2 Samuelsbog 15

¹Efter dette anskaffede Absalom sig en vogn og heste, og halvtreds mand til at løbe foran ham.

²Og Absalom stod tidligt op og stillede sig ved vejen til porten. Når nogen havde en sag, som han ville bringe frem for kongen til dom, kaldte Absalom på ham og sagde, "Hvilken by er du fra?" Og han sagde, "Din tjener er fra en af Israels stammer."

³Så sagde Absalom til ham, "Se, dine krav er gode og retfærdige, men der er ingen, som kongen har udpeget til at høre dig."

⁴Og Absalom sagde, "Åh, hvis jeg var udpeget til dommer i landet, så ville enhver mand, der havde en sag eller årsag, komme til mig, og jeg ville give ham retfærdighed."

⁵Og når en mand nærmede sig for at bøje sig for ham, rakte han sin hånd ud, tog fat i ham og kyssede ham.

⁶Absalom gjorde dette mod hele Israel, som kom til kongen for at få dom; således stjal Absalom Israels mænds hjerter.

⁷Efter fire år sagde Absalom til kongen, "Lad mig venligst gå og betale mit løfte, som jeg har aflagt til Herren i Hebron.

⁸For din tjener aflagde et løfte, mens jeg boede i Geshur i Aram, og sagde, 'Hvis Herren virkelig vil bringe mig tilbage til Jerusalem, så vil jeg tjene Herren.'"

⁹Og kongen svarede, "Gå i fred." Så han rejste sig og gik til Hebron.

¹⁰Men Absalom sendte budbringere gennem alle Israels stammer og instruerede dem, "Så snart I hører lyden af trompeten, skal I udråbe, 'Absalom regerer i Hebron!'"

¹¹Og to hundrede mænd gik med Absalom fra Jerusalem, som var blevet inviteret; de gik i uskyld, uden at vide noget.

¹²Og mens Absalom ofrede ofrene, tilkaldte han Ahithophel, gilonitten, Davids rådgiver, fra hans by Giloh. Og sammensværgelsen fik styrke, og folket hos Absalom fortsatte med at vokse.

¹³Så kom en budbringer til David og sagde, "Israels mænds loyalitet er vendt til Absalom."

¹⁴Så sagde David til alle sine tjenere, som var hos ham i Jerusalem, "Rejs jer, lad os flygte, for ellers vil ingen af os undslippe fra Absalom. Gå hurtigt, for at han ikke pludselig overhaler os og bringer ulykke over os, og slår byen med sværdets kant."

¹⁵Så sagde kongens tjenere til ham, "Se, dine tjenere er klar til at gøre, hvad min herre kongen vælger."

¹⁶Så gik kongen ud, og hele hans husstand med ham. Men kongen efterlod ti medhustruer til at holde huset.

¹⁷Og kongen drog bort med alle de folk, der fulgte ham, og de standsede ved det sidste hus.

¹⁸Nu gik alle hans tjenere forbi ham, og alle keretitterne, alle peletitterne og alle gittitterne—seks hundrede mænd, der havde fulgt ham fra Gat—gik forbi kongen.

¹⁹Så sagde kongen til Ittai, gittitten, "Hvorfor går du også med os? Vend tilbage og bliv hos kongen, for du er en udlænding og også en landflygtig fra dit eget sted.

²⁰Du kom kun i går, og skal jeg i dag få dig til at vandre med os, når jeg ikke engang ved, hvor jeg går hen? Vend tilbage, og tag dine brødre med. Barmhjertighed og sandhed være med dig."

²¹Men Ittai svarede kongen og sagde, "Så sandt Herren lever, og så sandt min herre kongen lever, hvor min herre kongen end måtte være, om det er til død eller til liv, der vil din tjener være."

²²Så sagde David til Ittai, "Gå da, marchér." Så gik Ittai, gittitten, forbi med alle sine mænd og de små, der var med ham.

²³Hele landet græd højt, mens alle folk gik forbi. Og kongen krydsede Kidron-bækken, og alle folk gik over mod ørkenens vej.

²⁴Se, også Zadok kom, og alle levitterne med ham, bærende Guds pagts ark. De satte Guds ark ned, og Abiathar kom op indtil alle folk havde passeret ud af byen.

²⁵Så sagde kongen til Zadok, "Returnér Guds ark til byen. Hvis jeg finder nåde i Herrens øjne, vil Han bringe mig tilbage og lade mig se både den og Hans bolig.

²⁶Men hvis Han skulle sige således, 'Jeg har ingen glæde i dig,' se, her er jeg; lad Ham gøre med mig, hvad der synes godt for Ham."

²⁷Kongen sagde også til Zadok, præsten, "Er du ikke en seer? Gå tilbage til byen i sikkerhed, og dine to sønner med dig, Ahimaaz, din søn, og Jonathan, Abiathars søn.

²⁸Se, jeg vil vente ved vadestederne i ørkenen indtil du sender ord for at informere mig."

²⁹Således returnerede Zadok og Abiathar Guds ark til Jerusalem og blev der.

³⁰Og David gik op ad Oliebjergets stigning, grædende mens han gik. Hans hoved var dækket, og han gik barfodet. Og alle de folk, der var med ham, dækkede deres hoveder og gik op, grædende mens de gik.

³¹Så blev David fortalt, "Ahithophel er blandt sammensvorne med Absalom." Og David sagde, "Åh Herre, vend venligst Ahithophels råd til dårskab."

³²Da David kom til toppen, hvor Gud blev tilbedt, se, Hushai, arkiten, kom for at møde ham med sin kjortel revet itu og støv på sit hoved.

³³Og David sagde til ham, "Hvis du går over med mig, vil du være en byrde for mig.

³⁴Men hvis du vender tilbage til byen og siger til Absalom, 'Jeg vil være din tjener, o konge; som jeg har været din fars tjener i fortiden, så nu vil jeg være din tjener,' så kan du forpurre Ahithophels råd for mig.

³⁵Vil ikke Zadok og Abiathar, præsterne, være med dig der? Så hvad du end hører fra kongens hus, skal du rapportere til Zadok og Abiathar, præsterne.

³⁶Se, deres to sønner er der med dem, Ahimaaz, Zadoks søn, og Jonathan, Abiathars søn; og gennem dem skal du sende mig alt, hvad du hører."

³⁷Så Hushai, Davids ven, gik ind i byen lige da Absalom ankom til Jerusalem.