2 Kongebog 7

¹Da sagde Elisa: "Hør Herrens ord: Så siger Herren: 'Omkring denne tid i morgen skal et mål fint mel sælges for en sekel, og to mål byg for en sekel, ved porten til Samaria.'"

²Men officeren, som kongen støttede sig til, svarede gudsmanden og sagde: "Se, hvis Herren skulle lave vinduer i himlen, kunne dette ske?" Da sagde han: "Se, du vil se det med dine egne øjne, men du vil ikke spise af det."

³Nu var der fire mænd med spedalskhed ved indgangen til porten; og de sagde til hinanden: "Hvorfor sidder vi her, indtil vi dør?

⁴Hvis vi siger, 'Vi vil gå ind i byen,' så er der hungersnød i byen, og vi vil dø der. Og hvis vi sidder her, vil vi også dø. Så nu, kom, lad os gå over til aramæernes lejr. Hvis de skåner os, vil vi leve; og hvis de dræber os, vil vi dø."

⁵Så de rejste sig i skumringen for at gå mod aramæernes lejr. Da de nåede kanten af aramæernes lejr, se, der var ingen der.

⁶For Herren havde fået aramæernes lejr til at høre lyden af vogne og lyden af heste— det vil sige, lyden af en stor hær—så de sagde til hinanden: "Se, Israels konge har hyret hittitternes konger og egypternes konger imod os, for at komme over os!"

⁷Så de rejste sig og flygtede i skumringen, og efterlod deres telte, deres heste og deres æsler— lejren som den var—og flygtede for deres liv.

⁸Da disse mænd med spedalskhed kom til udkanten af lejren, gik de ind i et telt og spiste og drak, og tog sølv, guld og tøj med sig, og gik hen og gemte dem. Så vendte de tilbage og gik ind i et andet telt, og tog også ting derfra, og gik hen og gemte dem.

⁹Så sagde de til hinanden: "Vi gør ikke det rigtige. Denne dag er en dag med gode nyheder, men vi holder os tavse. Hvis vi venter til morgenlyset, vil straf indhente os. Nu kom, lad os gå og fortælle kongens husstand."

¹⁰Så de kom og kaldte på byens portvagter, og fortalte dem og sagde: "Vi kom til aramæernes lejr, og se, der var ingen der, ikke en menneskelig stemme—kun hestene og æslerne bundet, og teltene som de var."

¹¹Og portvagterne råbte, og det blev rapporteret inde i kongens hus.

¹²Så stod kongen op om natten og sagde til sine tjenere: "Jeg vil nu fortælle jer, hvad aramæerne har gjort mod os. De ved, at vi er sultne, så de er gået ud fra lejren for at gemme sig i marken og siger, 'Når de kommer ud af byen, vil vi fange dem levende og komme ind i byen.'"

¹³Men en af hans tjenere svarede og sagde: "Vær venlig, lad nogle mænd tage fem af de heste, der er tilbage i byen— se, de vil være som hele Israels mængde, der er tilbage i den— og lad os sende dem og se."

¹⁴Så de forberedte to vogne med heste, og kongen sendte dem efter aramæernes hær og befalede: "Gå og se."

¹⁵De gik efter dem til Jordan, og se, hele vejen var fuld af tøj og udstyr, som aramæerne havde kastet væk i deres hast. Så vendte budbringerne tilbage og fortalte kongen.

¹⁶Så folket gik ud og plyndrede aramæernes lejr. Følgelig blev et mål fint mel solgt for en sekel, og to mål byg for en sekel, i overensstemmelse med Herrens ord.

¹⁷Nu udnævnte kongen officeren, som han støttede sig til, til at være ansvarlig for porten; men folket trampede på ham ved porten, og han døde, præcis som gudsmanden havde talt, da kongen kom ned til ham.

¹⁸Og det skete præcis som gudsmanden havde talt til kongen og sagde: "To mål byg for en sekel og et mål fint mel for en sekel vil blive solgt i morgen omkring denne tid ved porten til Samaria."

¹⁹Så havde officeren svaret gudsmanden og sagt: "Se nu, hvis Herren skulle lave vinduer i himlen, kunne sådan en ting ske?" Og han sagde: "Se, du vil se det med dine egne øjne, men du vil ikke spise noget af det."

²⁰Og det er faktisk, hvad der skete med ham: folket trampede på ham ved porten, og han døde.