oprør i mine hænder, og jeg har ikke syndet mod dig, selvom du er opsat på at tage mit liv.

¹²Måtte Herren være dommer mellem dig og mig, og måtte Han bringe retfærdighed over dig; men min hånd skal ikke være mod dig.

¹³Som det gamle ordsprog siger, ‘Fra de onde kommer ondskab’; Men min hånd skal ikke være mod dig.

¹⁴Efter hvem er Israels konge kommet ud? Hvem forfølger du? En død hund, en enkelt loppe?

¹⁵Måtte Herren derfor være dommer og afgøre mellem dig og mig; og måtte Han se og støtte min sag og udfri mig fra din hånd.”

¹⁶Da David havde talt disse ord til Saul, sagde Saul, “Er det din stemme, min søn David?” Så hævede Saul sin stemme og græd.

¹⁷Og han sagde til David, “Du er mere retfærdig end jeg; for du har behandlet mig godt, mens jeg har behandlet dig ondsindet.

¹⁸Du har i dag vist, at du har gjort godt mod mig, at Herren gav mig i din hånd, og alligevel dræbte du mig ikke.

¹⁹For hvis en mand finder sin fjende, vil han lade ham gå bort i sikkerhed? Måtte Herren belønne dig med godt til gengæld for, hvad du har gjort for mig i dag.

²⁰Nu se, jeg er klar over, at du bestemt vil blive konge, og at Israels rige vil blive etableret i din hånd.

²¹Så sværg nu til mig ved Herren, at du ikke vil udrydde mine efterkommere efter mig, og at du ikke vil udslette mit navn fra min faders hus.”

²²Og David svor til Saul. Så gik Saul hjem, men David og hans mænd gik op til borgen.