2 Samuelsbog 12

¹Så sendte Herren Nathan til David. Og han kom til ham og sagde, "Der var to mænd i en by, den ene rig og den anden fattig.

²Den rige mand ejede mange hjorde og flokke.

³Men den fattige mand havde intet andet end et lille hunlam, som han havde købt og opfostret; og det voksede op sammen med ham og hans børn. Det spiste af hans brød, drak af hans bæger og lå i hans skød, og det var som en datter for ham.

⁴Nu kom der en gæst til den rige mand, og han kunne ikke få sig selv til at tage et dyr fra sin egen hjord eller flok for at tilberede det til den rejsende, der var kommet til ham; så han tog den fattige mands hunlam og tilberedte det til den mand, der var kommet til ham."

⁵Da blev David meget vred på den mand, og han sagde til Nathan, "Så sandt Herren lever, den mand, der har gjort dette, fortjener at dø!

⁶Han skal erstatte lammet fire gange, fordi han gjorde dette og ikke havde medfølelse."

⁷Nathan sagde da til David, "Du er manden! Dette siger Herren, Israels Gud: 'Det er mig, der salvede dig til konge over Israel, og det er mig, der reddede dig fra Sauls hånd.

⁸Jeg betroede dig også din herres hus og hans hustruer, og jeg gav dig Israels og Judas hus; og hvis det ikke havde været nok, ville jeg have tilføjet dig mange flere velsignelser som disse!

⁹Hvorfor har du foragtet Herrens ord ved at gøre det onde i Hans øjne? Du har slået og dræbt Hetitten Urias med sværdet, du har taget hans hustru som din hustru, og du har dræbt ham med ammonitternes sværd.

¹⁰Derfor skal sværdet aldrig forlade dit hus, fordi du har foragtet mig og har taget Hetitten Urias' hustru til din hustru.'

¹¹Dette siger Herren: 'Se, jeg vil bringe ulykke over dig fra dit eget hus; jeg vil endda tage dine hustruer for dine øjne og give dem til din næste, og han vil ligge med dine hustruer i fuldt dagslys.

¹²Du gjorde det i hemmelighed, men jeg vil gøre dette for hele Israel, og i det åbne.'

¹³Da sagde David til Nathan, "Jeg har syndet mod Herren." Og Nathan sagde til David, "Herren har også tilgivet din synd; du skal ikke dø.

¹⁴Men fordi du ved denne handling har vist fuldstændig foragt for Herren, skal det barn, der er født til dig, bestemt dø."

¹⁵Så gik Nathan til sit hus. Herren slog det barn, som Urias' enke havde født til David, så det blev meget sygt.

¹⁶David bad derfor til Gud for barnet; og David fastede og gik og lå på jorden hele natten.

¹⁷De ældste i hans hus stod ved ham for at hjælpe ham op fra jorden, men han ville ikke og ville ikke spise mad med dem.

¹⁸Så skete det på den syvende dag, at barnet døde. Men Davids tjenere var bange for at fortælle ham, at barnet var dødt, for de sagde, "Se, mens barnet stadig var i live, talte vi til ham, og han lyttede ikke til vores stemme; hvordan kan vi så fortælle ham, at barnet er dødt, da han måske vil gøre sig selv skade?"

¹⁹Men da David så, at hans tjenere hviskede sammen, forstod han, at barnet var dødt; så David sagde til sine tjenere, "Er barnet dødt?" Og de sagde, "Han er død."

²⁰Så rejste David sig fra jorden, vaskede sig, salvede sig og skiftede tøj; og han gik ind i Herrens hus og tilbad. Derefter kom han til sit eget hus, og da han bad om det, serverede de ham mad, og han spiste.

²¹Så sagde hans tjenere til ham, "Hvad er det, du har gjort? Mens barnet var i live, fastede og græd du; men da barnet døde, rejste du dig og spiste mad."

²²Han sagde, "Mens barnet stadig var i live, fastede og græd jeg; for jeg tænkte, 'Hvem ved, måske vil Herren være nådig mod mig, og barnet vil leve.'

²³Men nu, hvor han er død, hvorfor skulle jeg faste? Kan jeg bringe ham tilbage igen? Jeg vil gå til ham, men han vil ikke vende tilbage til mig."

²⁴Så trøstede David sin hustru Batseba, og gik til hende og lå med hende; hun fødte en søn, som han kaldte Salomon. Nu elskede Herren ham,

²⁵og Han sendte bud gennem profeten Nathan, og han kaldte ham Jedidja, for Herrens skyld.

²⁶På det tidspunkt kæmpede Joab mod ammonitternes Rabbah og erobrede kongebyen.

²⁷Så sendte Joab budbringere til David og sagde, "Jeg har kæmpet mod Rabbah, og jeg har endda erobret vandbyen.

²⁸Saml nu resten af folket og lej mod byen og erobr den, ellers vil jeg erobre byen selv, og den vil blive opkaldt efter mig."

²⁹Så samlede David hele folket og gik til Rabbah, kæmpede mod byen og erobrede den.

³⁰Så tog han deres konges krone fra hans hoved; og dens vægt var et talent guld, og i den var en kostbar sten, og den blev sat på Davids hoved. Og han bragte byens bytte ud i store mængder.

³¹Han bragte også de mennesker ud, der var i den, og satte dem til at arbejde med save, skarpe jernredskaber og økser, og sendte dem til murstensovnene. Og han gjorde det samme med alle ammonitternes byer. Så vendte David og hele folket tilbage til Jerusalem.