2 Samuelsbog 13

¹Nu skete det efterfølgende, at Absalom, Davids søn, havde en smuk søster ved navn Tamar, og Amnon, Davids søn, elskede hende.

²Amnon var så frustreret over sin søster Tamar, at han gjorde sig selv syg, for hun var jomfru, og det syntes svært for Amnon at gøre noget ved hende.

³Amnon havde en ven ved navn Jonadab, søn af Shimeah, Davids bror; og Jonadab var kendt for sin snuhed.

⁴Han sagde til ham: “Hvorfor er du, kongens søn, så nedtrykt morgen efter morgen? Vil du ikke fortælle mig det?” Så sagde Amnon til ham: “Jeg er forelsket i Tamar, min bror Absaloms søster.”

⁵Jonadab sagde da til ham: “Læg dig på din seng og lad som om du er syg, og når din far kommer for at se til dig, skal du sige til ham, ‘Lad venligst min søster Tamar komme og give mig noget mad at spise, og lad hende tilberede maden for mine øjne, så jeg kan se det og spise fra hendes hånd.’”

⁶Så lagde Amnon sig og lod som om han var syg, og da kongen kom for at se til ham, sagde Amnon til kongen, “Lad venligst min søster Tamar komme og lave et par kager for mine øjne, så jeg kan spise fra hendes hånd.”

⁷Så sendte David bud til Tamars hus og sagde, “Gå nu til din bror Amnons hus og tilbered mad til ham.”

⁸Så gik Tamar til sin bror Amnons hus, hvor han lå. Hun tog dej, æltede den, lavede kager i hans nærvær og bagte dem.

⁹Derefter tog hun panden og serverede dem for ham, men han nægtede at spise. Og Amnon sagde, “Lad alle forlade mig.” Så alle forlod ham.

¹⁰Så sagde Amnon til Tamar, “Bring maden ind i soveværelset, så jeg kan spise fra din hånd.” Så tog Tamar de kager, hun havde lavet, og bragte dem ind i soveværelset til sin bror Amnon.

¹¹Da hun bragte dem til ham for at spise, greb han hende og sagde til hende, “Kom, lig med mig, min søster.”

¹²Men hun svarede ham, “Nej, min bror! Krænk mig ikke, for sådan noget gøres ikke i Israel; gør ikke denne skændige synd!

¹³Hvad angår mig, hvor kunne jeg bære min skam? Og hvad angår dig, vil du være som en af de tåber i Israel. Så tal nu venligst til kongen, for han vil ikke nægte dig.”

¹⁴Men han ville ikke lytte til hende; da han var stærkere end hun, overmandede han hende og lå med hende.

¹⁵Så hadede Amnon hende med et meget stort had; for det had, hvormed han hadede hende, var større end den kærlighed, hvormed han havde elsket hende. Så Amnon sagde til hende, “Rejs dig, gå væk!”

¹⁶Men hun sagde til ham, “Nej, for denne uret i at sende mig væk er endda større end det, du allerede har gjort mod mig!” Alligevel ville han ikke lytte til hende.

¹⁷Så kaldte han på sin unge mand, som tjente ham, og sagde, “Fjern nu denne kvinde fra min tilstedeværelse, og lås døren bag hende!”

¹⁸Nu bar hun en langærmet klædning, for det var, hvad kongens jomfrudøtre bar tidligere. Så hans tjener tog hende ud og låste døren bag hende.

¹⁹Derefter lagde Tamar aske på sit hoved og rev den langærmede klædning, som hun bar, og hun lagde sin hånd på sit hoved og gik bort, grædende højt, mens hun gik.

²⁰Og hendes bror Absalom sagde til hende, “Har Amnon, din bror, været hos dig? Men nu, vær stille, min søster; han er din bror. Tag ikke denne sag til hjerte.” Så Tamar blev og boede i sin bror Absaloms hus, ødelagt.

²¹Da kong David hørte om alle disse sager, blev han fyldt med vrede.

²²Absalom talte hverken godt eller ondt med Amnon; for Absalom nærede had mod Amnon, fordi han havde krænket sin søster Tamar.

²³Nu skete det efter to hele år, at Absalom havde fåreklippere i Baal-Hazor, som er nær Efraim, og Absalom inviterede alle kongens sønner.

²⁴Så kom Absalom til kongen og sagde, “Nu se, din tjener har fåreklippere; lad venligst kongen og hans tjenere gå med din tjener.”

²⁵Men kongen sagde til Absalom, “Nej, min søn, vi skal ikke alle gå, så vi ikke bliver en byrde for dig.” Selvom han opfordrede ham, ville han ikke gå; men han velsignede ham.

²⁶Så sagde Absalom, “Hvis ikke, lad venligst min bror Amnon gå med os.” Og kongen sagde til ham, “Hvorfor skulle han gå med dig?”

²⁷Ikke desto mindre insisterede Absalom, så han tillod Amnon og alle kongens sønner at gå med ham.

²⁸Så befalede Absalom sine tjenere og sagde, “Se nu, når Amnons hjerte er glad af vin, og når jeg siger til jer, ‘Slå Amnon,’ så dræb ham. Frygt ikke; har jeg ikke selv befalet jer? Vær modige og vær tapre.”

²⁹Og Absaloms tjenere handlede efter hans befaling angående Amnon. Så rejste alle kongens sønner sig og hver satte sig på sin muldyr og flygtede.

³⁰Mens de var på vej, nåede en rapport David og sagde, “Absalom har slået og dræbt alle kongens sønner, og ikke én af dem er tilbage!”

³¹Så rejste kongen sig, rev sit tøj i stykker og lå på jorden; og alle hans tjenere stod ved med deres tøj revet i stykker.

³²Men Jonadab, søn af Shimeah, Davids bror, svarede, “Lad ikke min herre antage, at de har slået alle de unge mænd, kongens sønner, ihjel; for kun Amnon er død, fordi Absalom har planlagt dette siden den dag, han krænkede sin søster Tamar.

³³Så lad nu ikke min herre kongen tage rapporten til hjerte, nemlig, ‘Alle kongens sønner er døde,’ for kun Amnon er død.”

³⁴Nu var Absalom flygtet. Og den unge mand, der holdt vagt, løftede sine øjne og så, og se, mange mennesker kom fra vejen bag ham ved siden af bjerget.

³⁵Jonadab sagde til kongen, “Se, kongens sønner er kommet; i overensstemmelse med din tjeners ord, så skete det.”

³⁶Så snart han havde talt færdig, se, kongens sønner kom og løftede deres stemmer og græd; og kongen og alle hans tjenere græd også meget.

³⁷I mellemtiden var Absalom flygtet til Talmai, søn af Ammihud, kongen af Geshur. Og David sørgede over sin søn hver dag.

³⁸Så Absalom var flygtet og taget til Geshur, og han var der i tre år.

³⁹Og kong Davids hjerte længtes efter at gå ud til Absalom; og han var i kval over sin søn Amnons død.