2 Samuelsbog 19

¹Så blev det meldt til Joab, "Se, kongen græder og sørger over Absalom."

²Så sejren den dag blev vendt til sorg for hele folket, for folket hørte det sagt den dag, "Kongen sørger over sin søn."

³Og folket sneg sig ind i byen den dag, som folk sniger sig bort, når de er ydmygede, når de flygter i kamp.

⁴Kongen skjulte sit ansigt og klagede højlydt, "Åh min søn Absalom, åh Absalom, min søn, min søn!"

⁵Så kom Joab ind i huset til kongen og sagde, "I dag har du gjort skam over alle dine tjenere, som i dag har reddet dit liv og dine sønners og døtres liv, dine hustruers liv og dine medhustruers liv,

⁶ved at elske dem, der hader dig, og hade dem, der elsker dig. Du har gjort det klart i dag, at kommandører og tjenere betyder intet for dig. For i dag ser jeg, at hvis Absalom var i live, og vi alle var døde, så ville det behage dig.

⁷Rejs dig nu derfor, gå ud og tal venligt til dine tjenere, for jeg sværger ved Herren, hvis du ikke går ud, vil ikke en mand blive hos dig i nat. Og dette vil være værre for dig end al den ulykke, der er kommet over dig fra din ungdom indtil nu."

⁸Så rejste kongen sig og satte sig i porten. Og da det blev fortalt til hele folket, og de sagde, "Se, kongen sidder i porten," så kom hele folket foran kongen. Nu var Israel flygtet, hver til sit telt.

⁹Alle folkene i alle Israels stammer skændtes og sagde, "Kongen befriede os fra vore fjenders hånd og reddede os fra filistrenes hånd, men nu er han flygtet ud af landet fra Absalom.

¹⁰Og Absalom, som vi salvede over os, er død i kamp. Hvorfor taler I så ikke om at bringe kongen tilbage?"

¹¹Så sendte kong David bud til præsterne Zadok og Abiathar og sagde, "Tal til Judas ældste og sig, 'Hvorfor er I de sidste til at bringe kongen tilbage til hans hus, siden ordet fra hele Israel er kommet til kongen om at bringe ham tilbage til hans hus?

¹²I er mine slægtninge; I er mit eget kød og blod. Hvorfor skulle I da være de sidste til at bringe kongen tilbage?'

¹³Og sig til Amasa, 'Er du ikke mit ben og mit kød? Gud gøre så mod mig og mere til, hvis du ikke skal være hærfører for mig for altid i stedet for Joab.'"

¹⁴Så vendte han alle Judas mænds hjerter som én mand, så de sendte bud til kongen og sagde, "Vend tilbage, du og alle dine tjenere."

¹⁵Så vendte kongen tilbage og kom så langt som til Jordan. Og Judas mænd kom til Gilgal for at møde kongen, for at ledsage kongen over Jordan.

¹⁶Så skyndte Shimei, Geras søn, benjaminitten fra Bahurim, sig og kom ned med Judas mænd for at møde kong David.

¹⁷Og tusind mænd fra Benjamin var med ham, og Ziba, Sauls hus' tjener, med sine femten sønner og tyve tjenere; og de skyndte sig til Jordan foran kongen.

¹⁸De krydsede vadestedet for at bringe kongens husstand over og gøre, hvad der behagede ham. Så faldt Shimei, Geras søn, ned foran kongen, da han skulle til at krydse Jordan.

¹⁹Han sagde til kongen, "Lad ikke min herre holde mig skyldig, eller huske, hvad din tjener gjorde forkert den dag, min herre kongen gik ud fra Jerusalem, så kongen skulle tage det til hjerte.

²⁰For din tjener ved, at jeg har syndet. Derfor, se, jeg er kommet i dag, først af hele Josefs hus, for at gå ned og møde min herre kongen."

²¹Men Abishai, Zerujas søn, svarede og sagde, "Skulle Shimei ikke dø for dette, fordi han forbandede Herrens salvede?"

²²Men David sagde, "Hvad har jeg med jer at gøre, Zerujas sønner, at I i dag skulle blive en modstander for mig? Skulle nogen mand i Israel dø i dag? For ved jeg ikke, at jeg er konge over Israel i dag?"

