2 Kongebog 3

¹Joram, søn af Akab, blev konge over Israel i Samaria i Joshafats attende regeringsår som konge af Juda, og han regerede i tolv år.

²Han gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, dog ikke som hans far og mor, for han fjernede Ba'als hellige støtte, som hans far havde lavet.

³Ikke desto mindre holdt han fast ved Jeroboams søn af Nebats synder, som fik Israel til at synde. Han vendte sig ikke bort fra dem.

⁴Nu var Mesha, kongen af Moab, en fåreavler, og han plejede at betale Israels konge en tribut på hundrede tusinde lam og ulden fra hundrede tusinde væddere.

⁵Men efter Akabs død gjorde Moabs konge oprør mod Israels konge.

⁶Så drog kong Joram ud fra Samaria på den tid og samlede hele Israel.

⁷Han sendte også denne besked til Joshafat, kongen af Juda: “Moabs konge har gjort oprør mod mig. Vil du gå med mig for at kæmpe mod Moab?” Joshafat svarede, “Jeg vil gå. Jeg er som du er, mit folk som dit folk, mine heste som dine heste.”

⁸Så spurgte han, “Hvilken vej skal vi gå?” Joram svarede, “Gennem Edoms ørken.”

⁹Så drog Israels konge, Judas konge og Edoms konge af sted. Efter en omvejsmarch på syv dage var der intet vand til hæren eller til dyrene, der fulgte dem.

¹⁰Da sagde Israels konge, “Ak! Herren har kaldt disse tre konger sammen for at overgive dem i Moabs hånd!”

¹¹Men Joshafat sagde, “Er der ingen Herrens profet her, gennem hvem vi kan spørge Herren?” En af Israels konges tjenere svarede, “Elisa, Shafats søn, er her. Han plejede at hælde vand på Elias' hænder.”

¹²Joshafat sagde, “Herrens ord er med ham.” Så gik Israels konge, Joshafat og Edoms konge ned til ham.

¹³Elisa sagde til Israels konge, “Hvad har jeg med dig at gøre? Gå til din fars profeter og din mors profeter.” Men Israels konge sagde til ham, “Nej, for det er Herren, der har kaldt os tre konger sammen for at overgive os til Moab.”

¹⁴Elisa sagde, “Så sandt som Hærskarers Herre lever, som jeg tjener, hvis jeg ikke havde respekt for Joshafat, Judas konge, ville jeg ikke se på dig eller endda bemærke dig.

¹⁵Men nu bring mig en musiker.” Og mens musikeren spillede, kom Herrens hånd over Elisa.

¹⁶Han sagde, “Dette siger Herren: Gør denne dal fuld af grøfter.

¹⁷For dette siger Herren: I vil hverken se vind eller regn, alligevel vil denne dal blive fyldt med vand, og I, jeres kvæg og jeres dyr vil drikke.

¹⁸Dette er en simpel ting i Herrens øjne. Han vil også overgive Moab i jeres hænder.

¹⁹I vil besejre hver befæstet by og hver større by. I vil fælde hvert godt træ, blokere alle kilder og dække hver god mark med sten.

²⁰Næste morgen, omkring tidspunktet for morgenofferet, kom der pludselig vand fra Edoms retning, og landet blev fyldt med vand.

²¹Nu havde alle moabitterne hørt, at kongerne var kommet op for at kæmpe mod dem, så hver mand gammel nok til at bære våben blev indkaldt og stationeret ved grænsen.

²²Da de stod op tidligt om morgenen, skinnede solen på vandet, og for moabitterne så det rødt ud—som blod.

²³De sagde, “Dette er blod! Kongerne har kæmpet og slagtet hinanden. Nu til plyndringen, Moab!”

²⁴Men da moabitterne kom til Israels lejr, rejste israelitterne sig og slog dem ned. De flygtede for Israel, som forfulgte dem og slog dem ned.

²⁵De ødelagde byerne, og hver mand kastede sten på hver god mark, indtil den var dækket. De stoppede alle kilderne og huggede hvert godt træ ned. Kun Kir-Hareset blev tilbage, men selv det blev omringet og angrebet af slyngere.

²⁶Da Moabs konge så, at slaget gik imod ham, tog han syv hundrede sværdmænd for at bryde igennem til Edoms konge, men de kunne ikke sejre.

²⁷Så tog han sin førstefødte søn, som skulle efterfølge ham som konge, og ofrede ham som et brændoffer på muren. Stor vrede kom over Israel, og de trak sig tilbage fra ham og vendte tilbage til deres eget land.