2 Kongebog 6

¹Profeternes sønner henvendte sig til Elisa og sagde, "Se nu, det sted, hvor vi bor under din vejledning, er for trangt for os.

²Lad os gå til Jordan, og hver af os vil tage en bjælke derfra, og lad os bygge et sted der for os selv, hvor vi kan bo." Så sagde han, "Gå."

³Så sagde en af dem, "Vær venlig at følge dine tjenere." Og han svarede, "Jeg skal gå."

⁴Så gik han med dem; og da de nåede Jordan, begyndte de at fælde træer.

⁵Men mens en af dem fældede en bjælke, faldt øksehovedet i vandet. Og han råbte og sagde, "Åh, min herre! Den var lånt!"

⁶Guds mand spurgte, "Hvor faldt den?" Og da han viste ham stedet, skar han en gren af og kastede den der, så jernet flød op.

⁷Og han sagde, "Tag det op for dig selv." Så rakte han sin hånd ud og tog det.

⁸Arams konge førte krig mod Israel, og han rådspurgte sine tjenere og sagde, "På det og det sted skal mit lejr være."

⁹Men Guds mand sendte bud til Israels konge og sagde, "Vær forsigtig med ikke at passere dette sted, for aramæerne kommer derned."

¹⁰Så sendte Israels konge nogen til det sted, som Guds mand havde fortalt ham om. Således advarede han ham, så han beskyttede sig der mere end én eller to gange.

¹¹Arams konges hjerte blev rasende over denne sag; og han kaldte sine tjenere og sagde til dem, "Vil I ikke fortælle mig, hvem af os der er for Israels konge?"

¹²En af hans tjenere svarede, "Nej, min herre konge; men Elisa, profeten som er i Israel, informerer Israels konge om de ord, du taler i dit soveværelse."

¹³Så sagde han, "Gå og se, hvor han er, så jeg kan sende mænd for at fange ham." Og det blev rapporteret til ham og sagde, "Se, han er i Dotan."

¹⁴Så sendte han heste, vogne og en betydelig hær derhen, og de ankom om natten og omringede byen.

¹⁵Da Guds mands tjener stod tidligt op og gik ud, se, en hær med heste og vogne omringede byen. Og hans tjener sagde til ham, "Ak, min herre! Hvad skal vi gøre?"

¹⁶Så sagde han, "Frygt ikke, for de, der er med os, er flere end de, der er med dem."

¹⁷Så bad Elisa og sagde, "Herre, vær venlig at åbne hans øjne, så han kan se." Og Herren åbnede tjenerens øjne, og han så; og se, bjerget var fuldt af heste og ildvogne rundt om Elisa.

¹⁸Da de kom ned til ham, bad Elisa til Herren og sagde, "Slå dette folk med blindhed, jeg beder." Så slog Han dem med blindhed i overensstemmelse med Elisas ord.

¹⁹Så sagde Elisa til dem, "Dette er ikke vejen, og dette er ikke byen. Følg mig, så vil jeg føre jer til den mand, I søger." Og han førte dem til Samaria.

²⁰Da de var kommet ind i Samaria, sagde Elisa, "Åh Herre, åbn disse mænds øjne, så de kan se." Så åbnede Herren deres øjne, og de så; og se, de var midt i Samaria.

²¹Da Israels konge så dem, sagde han til Elisa, "Skal jeg slå dem ihjel? Skal jeg slå dem ihjel, min fader?"

²²Men han sagde, "Du skal ikke slå dem ihjel. Ville du slå dem ihjel, som du har taget til fange med dit sværd og din bue? Sæt brød og vand foran dem, så de kan spise og drikke og vende tilbage til deres herre."

²³Så forberedte han en stor fest for dem; og da de havde spist og drukket, sendte han dem væk, og de vendte tilbage til deres herre. Og de aramæiske røverbander kom ikke igen ind i Israels land.

²⁴Derefter samlede Ben-Hadad, Arams konge, hele sin hær, og drog op og belejrede Samaria.

²⁵Der var en alvorlig hungersnød i Samaria; og se, de fortsatte med at belejre det, indtil et æselhoved blev solgt for firs sekel sølv, og en fjerdedel af en kab duemøg for fem sekel sølv.

²⁶Mens Israels konge gik forbi på muren, råbte en kvinde til ham og sagde, "Hjælp, min herre konge!"

²⁷Men han sagde, "Hvis Herren ikke hjælper dig, hvorfra skal jeg så hjælpe dig? Fra tærskepladsen eller fra vinpressen?"

²⁸Så sagde kongen til hende, "Hvad er der i vejen med dig?" Og hun svarede, "Denne kvinde sagde til mig, 'Giv din søn, så vi kan spise ham i dag, og vi vil spise min søn i morgen.'

²⁹Så kogte vi min søn og spiste ham; og jeg sagde til hende den næste dag, 'Giv din søn, så vi kan spise ham'; men hun har skjult sin søn."

³⁰Da kongen hørte kvindens ord, rev han sine klæder— og mens han gik forbi på muren, så folket, og se, han havde sæk under på sin krop.

³¹Så sagde han, "Må Gud gøre således mod mig og mere til, hvis Elisas, Shafats søns, hoved bliver på ham i dag!"

³²Nu sad Elisa i sit hus, og de ældste sad hos ham. Og kongen sendte en mand foran sig, men før sendebudet kom til ham, sagde han til de ældste, "Ser I, hvordan denne morders søn har sendt nogen for at fjerne mit hoved? Se, når sendebudet kommer, luk døren og hold den lukket mod ham. Er ikke lyden af hans herres fødder bag ham?"

³³Mens han stadig talte med dem, se, kom sendebudet ned til ham og sagde, "Se, denne ondskab er fra Herren; hvorfor skulle jeg vente på Herren længere?"