²³Så sagde kongen til Shimei, "Du skal ikke dø." Og kongen svor til ham.

²⁴Så kom Mefiboshet, Sauls søn, ned for at møde kongen. Han havde ikke plejet sine fødder, ej heller trimmet sit skæg, eller vasket sine klæder, fra den dag kongen drog bort, indtil den dag han vendte tilbage i fred.

²⁵Det skete, da han kom til Jerusalem for at møde kongen, at kongen sagde til ham, "Hvorfor gik du ikke med mig, Mefiboshet?"

²⁶Han svarede, "Min herre konge, min tjener bedrog mig. For din tjener sagde, 'Jeg vil sadle et æsel til mig selv, så jeg kan ride på det og gå med kongen,' fordi din tjener er lam.

²⁷Og han har bagtalt din tjener for min herre kongen. Men min herre kongen er som Guds engel; gør derfor, hvad der synes godt for dig.

²⁸For hele min fars hus var kun døde mænd for min herre kongen; alligevel satte du din tjener blandt dem, der spiser ved dit bord. Hvilken ret har jeg derfor til at råbe mere til kongen?"

²⁹Så sagde kongen til ham, "Hvorfor taler du mere om dine sager? Jeg har besluttet: du og Ziba skal dele landet."

³⁰Og Mefiboshet sagde til kongen, "Lad ham tage det hele, siden min herre kongen er kommet tilbage i fred til sit eget hus."

³¹Nu var Barzillai, gileaditten, kommet ned fra Rogelim, og han gik over Jordan med kongen, for at ledsage ham over Jordan.

³²Barzillai var en ældre mand, firs år gammel, og han havde forsynet kongen med mad, mens han opholdt sig i Mahanaim, for han var en meget velhavende mand.

³³Kongen sagde til Barzillai, "Kom med mig, og jeg vil forsørge dig hos mig i Jerusalem."

³⁴Men Barzillai sagde til kongen, "Hvor længe har jeg tilbage at leve, at jeg skulle gå op med kongen til Jerusalem?

³⁵Jeg er i dag firs år gammel. Kan jeg skelne mellem godt og ondt? Kan din tjener smage, hvad han spiser eller drikker? Kan jeg stadig høre sangernes stemmer, mænd og kvinder? Hvorfor skulle din tjener da være en byrde for min herre kongen?

³⁶Din tjener ville blot krydse Jordan med kongen. Hvorfor skulle kongen belønne mig med sådan en belønning?

³⁷Lad venligst din tjener vende tilbage, så jeg kan dø i min egen by nær min fars og mors grav. Men her er din tjener Kimham; lad ham krydse over med min herre kongen, og gør for ham, hvad der synes godt for dig."

³⁸Og kongen svarede, "Kimham skal gå over med mig, og jeg vil gøre for ham, hvad der synes godt for dig. Hvad du end ønsker af mig, vil jeg gøre for dig."

³⁹Så gik alle folkene over Jordan, og kongen gik også over. Og kongen kyssede Barzillai og velsignede ham, og han vendte tilbage til sit eget sted.

⁴⁰Nu gik kongen videre til Gilgal, og Kimham gik med ham. Alle Judas folk og også halvdelen af Israels folk ledsagede kongen.

⁴¹Og se, alle Israels mænd kom til kongen og sagde til ham, "Hvorfor har vores brødre, Judas mænd, stjålet dig bort, og bragt kongen og hans husstand over Jordan, og alle Davids mænd med ham?"

⁴²Alle Judas mænd svarede Israels mænd, "Fordi kongen er nært beslægtet med os. Hvorfor er I vrede over dette? Har vi spist på kongens bekostning, eller har han givet os nogen gave?"

⁴³Så svarede Israels mænd Judas mænd og sagde, "Vi har ti andele i kongen; derfor har vi også mere krav på David end I. Hvorfor behandlede I os med foragt? Var vi ikke de første til at tale om at bringe vores konge tilbage?" Men Judas mænds ord var hårdere end Israels mænds ord.