1 Samuelsbog 26

¹Zifitterne kom til Saul i Gibea og sagde, “Holder David sig ikke skjult på Hachilas høj, som ligger overfor Jeshimon?”

²Saul drog da afsted og rejste til Zifs ørken, med sig havde han tre tusinde udvalgte mænd af Israel, for at lede efter David i Zifs ørken.

³Saul slog lejr på Hachilas høj, som ligger overfor Jeshimon, ved vejen. Men David opholdt sig i ørkenen, og han så, at Saul var kommet efter ham ind i ørkenen.

⁴David sendte spioner ud, og han fandt med sikkerhed ud af, at Saul var kommet.

⁵David rejste sig og kom til det sted, hvor Saul havde slået lejr. Og David så det sted, hvor Saul lå, og Abner, Ners søn, hærføreren. Nu lå Saul i den inderste del af lejren, og folket var lejret omkring ham.

⁶David talte til Ahimelek hittitten og til Abishaj, Zerujas søn, Joabs bror, og spurgte, “Hvem vil følge med mig til Saul i lejren?” Og Abishaj svarede, “Jeg vil gå ned med dig.”

⁷Så kom David og Abishaj til folket om natten, og se, Saul lå og sov inde i lejren, med sit spyd stukket i jorden ved hans hoved. Og Abner og folket lå omkring ham.

⁸Da sagde Abishaj til David, “I dag har Gud givet din fjende i din hånd; så lad mig nu slå ham til jorden med spydet med ét stød, og jeg behøver ikke at slå ham en anden gang.”

⁹Men David svarede Abishaj, “Dræb ham ikke, for hvem kan række ud mod Herrens salvede og forblive uskyldig?”

¹⁰David sagde også, “Så sandt som Herren lever, Herren vil visselig slå ham, eller hans dag vil komme, når han dør, eller han vil gå ned i kamp og omkomme.

¹¹Herren forbyde, at jeg skulle række ud mod Herrens salvede! Men nu, tag venligst spydet, der er ved hans hoved, og vandkrukken, og lad os gå.”

¹²Så tog David spydet og vandkrukken fra Sauls hoved, og de gik deres vej. Men ingen så det eller vidste det, og ingen vågnede, for de sov alle, fordi en dyb søvn fra Herren var faldet over dem.

¹³Så gik David over til den anden side og stod på toppen af bjerget på afstand; der var et stort område imellem dem.

¹⁴Og David råbte til folket og til Abner, Ners søn, og sagde, “Vil du ikke svare, Abner?” Så svarede Abner, “Hvem er du, der råber til kongen?”

¹⁵Så talte David til Abner, “Er du ikke en mand? Og hvem er som du i Israel? Hvorfor har du da ikke beskyttet din herre kongen? For en af folket kom for at skade kongen din herre.

¹⁶Dette, som du har gjort, er ikke godt. Så sandt som Herren lever, I må alle dø, fordi I ikke vogtede jeres herre, Herrens salvede. Se nu og se, hvor kongens spyd og vandkrukken, der var ved hans hoved, er.”

¹⁷Da genkendte Saul Davids stemme og sagde, “Er det din stemme, min søn David?” Og David sagde, “Det er min stemme, min herre kongen.”

¹⁸Han sagde også, “Hvorfor forfølger min herre sin tjener? Hvad har jeg gjort, eller hvilken ondskab er i min hånd?

¹⁹Lad nu min herre kongen lytte til sin tjeners ord. Hvis Herren har tilskyndet dig imod mig, må Han acceptere et offer; men hvis det er mennesker, forbandede er de for Herren, for de har drevet mig ud i dag, så jeg ikke skulle have del i Herrens arv, idet de siger, ‘Gå, tjen andre guder.’

²⁰Lad derfor ikke mit blod falde til jorden væk fra Herrens nærvær, for Israels konge er kommet ud for at søge en enkelt loppe, ligesom man jager en agerhøne i bjergene.”

²¹Da sagde Saul, “Jeg har syndet. Vend tilbage, min søn David, for jeg vil ikke skade dig igen, fordi mit liv var dyrebart i dine øjne denne dag. Se, jeg har handlet tåbeligt og har begået en frygtelig fejl.”

²²David svarede og sagde, “Se, kongens spyd! Lad nu en af de unge mænd komme over og tage det.

²³Og Herren vil belønne hver mand for hans retfærdighed og hans trofasthed; for Herren gav dig i dag i min hånd, men jeg nægtede at række ud mod Herrens salvede.

²⁴Se nu, ligesom dit liv var højt værdsat i mine øjne denne dag, så må mit liv være højt værdsat i Herrens øjne, og må Han redde mig fra al nød.”

²⁵Da sagde Saul til David, “Velsignet er du, min søn David; du vil både udrette meget og vil visselig sejre.” Så gik David sin vej, og Saul vendte tilbage til sit sted.